[{{mminutes}}:{{sseconds}}] X
Пользователь приглашает вас присоединиться к открытой игре игре с друзьями .
Обычный датский
(6)       Используют 16 человек

Комментарии

Мультилингва 15 августа 2018
Словарь включён в программу мероприятия [18.07.18 - 07.09.18] Мультилингва МЕГА 2.
Написать тут
Описание:
Аналог "обычного" на датском языке.
Автор:
Phemmer
Создан:
9 августа 2016 в 18:59 (текущая версия от 18 мая 2017 в 14:11)
Публичный:
Нет
Тип словаря:
Тексты
Цельные тексты, разделяемые пустой строкой (единственный текст на словарь также допускается).
Содержание:
1 Kimball måtte ikke for nogen pris skille sig af med dem, for de hørte med til et stort trolddomsværk – trolddom af den slags, som mænd udøvede derovre på den anden side af museet i det store blå og hvide Jadoo Gher – Trolddomshuset, eller som vi kalder det, Frimurerlogen.
2 Men hvad hun havde hørt om trolddom, gjorde hende mistroisk. Kim havde også sine meninger. Da han kom til uskels år og alder, lærte han at undgå missionærer og hvide mænd med alvorlige ansigter, som spurgte, hvem han var og hvad han bestilte. For Kim havde sin store styrke i ingenting at bestille.
3 Han var kammerat med mennesker, hvis levned var sælsommere end alt, hvad Harun al Raschid nogensinde havde drømt, og han levede selv et liv så mærkværdigt som noget i Tusind og én Nat. Men missionærer og velgørenhedsselskabers sekretærer kunne ikke se det skønne deri.
4 Men han elskede denne leg for dens egen skyld – at liste sig forsigtigt gennem mørke stræder og gyder, at klavre op ad en vandrende, at se og høre kvindernes verden heroppe på de flade tage, og så at flygte i hovedkulds hast fra hus til hus i skjul af det varme mørke.
5 Så var der en mængde hellige mænd, askesmurte fakirer ved deres murstensaltre under træerne ved flodbredden, med hvem han stod på helt fortrolig fod – hilste dem, når de vendte tilbage fra deres tiggervandringer, og spiste af samme skål som de, når ingen så det.
6 Mens han sad og trommede med hælene mod Zam Zammah, afbrød han nu og da sin leg med lille Chota Lal og Abdallah, syltetøjshandlerens søn, for at gøre en uhøflig bemærkning til den indfødte politibetjent, som stod vagt over rækker af fodtøj udenfor museets dør.
7 Herren var fremstillet siddende på en lotus, og relieffet var hugget så dybt, at dens blomsterblade næsten stod frit ud. Rundt om ham stod et tilbedende hierarki af konger, ældste og gamle tiders buddhaer. Forneden var et lotusbegroet vand med fisk og vadefugle.
8 Kontoret var kun et lille rum, som ved træskillerum var adskilt fra den af skulpturer opfyldte gang. Kim lagde sig ned med øret til en revne i den af heden stærkt medtagne cedertræsdør og følgende sit instinkt gav han sig til at se og høre. Det meste af, hvad der blev sagt, gik over hans forstand.
9 Her var den onde kvinde, som beskyldte Herren for urenhed og blev fuldstændig nedgjort. Her var undervisningen i Dyreparken. Her var miraklet, som forbavsede ildtilbederne. Her var Bodhisat som prins i kongelig pragt; hans mirakuløse fødsel; hans død i Kusinagara, hvor den svage discipel besvimede.
10 For første gang hørte han om europæiske lærdes arbejder og hvorledes de ved hjælp af disse og hundreder af andre tekster har nået til at identificere buddhismens Hellige Steder. Derpå viste bestyreren ham et vældigt landkort med en mængde gule prikker og linjer.
11 For fem syv atten fyrretyve år siden randt det mig i sind, at den gamle lov ikke følges på tilbørlig vis. For, som du ved, den er overgroet med djævelskab, trolddom og afgudsdyrkelse. Netop som barnet udenfor sagde for lidt siden. Ja, netop som barnet sagde, af but parasti.
12 Jeg læste mit klosters bøger, og de var udtørret marv, og det nyere ritual, som vi, der følger den Reformerede Lov, har betynget os selv med – det havde heller ingen værdi i disse gamle øjne. Selv Den Allerfortræffeligstes disciple ligger i evig kiv og strid med hverandre.
13 Til sidst faldt den ned og hvor den berørte jorden, sprang en kilde frem, som blev til en Flod. Og ved Herrens godhed og den Fortjeneste, han erhvervede sig, inden han Frigjorde sig selv, er denne Flods natur således, at hvem som bader i den, lutres for al besmittelse og alle pletter af synd.
14 Ja, som Han vandrede, således vil jeg vandre og give afkald på de lettelser, mit kloster kan skaffe mig. Da jeg forlod bjergene, havde jeg en chela (discipel) med mig, som tiggede for mig, som Loven kræver, men mens vi rastede en stund i Kulu, fik han feber og døde.
15 Kim fulgte ham som hans skygge. Hvad han havde hørt, havde sat ham i stærk spænding. Denne mand var noget aldeles nyt for ham og han havde i sinde at undersøge ham nærmere, ganske som han ville have undersøgt en ny bygning eller en ukendt festlighed i staden Lahore.
16 Lamaen var hans fund og han ville lægge beslag på dette fund. Som sin mor var Kim irsk. Den gamle mand standsede ved Zam Zammah og så sig om, indtil hans blik faldt på Kim. Pilgrimsfærdens begejstring var kølnet for en stund, og han følte sig gammel, ensom og meget sulten.
17 Lamaen vågnede først, da aftenlivet var begyndt i staden, lygterne tændtes og hvidklædte skrivere og underordnede embedsmænd vendte hjem fra regeringens kontorer. Han stirrede forvirret i alle retninger, men ingen så til ham, undtagen en hindudreng i en snavset turban og isabellafarvede klæder.
18 Halvt puffet, halvt bugseret nåede han endelig den store port til Kashmir Karavanserajet – en vældig, åben firkantet plads lige over for banegården, omgivet af hvælvede søjlegange, hvor kamel og hestekaravanerne tager ind, når de vender hjem fra Centralasien.
19 De fleste af dem var udlejede til handelsmænd, ligesom man i Europa udlejer buerne under en viadukt. Rummet mellem søjle og søjle var ved hjælp af mursten eller brædder afsondret i værelser, der lukkedes med svære trædøre og klodsede hængelåse af indisk tilvirkning.
20 Undertiden gav han Kim ordre til at holde øje med en mand, der ikke havde det mindste med heste at gøre – at følge efter ham en hel dag og afgive melding om hvert eneste menneske, som han talte med. Kim afgav rapport om aftenen og Mahbub lyttede tavs og ubevægelig.
21 Hestehandleren lå, med sit brede, broderede bokhari bælte løsnet, på et par sadeltasker af silke og dampede dovent på en kolossal sølvhukah. Han drejede hovedet ganske ubetydeligt ved tilråbet og da han kun så den høje, tavse skikkelse, kluklo han helt nede i sit brede bryst.
22 Jeg har ingen penge, og det er ikke godt at rejse uden penge. Du vil sælge mange heste til officererne. Det er nogle meget smukke heste, disse nye. Jeg har set dem. Giv mig en rupi, Mahbub Ali, og når jeg kommer i besiddelse af min rigdom, vil jeg give dig en forskrivning og betale den tilbage.
23 Han blev sendt mig, tror jeg, for at vise mig vejen til Floden. Jeg sad under en kanon, da han pludseligt kom til mig. Sådanne ting er tidligere hændet de lykkelige, hvem der er blevet beskikket en fører. Men nu husker jeg dog, at han sagde, at han var af denne verden – en hindu.
24 Men Kim havde ingen mistanke om, at Mahbub Ali, der var kendt som en af de dygtigste hestehandlere i Punjab, en rig og driftig forretningsmand, hvis karavaner trængte dybt, dybt ind i landet nord for bjergpassene – at han stod optegnet i en af den indiske regerings allerhemmeligste bøger som C.25.
25 En omflakkende lama med en dreng af lav kaste til tjener kunne måske vække et øjebliks interesse, mens de vandrede omkring i Indien, pilgrimmenes land. Men ingen ville fatte mistanke til dem eller – vigtigere – udplyndre dem. Han råbte på ild for at tænde sin hukah igen og tænkte over sagen.
26 Kim var det eneste menneske i verden, der aldrig havde fortalt ham en løgn. Dette ville have været en slem plet på Kims karakter, hvis ikke Mahbub havde vidst, at over for alle andre kunne Kim i Mahbubs forretninger eller til egne formåls fremme lyve som en østerlænding.
27 En velnæret ung herre fra Delhi, væbnet med et nøgleknippe, som blomsten havde løsnet fra den bevidstløse mands bælte, gennemsøgte hver eneste kasse, bylt, måtte og sadeltaske i Mahbubs eje endnu mere metodisk, end blomsten og panditten gennemsøgte ejermanden.
28 Gud ved, hvor mange flere der er på min vej med ordre til at undersøge mig – måske med kniv. Nej, drengen må til Ambala – og det med jernbanen – for det haster med den skrivelse. Jeg vil blive her, gøre kur til Blomsten og drikke vin som det sømmer sig for en afghansk hestepranger.
29 Alle folkene i kupéen bad konduktøren være barmhjertig – pengeudlåneren var særlig veltalende ved denne lejlighed – men konduktøren slæbte Kim ud på perronen. Lamaen blinkede med øjnene. Han kunne slet ikke opfatte situationen og Kim opløftede sin røst og græd udenfor kupévinduet.
30 De godmodige, tolerante mennesker hørte ærbødigt efter. Hele Indien er fuldt af hellige mænd, som fremstammer evangelier i sælsomme tungemål, medtagne og fortærede af deres egen ivers ild, drømmere, vrøvlehoveder, seere. Sådan har det altid været og sådan vil det altid være.
31 Mahbub Alis anvisninger gjorde det temmelig klart, i hvilket hus englænderen boede, og en rideknægt, der netop kørte en gig hjem fra klubben, gjorde ham ganske sikker i sin sag. Nu gjaldt det kun at finde selve manden og Kim smuttede gennem havehækken og lagde sig i et buskads tæt ved verandaen.
32 Huset strålede af lys og tjenere bevægede sig derinde omkring borde, dækkede med blomster, glas og sølv. Lidt efter trådte en selskabsklædt englænder ud i haven, nynnende en melodi. Det var for mørkt til at se hans ansigt og Kim prøvede sig derfor frem på tiggervis.
33 Så snart denne var forbi, tog han papiret op, lod en rupi falde – Kim kunne høre den klirre – og gik hastigt ind i huset uden at se sig tilbage. Kim skyndte sig at snappe sølvmønten, men til trods for sin opvækst var han irlænder nok til at betragte pengene som det mindste i sådan historie.
34 Han så – en indisk bungalow er så åben, at man kan se tværs igennem den – englænderen begive sig ind i et værelse i et hjørne af huset, halvt påklædningsværelse og halvt kontor, hvor en mængde papirer og depechekasser lå og flød. Her satte han sig for at studere Mahbub Alis budskab.
35 I realiteten bekendte de fyre kulør for et halvt år siden. Men Devenish holdt på, at der var en mulighed for at bevare freden, og nu har de naturligvis brugt tiden til at samle forstærkninger. Afsend straks disse telegrammer – brug det nye chiffersystem, ikke det gamle – mit og Whartons.
36 Hver gang jeg tidligere har overbragt et budskab, har det drejet sig om en kvinde. Nu er det mænd, og det er bedre. Den høje mand sagde, at de vil slippe en stor hær løs for at afstraffe en eller anden et eller andet sted, og at der skal sendes bud derom til Pindi og Peshawur.
37 Familiens præst, en gammel, tolerant bramin, kom på besøg lidt senere på aftenen og begyndte naturligvis straks en teologisk diskussion for at gøre indtryk på familien. I trossager var de naturligvis alle på deres præsts side, men lamaen var deres gæst og en nyhed.
38 Havde nogen hørt tale om et sådant vandløb? Undertiden lo folk, men hyppigere hørte de historien til ende og bød de vandrende en plads i skyggen, en slurk mælk og et måltid mad. Kvinderne var altid venlige, og de små børn var, som børn er hele verden over, snart undselige, snart forvovne.
39 Landsbyens øverste var en hvidskægget og elskværdig gammel mand, vant til at modtage fremmede. Han beredte et sengested til lamaen, satte varm, kogt mad for ham, stoppede ham en pibe, og så snart aftengudstjenesten i landsbyens tempel var forbi, sendte han bud efter landsbypræsten.
40 De fulgte den ujævne og knudrede bivej, der snoede sig hen over sletten mellem de store, mørkegrønne mangolunde, mens de snedækkede Himalayabjerges linje tegnede sig svagt mod øst. Alle mennesker var på arbejde i marken, brøndvinderne knirkede, plovmændene råbte til deres forspand og kragerne skreg.
41 Ser du, jeg har i mit lange liv lagt mærke til, at de mennesker, der stadig vælter sig ind på Dem Deroppe med klager og besværinger og hyl og gråd, altid hurtigt hentes bort fra jord, ligesom vor oberst i sin tid plejede at sende bud efter slappe brokhoveder fra det sydlige.
42 Lidt for hengivne til spil, men det er jeg også. De må nødvendigvis være godt beredne og man kan ikke tage en hest, som man i gamle dage tog en kvinde. Nå ja, min gård kan betale for det hele. Hvad synes du om den? Det er godt vandede jorder, men mine folk snyder mig.
43 Soldaten blev siddende rank på sin pony og Kim lagde sig – efter først at have sikret sig, at der ingen slanger var – i en fordybning mellem to knudrede rødder. Der var en søvndyssende summen af insekter i det varme solskin, en kurren af duer, og en ensformig knirken af brøndvinder ude på markerne.
44 Lamaen begyndte at tale, langsomt og vægtigt. Efter ti minutter lod den gamle soldat sig glide ned af sin pony – for at høre bedre, sagde han – og satte sig ned med tøjlerne om sit håndled. Lamaens stemme blev svagere og hans sætninger længere. Kim var optaget af at iagttage et gråt egern.
45 Da det skældende lille lodne væsen forsvandt mellem grenene, var både prædikant og tilhørerkreds faldet i dyb søvn, den gamle officers kraftige hoved hvilede på hans arm og lamaens var lænet tilbage mod træets stamme, på hvilken baggrund det tog sig ud som gult elfenben.
46 Et nøgent barn kom trissende, gloede på gruppen og gjorde så, grebet af en pludselig indskydelse af ærefrygt, et højtideligt lille buk for lamaen. Men uheldigvis var ungen så lille og tyk, at han trimlede sidelæns midt i bukket, og Kim brast i latter ved synet af de sprællende, buttede ben.
47 Nu befærdes den kun af landboeres vogne og sligt. Til højre og til venstre er kørebanerne for de tunge fragtvogne – de, som er læssede med korn, bomuld, tømmer, kalk og huder. Man kan rejse i sikkerhed her, for langs hele vejen ligger der politistationer, kun få kos fra hinanden.
48 Alle slags og alle kaster vandrer ad denne vej. Se blot! Braminer og chumarer, bankierer og kedelflikkere, barberer og købmænd, pilgrimme og pottemagere – alverden går og kommer. Den er for mig som en flod, som jeg er blevet skilt fra, som en træstamme efter en oversvømmelse.
49 Her var nye mennesker og nye ting at se på ved hvert skridt – kendte kaster og kaster, som lå fuldstændigt udenfor hans erfaring. De mødte en skare, langhårede, stramt lugtende sansier med kurve fulde af firben og anden uren føde på deres rygge og med mange hunde snusende til deres hæle.
50 Bag dem kom en mand, der nyligt var sluppet ud af fængselet, vandrende gennem alléen med lange og stive skridt, som om han endnu havde lænker om fødderne. Hans trinde mave og blanke hud bar vidnesbyrd om, at regeringen føder sine fanger bedre, end de fleste hæderlige mænd kan føde sig selv.
51 Man kunne med et blik se hver enkelts indkøb, eller hvis man var i tvivl, behøvede man kun at lægge mærke til kvinderne, som satte de brune arme mod hinanden for at sammenligne de nye armbånd af mat glas, som kommer oppe fra de nordvestlige provinser. Disse lystige folk kom kun langsomt af sted.
52 End ikke manden, der solgte gangesvand, så han, og Kim havde ventet, at han i det mindste ville købe en flaske af denne kostelige væske. Han stirrede stadig på jorden og skridtede støt ud, time efter time, mens hans sjæl var andetsteds. Men Kim var i den syvende himmel af glæde.
53 Den store landevej var på denne strækning anlagt på en dæmning for at være beskyttet imod de vinterlige oversvømmelser fra bjergene, så at man vandrede hævet op over selve landet som på en storslået fæstningsmur og så hele Indien ligge udbredt for sine fødder til højre og til venstre.
54 Og det var et lige så smukt syn at betragte menneskene, når de som små klatter af rødt og blåt og blegrødt og hvidt og saffran drejede af fra vejen ned mod deres egne landsbyer, spredte i grupper på to og tre og blev mindre og mindre, efterhånden som de drog hen over den flade slette.
55 Parakitterne og duerne vendte hjem i hundredvis. De sladrende, gråryggede skader vandrede frem og tilbage i grupper på to og tre næsten lige for de rejsendes fødder og drøftede dagens hændelser og en uro og raslen i grenene sagde, at flagermusene var rede til at drage ud på natpatrulje.
56 Aftenpatruljen skyndte sig ud fra politistationen med selvbevidst hosten og gentagelse af ordrer, og gløden i en fragtmands hukah skinnede rødt, mens Kims blik mekanisk iagttog solskærets sidste flimren på messingtængerne, som han havde taget gløden fra bålet med.
57 Men som en luksus købte Kim også en håndfuld kager af tørret gødning til at tænde bål med. Rundt omkring kom og gik mænd imellem de små bål og råbte på olie eller syltetøj eller korn eller tobak og puffede til hinanden, mens de ventede på at komme til ved brønden.
58 Men til daglig træffes ingen sådanne forholdsregler. Den gamle dame er, når alt kommer til alt, meget menneskelig og lever for at se på livet. Kim bed mærke i en pragtfuldt udsmykket ruth eller oksetrukken familievogn med et smukt broderet, tvekuplet tag, der mindede om en topuklet kamel.
59 Kim studerede følget med kritisk blik. Halvdelen af dem var tyndbenede, gråskæggede ooryaer fra lavlandet. Den anden halvdel var bjergfolk nordfra, klædt i dyffel og med filthatte. Denne blanding var talende nok, også selv om han ikke havde hørt de to gruppers konstante skærmydsler.
60 Bjergfolkene tilhørte hendes eget folk – fra Kulu eller Kangra. Det var tydeligt nok, at hun ikke rejste for at bringe sin datter til hendes brudgom, for i så fald ville forhængene være trukket ganske tæt sammen og vagten ville ikke have tilladt nogen som helst at nærme sig vognen.
61 Der kunne måske bringes noget ud af det møde. Lamaen ville ikke være til hjælp, men som samvittighedsfuld chela var det Kim en fornøjelse at tigge for to. Han tændte sit bål så tæt ved vognen, som han turde, og ventede på, at en af eskorten skulle beordre ham bort.
62 I en skarp og indigneret hvisken forklarede den gamle dame Kim nøjagtigt, hvad slags ondskabsfuld løgnhals han var. Havde Kim antydet sligt, dengang hun var ung, ville han endnu samme aften være blevet trampet ihjel af en elefant. Og dette var fuldstændig sandt.
63 Det var til ham, jeg henvendte mig, og se, da tidens fylde kom, skete alt, som jeg ønskede det. Braminen i min dattersøns faders hus har senere erklæret, at det var hans bønner, der hjalp – hvilket er en lille fejltagelse, som jeg vil forklare ham, når jeg kommer til målet for min rejse.
64 Kim ville have givet sine ører for at få lov til at gå med, men lamaen indbød ham ikke dertil og de få ord, han opfangede, kunne han ikke forstå, for de talte sammen i en eller anden bjergdialekt. Kvinden syntes at stille spørgsmål, som lamaen overvejede, førend han besvarede dem.
65 Det var et underligt billede, som Kim iagttog gennem sine halvåbne øjenlåg. Lamaen stod rank og knejsende, mens de dybe folder i hans gule dragt dannede sorte slagskygger i lysskæret fra lejrbålene, så at det mindede om slagskyggerne på en knudret træstamme, der belyses af den nedgående sol.
66 Dette var at se sig om i verden for ramme alvor. Dette var livet, sådan som han ville have det – travlhed og råb, folk, der spændte deres bælter og pryglede løs på deres okser, knirkende hjul, bål, der blev tændt, madlavning, nye ting at se på, hvor man end vendte sit glade blik.
67 Han betragtede hendes okser kritisk, mens de brummende og pustende blev trukket frem og spændt i åget. Hvis de gik for hurtigt for ham – hvad der var usandsynligt – ville han kunne få et mageligt sæde på vognstangen, og lamaen kunne sidde ved siden af kusken. Eskorten måtte naturligvis gå.
68 Ligeså selvfølgeligt ville den gamle dame snakke en hel del, og af hvad han allerede havde hørt, kunne han sige sig selv, at hendes konversation ikke ville være tom snak. Hun var allerede i færd med at befale, opmuntre, dadle, og, sandt at sige, bande sine tjenere for deres langsommelighed.
69 Eskorten traskede, med hovederne tilhyllede på indfødtes vis, på begge sider af vognen og hvirvlede kolossale støvskyer i vejret. Lamaen og Kim gik lidt for sig selv. Kim tyggede på et stykke sukkerrør og veg ikke vejen for nogen af ringere stand end en præst.
70 Hendes folk så ikke på hende, når hun tiltalte dem, og således blev sømmeligheden så nogenlunde bevaret. En mørkhåret, gulbleg engelsk politiinspektør travede forbi i fejlfri uniform på en træt hest, og da han af hendes følge så, hvad slags hun var, gav han sig til at gøre løjer med hende.
71 Ved middagstid drejede de af fra vejen for at holde måltid på et sted, hvor støvet ikke kunne genere dem. Maden var god og rigelig og blev pænt serveret på rene blade. For at opfylde alle forpligtelser, gav de levningerne til nogle tiggere og satte sig så til at nyde deres tobakspiber.
72 Han havde intet mål for sin omstrejfen, undtagen at undersøge nogle nærliggende hytter, hvis bygningsmåde forekom ham ny. De kom ud på en stor strækning engjord, som aftenlyset farvede i brunlige og purpurrøde nuancer og på hvis midte der stod en gruppe svære mangotræer.
73 Det slog Kim som underligt, at der ikke var opført et tempel på et sted, der passede så godt dertil. I sådanne sager havde drengen så skarpt et blik som nogen præst. Langt borte på den anden side af engen gik fire mænd side om side, helt små at se til på grund af afstanden.
74 To af de små skikkelser standsede. De andre kom langsomt og søgende nærmere. De var et marcherende regiments fortrop, udsendt for at afmærke lejrpladsen. De bar fem fod lange stænger med blafrende flag og råbte til hinanden, mens de spredte sig over den flade eng.
75 Pastor Arthur Bennett plejede altid at forlade messen, så snart denne skål var drukket, og da han var temmelig træt efter sin march, bevægede han sig pludseligere end ellers. Kim lå med hovedet en smule løftet og stirrede endnu på sin afgud på bordet, da præsten trådte på hans højre skulderblad.
76 Så gav Kim ham et fortvivlet spark i maven. Pastor Bennett gispede og krympede sig, men slap ikke sit tag og kom på benene igen og halede så i tavshed Kim til sit telt. Maverickerne var store spøgefugle, hvorfor præsten mente, at det var bedst at gå stille med dørene, indtil sagen var undersøgt.
77 Under almindelige omstændigheder ville jeg have tildelt ham en revselse og ladet ham løbe, for jeg tror han er en tyv. Men det lader til, at han kan tale engelsk, og at han tillægger en amulet, der hang om hans hals, en vis værdi. Jeg tænkte, at De måske kunne hjælpe mig.
78 Han mener, at en gang sahib altid sahib, og de to har i sinde at beholde mig her ved regimentet eller sende mig til en madrissah. Noget lignende er hændt før, men hidtil er jeg altid sluppet bort. Det tykke fæ mener det ene og kamelansigtet mener det andet, men det er for resten lige meget.
79 Ser du, Kim, det ville være en anden sag, dersom du ikke var søn af en soldat. Sig til ham, at regimentet vil sørge for dig og gøre dig til en lige så flink mand som din – til så flink en mand, som du kan blive. Sig ham, at dersom han tror på mirakler, må han også tro, at.
80 Så vil jeg smutte bort og følge landevejen ad Saharanpur til. Derfor, Hellige Mand, må du forblive i selskab med kvinden fra Kulu. Du må på ingen måde gå ret langt bort fra hendes vogn, førend jeg kommer igen. Der er ingen tvivl om, at mit tegn er et krigens og de væbnede mænds tegn.
81 Se blot, de har givet mig vin at drikke og bænket mig på hæderspladsen! Min fader må have været en stor mand. Hvis de derfor vil give mig en hæderfuld stilling iblandt dem, er det godt. Hvis ikke, er det også godt. Hvordan det end går, vil jeg løbe tilbage til dig, når jeg er ked af dem.
82 Det var ikke din skyld. Jeg frydede mig ved synet af livet, ved de nye folk, vi traf på vejen, og ved din glæde over at se alt dette. Jeg fandt behag i dig – jeg som burde have tænkt på min Søgen og kun på min Søgen. Nu er jeg sorgfuld, fordi du bliver taget bort og min Flod er langt borte fra mig.
83 Dersom disse mænd led af den vildfarelse, at han ville gøre noget som helst, som han ikke syntes om, så var det så meget des bedre. Nok en lang tavshed fulgte. Bennett flyttede sig hid og did af utålmodighed og foreslog at kalde på en skildvagt for at jage fakiren bort.
84 Alt dette var nyt og højst interessant, men Kim var søvnig. De kaldte nogle mænd ind i teltet – en af dem var sikkert obersten, som hans fader havde forudsagt – og de gjorde ham en uendelig mængde spørgsmål, hovedsagelig om den kvinde, der havde haft opsyn med ham.
85 Efter megen snak, som han ikke forstod, overlod de ham til en sergent med strenge ordrer om ikke at lade ham undslippe. Regimentet skulle marchere videre til Ambala, og Kim ville blive sendt til et sted, der hed Sanawar, dels på logens bekostning og dels ved hjælp af en subskription.
86 Er spådomskunst også en af dine evner? Gå så med ham, sergent. Giv ham noget af trommeslagernes tøj og pas på, at han ikke smutter væk under hænderne på dem. Og så er der folk, der tror, at miraklernes dage er forbi. Jeg tror, jeg vil gå i seng. Jeg er helt tummelumsk.
87 Han lagde mærke til, at der blev holdt vågent øje med ham – af Fader Victor på den ene side og Pastor Bennett på den anden. Ud på formiddagen gjorde kolonnen holdt. En ordonnans af kamelrytteriet bragte obersten et brev. Han læste det og sagde noget til en af majorerne.
88 Denne lange procession med musikken, der af og til spillede – denne skare mennesker, der snakkede og lo så muntert – lignede i mange henseender en fest i Lahore. Der var foreløbig ingen udsigt til hårdt arbejde og Kim besluttede at beære forestillingen med sit nærvær.
89 Deres piketter skyndte sig af sted for at bringe dem tilbage og løb på piketter fra fremmede regimenter, udsendte af samme grund, og ikke længe efter skingrede hornsignalerne aldeles vanvittigt for at kalde på flere piketter med officerer til at holde styr på virvaret.
90 Så blev han ført tilbage under ledsagelse af en trommeslagerdreng til den tomme, hvidkalkede kaserne, hvis gulve flød med snavs, sejlgarn og papir, og hvis lofter gav genlyd af hans ensomme fodtrin. På indfødtes vis rullede han sig sammen på et tomt sengested og faldt i søvn.
91 Manden forklarede et eller andet med hvide streger på en sort tavle i en god halv time og Kim fortsatte sin afbrudte lur. Han var i høj grad utilfreds med sagernes nuværende tilstand, for dette var jo netop skolen og disciplinen, som han havde tilbragt to tredjedele af sit unge liv med at undgå.
92 Det er for varmt. Og jeg kan holde øje med dig herfra. Det nytter ikke at stikke af. Gør du det, vil de kende dig igen på dine klæder, for det er regimentets tøj, du bærer, forstår du, og der er ikke en piket i hele Ambala, som ikke ville bringe dig tilbage hurtigere end du gik ud.
93 De fleste af dem var tjenestefolk fra kasernen og tilhørte de laveste kaster. Kim råbte en gårdfejer an, som straks svarede med en unødvendigt uforskammet bemærkning i den meget naturlige tro, at en europæisk dreng ikke kunne forstå ham. Det sagte, hurtige svar gjorde ham klogere.
94 Klæderne er meget tunge, men jeg er en sahib, og mit hjerte er også tungt. De sætter mig i skole og prygler mig. Jeg synes ikke om luften og vandet her. Kom og hjælp mig, Mahbub Ali, eller send mig nogle penge, for jeg har ikke engang nok til at betale skriveren, som skriver dette.
95 Han var helt taknemmelig, da en stor soldat i løbet af eftermiddagen kom for at hente ham over til Fader Victor, som boede i en anden fløj af kasernen på den anden side af en anden støvet eksercerplads. Præsten var i færd med at læse et engelsk brev skrevet med rødt blæk.
96 Deres velbårenheds tjener har for øjeblikket intet sted, hvor han kan hvile sit hoved, men rejser til Benares med toget på grund af efterstræbelse fra den gamle kvindes side, som talte så meget, og fordi jeg ikke havde lyst til at blive i Saharanpur i nogen huslig egenskab.
97 Dersom han ikke betaler, bliver du sendt til det militære vajsenhus på regimentets bekostning. Jeg vil give ham tre dage at løbe på, skønt jeg ikke tror på sagen. Og selv om han så senere skulle holde op med at betale... men jeg forstår ikke et muk af det hele.
98 Måske ville Mahbub Ali besøge ham, næste gang han kom sydpå med et kobbel heste. Han måtte da sikkert vide, at Kims aflevering af brevet til officeren i Ambala havde forvoldt den store krig, som soldaterne og drengene havde drøftet så højrøstet ved middagsbordet.
99 Men skarpsynede skildvagter ved alle kasernens udgange jog den lille rødklædte skikkelse tilbage. Bukserne og jakken gjorde ham tung og kejtet både på legeme og sjæl, og til sidst opgav han sine planer og slog på østerlandsk vis sin lid til tiden og tilfældet.
100 Tre onde dage gik i de store, genlydende, hvidkalkede værelser. Om eftermiddagen spadserede han, eskorteret af trommeslagerdrengen, men alt, hvad hans ledsager sagde til ham, var de få stakkels ord, der syntes at udgøre størstedelen af de hvide mænds forråd af skældsord.
101 Han brød sig ikke om nogen af basarerne inden for det tilladte område. Han kaldte alle indfødte for niggere, men tjenestefolk og gårdfejere gav ham de frygteligste navne lige ind i hans åbne ansigt og han lod sig narre af deres ærbødige holdning og forstod ikke et ord af, hvad de sagde.
102 De kan se os i dette øjeblik fra den anden side af sletten. Hvordan kan jeg da hjælpe dig bort eller forklare din forsvinden, hvis jeg sætter dig ned og lader dig løbe din vej mellem markerne? Jeg ville blive sat i fængsel! Nej, vær tålmodig. Én gang sahib, altid sahib.
103 Hans fader var i sin tid hvid soldat og var med i den Store Krig. Drengen har boet i Lahore og leget med mine heste, da han var lille. Nu tror jeg, at de har i sinde at gøre ham til soldat. Han er nylig blevet fundet af sin faders regiment, som marcherede til fronten i forrige uge.
104 Jeg ville give en måneds gage for at kunne høre, hvordan han forklarede det hele i Tirthankernes Tempel i Benares. Hør nu, Pater, jeg giver mig ikke ud for at kende ret meget til de indfødte, men dersom han har sagt, at han vil betale, så betaler han, død eller levende.
105 For resten tror jeg ikke, at Bennett vil tage det ilde op. De må gerne skyde skylden på mig. Jeg – hm – anbefaler på det varmeste at sende drengen til St. Xaviers skole. Han kan rejse gratis som forældreløst soldaterbarn, så derved sparer De pengene til jernbanebilletten.
106 Men lamaen har sendt os penge til fremme af et bestemt formål. Vi kan ikke ret godt sende dem tilbage, altså må vi gøre, som han siger. Ja, så er sagen vel afgjort, ikke sandt? Skal vi sige, at De på tirsdag overleverer ham til mig ved det sydgående aftentog? Det er kun tre dage.
107 De har naturligvis ingen interesse for andre end os selv, men – De ved jo nok, hvordan bibliofiler er. Nu beder jeg Dem om ikke at sige et ord, hverken direkte eller indirekte, – om den asiatiske side af drengens karakter – hans eventyr og hans spådom og alt det.
108 Hans opdragelse havde givet ham lidt menneskekundskab og han sagde til sig selv, at man ikke giver oplysninger, der fører til udsendelsen af otte tusind mand foruden kanoner, til en tåbe. Den øverstkommanderende for hele Indien ville ikke tale til en tosse, som Kim havde hørt ham tale.
109 De har fået at vide, at de kan vente dig, og obersten vil sørge for, at du ikke kommer noget til eller bliver borte på vejen. Jeg har givet dig et begreb om religiøse spørgsmål – det håber jeg da i det mindste – og husk på, når de spørger dig om din religion, at du er katolik.
110 Hvis han var rigtig flink og bestod de nødvendige eksaminer, ville han som syttenårig kunne tjene tredive rupier om måneden, og oberst Creighton ville sørge for, at han fik en passende beskæftigelse. I begyndelsen lod Kim, som om han måske forstod hvert tredje ord af denne tale.
111 Men du er sahib og søn af en sahib. Lad dig derfor ikke nogensinde forlede til at foragte de sorte. Jeg har kendt drenge, der nylig var trådt i regeringens tjeneste og som lod, som om de ikke forstod de indfødtes tale og skikke. De blev sat ned i løn på grund af uvidenhed.
112 På det tydeligste og mest flydende gadesprog forklarede Kim ham hans fejltagelse. Så klavrede han op på bukken og efter at være kommet til fuldstændig forståelse med kusken, kørte han et par timers tid om i byen, optaget af at nyde, værdsætte og anstille sammenligninger.
113 Der er ingen by – undtagen Bombay, alle byers dronning – som i sin prangende stil er skønnere end Lucknow, hvad enten man ser den fra broen over floden eller fra Imambaras top, der skuer ned på Chutter Munzils forgyldte paraplyer og de træer, af hvilke staden er indrammet.
114 Konger har prydet den med fantastiske bygninger, overvældet den med velgerninger, fyldt den med pensionister og oversvømmet den med blod. Den er midtpunktet for al dovenskab, rænkespil og overdådighed, og dens indbyggere deler med Delhis æren af at tale det eneste rene urdu.
115 Jeg har aldrig glemt den. Men da jeg havde forladt dig, forekom det mig bedst at vandre til templet og søge råd. For ser du, Indien er et meget stort land, og det kunne jo være, at vise mænd før vor tid, måske endog to eller tre, har efterladt sig en beretning om, hvor vor Flod er at finde.
116 Halvanden dag har jeg ventet – ikke fordi jeg blev ført herhid af kærlighed til dig – sligt sømmer sig ikke for en, der følger den Rette Vej – men, som de sagde i Tirthankernes Tempel, fordi det var rigtigt, at jeg, der havde betalt penge for din opdragelse, holdt øje med sagens gang.
117 Det er det sted, jeg har valgt til min bolig, indtil jeg finder min Flod. Græd ikke, for ser du, al længsel er bedrag og kun et nyt bånd, som binder os fast til Hjulet. Gå du ind ad lærdommens porte. Lad mig se dig gå... holder du af mig? Så gå da, ellers brister mit hjerte.
118 Og hans lærere må tage ham ved hjælp af metoder, som en engelsk pædagog slet ikke ville forstå. Det vil derfor næppe interessere læseren at høre noget udførligere om Kims oplevelser som skoledreng blandt to tre hundrede tidligt modne aldersfæller, af hvilke de fleste aldrig havde set havet.
119 Han lærte at vaske sig med samme omhu som de indfødte, der i deres hjerter anser englænderne for lidt vel skidne. Han gjorde de sædvanlige løjer med de tålmodige kulier, som trak punkaherne i soveværelserne, hvor drengene tilbragte de hede nætter med at fortælle historier lige til daggry.
120 De var sønner af lavere embedsmænd i Jernbane, Telegraf og Kanalvæsenet; af officerer, stundom pensionerede, stundom endnu i tjenesten som øverstkommanderende over en eller anden vasalstats hær; af kaptajner i den Indiske Marine, pensionister, plantere, handelsmænd og missionærer.
121 Der var nogle fyre i ældste klasse, som i St. Francis Xaviers navn havde tvangsudskrevet en elefant, der tilhørte en tilfældigt mødt rajah, engang da regnen havde bortskyllet den kørevej, der førte til deres faders gods, og bagefter havde de nær mistet det store dyr i noget kviksand.
122 Der var en dreng, som, efter hvad han selv fortalte – og ingen tvivlede på, at det var sandt – med gevær i hånd havde hjulpet sin fader med at afslå et angreb af akaer på deres hus i de dage, da disse hovedjægere endnu var nærgående mod afsidesliggende plantager.
123 Denne atmosfære var efter hans smag og han trivedes fortræffeligt. Da vejret blev varmere, fik han et sæt hvide drejlsklæder, og han frydede sig over det nye legemlige velvære, ligesom han frydede sig over at anvende sin skærpede forstand på de opgaver, der blev ham stillede.
124 Hans hurtige opfattelsesevne ville have glædet en engelsk lærer, men i St. Xavier ved de, hvor tidligt sjælen modnes af sol og omgivelser, ligesom de kender den slappelse, der indtræder i to eller treogtyveårsalderen. Ikke desto mindre glemte han ikke at holde en lav profil.
125 En drengs ferie tilhørte udelukkende ham selv – så meget havde han lært af sine kammeraters samtale – og en kaserneskole ville være en sand lidelse, når man var vant til St. Xavier. Desuden var han i besiddelse af en uvurderlig trolddomskunst – han kunne skrive.
126 I løbet af de tre måneder havde han lært, hvorledes to mennesker for en halv anna plus lidt viden kan udveksle tanker uden at behøve at leje en tredjemand og indvie ham i deres hemmeligheder. Han havde ikke hørt et ord fra lamaen, men landevejen lå åben for ham.
127 Kim længtes efter at føle dens bløde dynd mellem sine tæer, ligesom hans tænder løb i vand efter lammekød, stuvet i smør og kål, efter ris, overdrysset med stærkt duftende kardemomme, efter safranfarvet ris, hvidløg og andre løg og efter de forbudte, fedtede slikkerier fra basarerne.
128 I kasernen ville de give ham halvråt oksekød på en tallerken, og han måtte stjæle sig til at ryge. Men på den anden side var han sahib og gik i St. Xaviers skole, og det svin til Mahbub Ali... nej, han ville ikke lægge beslag på Mahbub Alis gæstfrihed – men alligevel.
129 Skolen var tom, næsten alle lærerne var bortrejste. Kim holdt det fripas til gratis jernbanerejser, som oberst Creighton i sin tid havde udstedt for ham, i sin hånd. Han var ikke lidt stolt af, at han ikke havde sviret de penge op, som obersten og Mahbub Ali havde givet ham.
130 En madbod var hans næste mål og her holdt han gilde i overdådighed og fedtet velvære. På banegården så han sin kammerat De Castro, helt dækket af hedetøj, stige op i en anden klasses kupé. Han selv beærede en tredje klasses med sit nærværer og var dens liv og sjæl på hele rejsen.
131 Det var meningsløst, at en mand i hans stilling interesserede sig for en lille vagabond, der var født og opdraget her i landet. Men obersten huskede samtalen i kupéen og havde ofte i det sidste par måneder grebet sig i at tænke på den ejendommelige, tavse, selvbeherskede dreng.
132 Til den tid kan det koste ham livet, hvis han spytter eller nyser eller sætter sig ned anderledes, end de folk gør, som han holder øje med. Hvorfor da nu lægge ham hindringer i vejen? Husk på, hvad perserne siger: Sjakalen, som lever i Mazanderans ørkener, kan kun fanges af hundene fra Mazanderan.
133 Mahbub tog ned til Ambala for at hente et nyt kobbel heste, og Kim mødte ham en aften i tusmørket, mens han red alene hen ad Kalka vejen. Kim bad ham om almisse, blev skældt ud og svarede på engelsk. Der var ingen indenfor hørevidde, som kunne høre Mahbubs gisp af forbavselse.
134 Sammen med et af denne families medlemmer drog jeg sydpå til Delhi. Det er en vidunderlig by. Så kørte jeg studevogn for en teli (oliehandler), som skulle mod nord. Men jeg havde hørt om en stor fest, der skulle fejres i Patiala, og derhen rejste jeg så i selskab med en fyrværker.
135 Han trådte ind, som om han var sikker på, at du ikke snart ville komme tilbage. Jeg holdt øjet til et knasthul i en planke. Han søgte som efter noget – ikke et dækken, ikke stigbøjler, ikke en tømme, ikke kobberkasseroller, men noget, som var småt og meget omhyggeligt skjult.
136 Jeg lagde min hånd på min amulet, som jeg altid bærer helt inde på kroppen, mindedes den hvide hingsts stamtavle, som jeg havde fundet i et stykke muhammedanerbrød, og drog af sted til Ambala bevidst om, at der var blevet overdraget mig et vigtigt tillidshverv.
137 Det overvejede jeg også en smule, men mest tænkte jeg på, at jeg holdt af dig, Mahbub. Derfor rejste jeg til Ambala, som du ved, men (hvad du ikke ved) jeg blev liggende skjult i havens græs for at se, hvad oberst Creighton Sahib ville gøre, når han læste den hvide hingsts stamtavle.
138 Nye oplevelser, nye tjenester, nye omgivelser var ham så nødvendige som åndedrættet i hans små næsebor, og tanken om de pæne, hvide senge, der stod på rad under punkahen i St. Xaviers skole, morede ham lige så inderligt som at fremsige multiplikationstabellen på engelsk.
139 Har jeg ikke fortalt dig den hundrede gange? Vent til han kommer for at lægge sig, så er et eneste sikkert skud tilstrækkeligt. Vognene her er mellem os og forfølgerne. Vi behøver kun at løbe tilbage over jernbanelinjen og gå vor vej. De vil ikke engang kunne se, hvorfra skuddet kom.
140 Nogle minutter efter rullede han sig ned mod landevejen og forsvandt i det tætte mørke. Hurtigt benede han af sted, indtil han nåede en stenkiste, bag hvilken han lagde sig på lur med hagen i højde med den øverste sten. Her kunne han uset holde øje med alle, der færdedes på vejen.
141 Men i så tilfælde, tænkte han sørgmodigt, ville en tjenestegren, som intet havde med oberst Creighton at gøre, muligvis udbede sig forklaringer, som han kun vanskeligt kunne give, og han vidste, at syd for grænsen bliver der gjort et ligefrem latterligt vrøvl, når man finder et lig eller to.
142 Jeg løb frem og tilbage i mørket på denne side af vognene, mens lokomotivet kørte langsomt op og ned. De kastede sig over to mænd, som sad under denne vogn – Hadji, hvad skal jeg gøre med dette stykke tobak? Pakke det ind i papir og lægge det under saltposen? Javel – og slog dem til jorden.
143 Således siger mit hjerte. Det er med troen, som med heste. En klog mand ved, at alle heste er gode – at man kan tjene på dem alle. Og jeg for mit vedkommende skulle være tilbøjelig til at mene det samme om alle trosbekendelser, hvis ikke jeg var en god sunni og hadede Tirahs mænd.
144 De kommer og går, som de vil, og lystrer hverken bidsel eller spore. Råb til Gul Sher Khan derhenne, at han skal ramme den rødbrune hingsts tøjrepæl fastere ned. Vi ønsker ikke slagsmål mellem hestene på hver eneste hvileplads, og om et øjeblik ryger den gråbrune og den sorte sammen.
145 Her bor de mennesker, der sørger for den glade bys fornødenheder – jhampanier, som trækker de smukke damers rickshawer om aftenen og derefter spiller til daggry; urtekræmmere, oliesælgere, kuriositetshandlere, brændehandlere, præster, lommetyve, indfødte regeringsfunktionærer.
146 Lurgan Sahib har selv forlangt at få dig i huset. Nu går du op ad bakken og følger vejen øverst oppe, og så glemmer du for en stund, at du nogensinde har set eller talt med mig, Mahbub Ali, der sælger heste til Creighton Sahib, hvem du heller ikke kender. Husk vel på denne ordre.
147 Lurgan Sahib har en butik oppe blandt europæernes butikker. Det ved hele Simla. Du kan gøre dine forespørgsler dér... og, Alverdens Ven, han er en mand, hvis øjenlågs mindste blinken skal adlydes. Folk siger, at han er troldmand, men det bryder du dig vel ikke om.
148 Pupillerne i hans øjne udvidede sig og trak sig sammen igen, til de blev så små som knappenålshoveder. Han lod til at kunne gøre det efter behag. Der var en fakir ved Taksali porten i Lahore, der havde samme evne og slog mønt af den, især når han forbandede tåbelige kvinder.
149 Idet lyset faldt på værelsets vægge, viste der sig en hel samling tibetanske djævledansemasker, ophængt oppe over de djævlebroderede draperier, der bruges ved disse uhyggelige forlystelser – hornede masker, skulende masker, masker med et udtryk af idiotisk rædsel.
150 Men hvad der interesserede Kim mere end alt dette – djævledansemasker kendte han fra museet i Lahore – var et glimt han så af hindudrengen med de blide øjne. Han havde forladt ham ved døren, men sad nu med korslagte ben under arbejdsbordet, mens et lille smil spillede om hans røde læber.
151 Kim vrikkede og trak i bliktrompeten, og et eller andet løftedes med et knæk. Han havde øjensynligt lukket et låg op. Hvis der var en djævel i kassen, så var det nu det rette øjeblik til at – han snusede – sådan lugtede symaskinerne i basaren. Han skulle nok få den shaitan ned med nakken.
152 Han trak sin jakke af og proppede den ned i kassen. En lang rund tingest bøjede sig under trykket, der lød en surren og stemmen tav – som stemmer nødvendigvis må, når man maser en tre gange sammenlagt jakke ned på vokscylinderen og ind i mekanismen på en kostbar fonograf.
153 Han var sahib i klædedragt, men hans urdu accent og hans betoning af det engelske tydede på, at han var alt andet end sahib. Han syntes at forstå Kims tanker, førend drengen åbnede munden, og han gjorde sig ikke den ulejlighed at forklare sig, som Fader Victor eller lærerne i Lucknow plejede.
154 Han siger, at han vil slå dig ihjel med kniv eller gift. Han er skinsyg og derfor har jeg sat ham i skammekrogen og vil ikke tale til ham i dag. Han har netop forsøgt at dræbe mig. Du må hjælpe mig med frokosten. Han er næsten for skinsyg til, at man kan stole på ham lige nu.
155 Butikkens bagveranda var bygget helt ud over den bratte bakkeskrænt, så at man fra den kunne kigge ned i genboens skorstene, som skik og brug er i Simla. Men hvad der fortryllede Kim endnu mere end det rent persiske måltid, som Lurgan Sahib med egne hænder tillavede, var selve butikken.
156 Opaler vil jeg ikke tale om – ethvert fæ kan kurere en opal – men for syge perler er der kun mig. Sæt, jeg gik hen og døde! Så var der slet ingen... Nej, du kan ikke udrette noget med juveler! Det vil også være fuldt tilstrækkeligt, dersom du med tiden lærer at forstå dig en smule på turkiser.
157 Nu var der ét stort skår, hvor der havde været tre, og over dem hævede sig et skyggeagtigt omrids af hele krukken. Han kunne se verandaen gennem det, men for hvert pulsslag blev det tættere og mørkere. Men krukken – hvor tankerne bevægede sig langsomt! – krukken var blevet knust for hans øjne.
158 Den største er splintret i kanten. Så er der en glat turkis med sorte årer fra Turkestan og to andre med indskrifter – den ene bærer Guds navn med forgyldte bogstaver, men hvad der står på den anden, kan jeg ikke læse, for den har siddet i en gammel ring og er meget ridset.
159 Der er en fejlfri rubin på to ruttees fra Burma og en ridset balasrubin på to ruttees. Der er et stykke udskåret kinesisk elfenben, som forestiller en rotte, der udsuger et æg. Og endelig er der – hoho! – en krystalkugle så stor som en bønne, indfattet i guldblad.
160 Der var indfødte fra uafhængige hoffer eller vasalstater, hvis foregivne forretning var at få beskadigede halsbånd reparerede – strømme af blinkende lys vældede ud over bordet – men hvis virkelige formål syntes at være at låne penge til vrede maharanier eller unge rajaher.
161 Hindudrengen var klodset til denne leg. Hans lille ånd, skarp som en istap når det drejede sig om regnskab over ædelsten, kunne ikke trænge ind i en andens sjæl, men i Kim vågnede en dæmon, som sang af glæde, når han iførte sig de forskellige dragter og med det samme forandrede talesæt og holdning.
162 Henrevet af sin begejstring tilbød han en aften at vise Lurgan Sahib, hvorledes disciplene af en vis fakirkaste, hans gamle bekendte fra Lahore, tiggede almisser ved landevejen og hvordan en sådan discipel ville tiltale en englænder, en punjab landmand på vej til markedet og en utilsløret kvinde.
163 Fra tid til anden lader Gud mennesker fødes – og du er et sådant menneske – hvis lyst det er at vandre om, selv med fare for deres liv, og opdage nyheder – i dag måske fjerne egne, i morgen et eller andet ukendt bjerg, i overmorgen nogle nærtboende mænd, der har gjort dumheder mod regeringen.
164 Og denne tanke førte ham ind i de behageligste drømmerier. Lurgan Sahib havde givet ham fem rupier – en storslået sum – samt løftet om sin yndest, hvis han var flittig. Modsat Mahbub havde Lurgan Sahib talt meget direkte om lydigheds belønning og Kim var tilfreds.
165 Men her og nu var der den ingenlunde ubehagelige kendsgerning, at han var på vej tilbage til St. Xaviers skole. Der ville han træffe nye drenge, som han kunne være nedladende overfor, og der ville han få kammeraternes fortællinger om deres bedrifter i ferien at høre.
166 Unge Martin, søn af teplanteren i Manipur, havde pralet med, at han ville tage en bøsse og drage i krig mod hovedjægerne. Måske han havde gjort det, men sikkert var det, at unge Martin ikke var blevet sprængt tværs over en slotsgård i Patiala ved en fyrværkerieksplosion, og heller ikke havde han.
167 Han ville kunne lamslå hele St. Xavier – selv de største drenge, som barberede sig – med sin fortælling, hvis han bare havde lov. Men det var naturligvis udelukket. En gang med tiden ville der blive sat en pris på hans hoved, det havde Lurgan Sahib forsikret ham.
168 Fransk var også særdeles vigtigt, og den bedste slags var at få i Chandernagore, nogle få mil fra Calcutta. Man kunne også nå vidt, som han selv havde gjort, ved med stor opmærksomhed at studere to dramaer, der hed Lear og Julius Cæsar og som begge var stærkt i kurs ved eksaminer.
169 Gennem disse engelske svadaer fangede Kim hans tankegang og den interesserede ham højligt. Her var tale om et nyt håndværk, som man kunne stuve sammen i sit hoved, og alt som den store, vide verden udfoldede sig for Kims blik, kom han mere og mere til den overbevisning, at jo mere man ved, jo bedre.
170 Men det er en stor ubehagelighed at blive syg midt under arbejdet. Jeg holder selv meget af medicin og den er nyttig til at kurere fattige folk. Dette er fortræffelige lægemidler, købt i statens autoriserede udsalg – kinin og så fremdeles. Jeg giver den til Dem som en souvenir.
171 Han plejede at vandre ganske stilfærdigt ind i sin kølige marmorcelle – præsterne i templet var gode mod den gamle mand – vaske rejsens støv af sig, fremsige sine bønner og derpå tage af sted til Lucknow i en tredje klasses kupé – for nu havde han vænnet sig til at køre med jernbane.
172 En gang forlod han også den store hovedlandevej neden for Ambala og gik til den landsby, hvor præsten havde givet ham opium. Men den milde Himmel, som holder hånden over lamaer, førte ham i tusmørket gennem kornmarkerne, åndsfraværende og umistænksom, til rissaldarens dør.
173 De tog tilbage ad søvejen over Karachi og ved denne lejlighed fik Kim sit første kendskab til søsyge, siddende på coasterens forluge, ganske overbevist om, at han var blevet forgivet. Selv babuens berømmelige medicinæske viste sig unyttig, skønt Kim havde fornyet indholdet i Bombay.
174 Lurgan lod Kim lære hele kapitler af koranen udenad, indtil han kunne aflevere dem med en mullahs tungefærdighed og tonefald. Fremdeles lærte han Kim navnene på og egenskaberne ved mange af de indfødtes lægemidler, så vel som de besværgelser, der må fremsiges, når man anvender dem.
175 Han brugte sit kompas til at tage retninger med, når lejlighed gaves – især i tusmørket, når kamelerne havde fået deres foder – og ved hjælp af sin lille farvelade med seks farver og tre pensler fik han lavet noget, der ikke var helt uden lighed med staden Jeysulmir.
176 Det er aldrig hændt mig før. Det betyder så meget som, at han er stærk nok – skønt De måske tror, at det er noget vrøvl, oberst Creighton – til at få hvem som helst til at gøre, hvad han ønsker. Det er nu tre år siden og jeg har lært ham en del siden da, oberst Creighton.
177 Den muhammedanske ærkebiskop havde været voldsom og storsnudet i sine udtryk, den unge fyrste var blot gnaven, fordi hans privilegier var blevet indskrænkede. Men der var ingen grund til, at han skulle fortsætte en brevveksling, som måske en dag kunne kompromittere ham.
178 Det ved vi, for drengen er blevet straffet derfor et par gange. Han er splittergal, men en fredelig mand. Jeg har truffet ham. Babuen har også haft med ham at gøre. Vi har holdt øje med ham i tre år. Røde lamaer er ikke så hyppige i Hind, at man taber deres spor.
179 Dens midler er naturligvis indskrænkede på det latterligste, men finanserne bestyres af nogle få mænd, der ikke forlanger kvitteringer eller fremlægger specificerede regnskaber. Mahbubs øjne strålede med næsten en sikhs kærlighed til penge. Selv Lurgans rolige ansigt skiftede udtryk.
180 Da han fik ham under behandling, var han kun en forvirret, uforskammet, løgnagtig lille fyr fra de nordvestlige provinser. Men disse Kims læreres glæde var intet imod Kims egen henrykkelse, da rektoren i St. Xavier kaldte ham til side og sagde, at oberst Creighton havde sendt bud efter ham.
181 Det er et stort held for dig, for du er kun 16 år gammel. Men du forstår naturligvis, at du ikke bliver pukka (fast ansat), førend du har taget din eksamen til efteråret. Du må derfor ikke tro, at du vandrer ud i verden blot for at more dig, eller at din lykke er gjort.
182 Han tænkte på al den uhyre fornøjelse, han havde i vente, og på det brev, han den foregående dag havde fået fra Mahbub, nok så nydeligt skrevet på engelsk, og hvori pathaneren satte ham stævne samme eftermiddag i et hus, hvis blotte navn ville have fået hårene til at rejse sig på rektors hoved.
183 Værelset med sine snavsede hynder og halvt udrøgede hukaer stank modbydeligt af gammel tobaksrøg. I en krog lå en stor, uformelig kvinde klædt i grønligt flor. Hendes pande, næse, ører, hals, håndled, arme, midje og ankler var prydede med tunge indfødte smykker.
184 I nat forandrer vi din hudfarve. Denne lange soven under tag har bleget dig, så at du er mandelhvid. Men Huneefa kender en farve, som sidder fast, og det længere end en dag eller to. Fremdeles gør vi dig stærk imod fortræd på landevejen. Det er min gave til dig, min søn.
185 Musboot, herren over løgn og panik. Snart hviskede Huneefa ind i hans ører, snart talte hun som fra en umådelig afstand, og hun berørte ham med sine uhyggelige bløde fingre, men Mahbubs hånd lå stadig med et fast tag på hans hals, indtil drengen endelig slappedes med et suk og mistede bevidstheden.
186 Huneefa rokkede frem og tilbage i en af røgelsen frembragt ekstase, mens hun sad med korslagte ben ved Kims ubevægelige hoved, påkaldte djævel efter djævel i den ældgamle, af ritualet foreskrevne rækkefølge og forpligtede dem til aldrig at hindre drengen i nogen af hans handlinger.
187 Selv er jeg sufi (fritænker) men dersom man kan komme om på den blinde side af en kvinde, en hingst eller en djævel, hvorfor da stille op til spark? Følg ham på vej og se til, at gamle Rødhue ikke fører ham uden for vor rækkevidde. Jeg må tilbage til mine heste.
188 De er meget tarvelige, bortset fra, at de delvis er af sort emalje, og inden i hver er der et papir fuldt af navne på lokale helgener og sligt. Det sørger Huneefa for, forstår De? Huneefa laver dem kun til os, men for det tilfælde at hun er efterladende, køber vi en lille turkis og lægger den i.
189 Så viser jeg Dem min turkis, hvis vi har tid, og så ved De, hvem jeg er, og så udveksler vi meddelelser og optegnelser og sligt. Og sådan går det med enhver iblandt os. Undertiden taler vi om turkiser og undertiden om tarkeean, men altid med et lille ophold mellem ordene.
190 Var De asiat af fødsel, ville De straks blive benyttet. Men meningen med dette halve års orlov er, at De skal af angliseres, om jeg så må sige. Lamaen venter Dem, for jeg har tilstillet ham en halvofficiel meddelelse om, at De har taget deres eksaminer og snart får embedsansættelse.
191 Han følte, at han om et minut – om et halvt sekund – ville nå løsningen på den enorme gåde. Men som det altid sker, netop på dette punkt styrtede hans tanke ned fra højderne med en fart som en anskudt fugls – og han strøg sig med hånden over øjnene og rystede på hovedet.
192 Benares viste sig at være en ualmindelig snavset by, men Kim glædede sig ved at se, at hans dragt skaffede ham respekt. Mindst en tredjedel af befolkningen beder altid til en eller anden gruppe af de mange millioner Guder og har derfor ærbødighed for enhver slags hellig mand.
193 Derfor valgte jeg en sikrere måde. Mange gange, når jeg vendte tilbage fra min Søgen til dette tempel, der bestandig har været en rede for mig, er der kommet en mand, der søger belæring – en mand fra Leh – som, efter hvad han siger, har været hindu, men er blevet ked af alle disse Guder.
194 Men, som du ved, er jeg sjældent her, undtagen når jeg kommer for at se til min discipel. Fra den ene ende af Hind til den anden har jeg rejst, til fods og med jernbanen. Det er et stort og vidunderligt land! Men når jeg tager ind her, er det, som var jeg i mit eget Bhotiyal.
195 Gennem mange tidsaldre er dette billede blevet udkrystalliseret til en vidunderlig tradition, fyldt som det er af hundreder af små figurer, i hvilke hver linie har sin betydning. Kun få kan tolke denne billedfortælling. Ikke tyve mennesker i hele verden kan tegne det med sikkerhed efter hukommelsen.
196 Det er blevet mig vist i hundrede drømme – især i en, som sendtes mig natten efter den dag, da Lærdommens Porte for første gang lukkede sig bag dig – at uden dig ville jeg aldrig finde min Flod. Atter og atter har jeg, som du ved, skudt dette fra mig, af frygt for, at det skulle være Blændværk.
197 Kim holdt øje med den sidste solstråle, hvori støvkornene dansede ude i gården, indtil den døde hen, og legede med sin åndedolk og rosenkrans. Støjen fra Benares, den ældste af jordens stæder, som er lige vågen dag og nat, løb rundt om templets mure som havets brølen om en høfde.
198 En Årsag blev sluppet løs i denne verden, og hvilket menneske, gammel eller ung, syg eller karsk, klog eller dum, kan standse den Årsags virkning? Står Hjulet stille, fordi det er et barn, der drejer det – eller en drukkenboldt? Chela, denne verden er stor og frygtelig.
199 Men fordi de kendte og elskede lamaen, fordi han var en gammel mand, fordi han Søgte Vejen, fordi han var deres gæst og fordi han førte lange natlige diskussioner med ypperstepræsten – så fritænkende en metafysiker, som nogensinde har kløvet ét hår i halvfjerds – mumlede de bifaldende.
200 Lang og højtidelig var afskeden. Tre gange endte den og tre gange påbegyndtes den atter. Den Søgende præst – han som havde indbudt lamaen til at drage fra det fjerne Tibet til dette tempel, en bleg, skaldet asket – tog ingen del i den, men sad som sædvanlig alene blandt gudebillederne og mediterede.
201 De påtvang den gamle mand små gaver – en betelæske, et smukt, nyt pennefoderal af jern, en madpose og deslige – de advarede ham mod yderverdenens farer, de spåede ham et lykkeligt udfald af hans Søgen. Imens sad Kim på trappetrinene, ensommere end nogensinde, og bandede på St. Xaviers sprog.
202 Præsterne siger os, at Benares er en hellig by – hvilket ingen betvivler – og et sted, hvor det er godt at dø. Men jeg kender ikke deres Guder, og de forlanger penge og når man har tilbedt en af dem, kommer en skaldepande og forsikrer, at det ikke nytter noget, hvis man ikke også tilbeder en anden.
203 Kambohen gjorde Kim ti tusind spørgsmål om lamaens vandringer og livsgerning og fik mærkelige svar. Kim var tilfreds med at være, hvor han var, med at se ud over de nordvestlige provinsers flade landskaber og med at sludre med de skiftende skarer af medrejsende.
204 Netop idet toget satte sig i gang, styrtede en simpel, mager lille person ind i kupéen – en mahratta, så vidt Kim kunne dømme efter snittet på hans stramtsiddende turban. Hans ansigt var forrevet, hans musselins overkjortel hang i pjalter og han bar en forbinding om det ene ben.
205 Men i Mhow anklagede en kvinde mig for juveltyveri i den by, som jeg netop havde forladt. Så vidste jeg, at jeg var genkendt. Jeg løb bort fra Mhow om natten efter at have bestukket politiet, der var underkøbt til uden undersøgelse at udlevere mig til mine fjender i Syden.
206 Ingen af stederne holder folk af spioner og retfærdighed findes ikke. Jeg blev jaget som en våd sjakal, men jeg slap fra dem i Bandakui, hvor jeg hørte, at der var en mordanklage mod mig i den by, jeg havde forladt – mord på en dreng. De har liget og vidnerne parat.
207 Dør vi, så dør vi. Vore navne slettes i protokollen, det er det hele. I Bandakui, hvor en af Vore bor, troede jeg at kunne skjule mit spor ved at forandre mit ansigt og gjorde mig derfor til mahratta. Så drog jeg til Agra og ville vende tilbage til Chitor for atter at få fat i brevet.
208 Arresteres jeg i Delhi på begæring af en prokurator i anledning af en bevislig anklage for mord, udleveres jeg til den stat, der forlanger det. Jeg bliver sendt tilbage under bevogtning, og så – dør jeg en langsom død for at skræmme andre af vore. Syden er ikke mit land.
209 Hans opsvulmede øjne – opium virker hurtigt på tom mave – skinnede af uforskammethed og dyrisk begær. Hans ben var korslagte, om sin hals havde han Kims brune rosenkrans og over sine skuldre et stykke slidt, blomstret sirts. Ved dette syn skjulte barnet sit ansigt i sin forbløffede fars arme.
210 Jeg kunne ikke have sprunget i sikkerhed, sådan som sadhuen gjorde. Han vidste, at der er mørkest under lygten. Mig ville det aldrig være faldet ind at give en meddelelse under påskud af at forbande... og hvor snild den sahib var! Nå, lige meget, jeg har reddet en mands liv.
211 Du helbredte kambohens barn ene og alene for at erhverve dig Fortjeneste. Men du forheksede mahrattaen af stolthed over din kunst – jeg holdt øje med dig, mens du skottede til os – og for at forbløffe en gammel mand og en tåbelig bonde. Og resultatet er ulykke og mistanke.
212 Så vendte Kim på lette fjed tilbage over det bløde støv til sin herre, som havde taget plads i skyggen af et mangotræ eller i den mindre tætte skygge af en hvid Doon siris, hvorefter de spiste og drak i ro og mag. Efter en samtale og en kortere vandring gjorde de holdt og sov til middag.
213 Først når luften blev køligere, gik de atter forfriskede ud i den vide verden. Når aftenen faldt på, gik de på eventyr i nye egne – en eller anden landsby, som de for tre timer siden havde fået øje på hinsides de frugtbare marker og som de havde valgt og snakket meget om på vejen.
214 Her sad de Høje Guder – og de var drømmes drømme. Her var vor Himmel og Halvgudernes verden – de fremstilledes som ryttere, der kæmpede blandt bjerge. Her var de kvaler, som dyr gennemgik, sjæle, der steg op eller ned ad stigen og hvem man derfor ikke skulle lægge hindringer i vejen.
215 Ofte gjorde lamaen disse levende billeder til tekst for sine prædikener og bød den kun alt for villige Kim lægge mærke til, hvorledes kødet antager tusinder og atter tusinder af former, attråværdige eller afskyelige i menneskenes øjne, men i grunden aldeles betydningsløse.
216 Han gled tilbage til at tænke og drømme på de indfødtes sprog, og rent mekanisk efterlignede han lamaens ceremonier, når han spiste og drak og deslige. Den gamle mands sind vendte sig mere og mere til hans kloster, alt som hans blik vendte sig mod den evige sne.
217 Af og til kunne han rigtignok standse og stirre længe og ufravendt på en tue eller en kvist, i den forventning, sagde han, at jorden ville spaltes og velsignelsen vælde frem. Men han var glad ved at være sammen med sin discipel og befandt sig vel ved den kølige vind, der kommer fra bjergene.
218 Og således nød de livet i inderlig lykke, idet de efter Lovens bud afholdt sig fra onde ord og begærlig attrå, ikke forspiste sig, ikke lå på høje senge, ikke bar rige klæder. Deres maver sagde dem, når det var spisetid og folk gav dem mad, som ordsproget siger.
219 Alderdommen havde hverken svækket hendes tunge eller hendes hukommelse og fra et diskret tilgitret vindue i øverste etage, i påhør af ikke mindre end et dusin tjenestefolk, sagde hun Kim komplimenter, som ville have bragt en europæisk tilhørerkreds til befippet undseelse.
220 Og om aftenen, da luften lugtede af røg og Himlen fik kobberrøde og turkisblå farver ude over markerne, behagede det hende at befale, at hendes palankin skulle sættes ud i den rodede forgård ved de rygende faklers skær, og dér sad hun så bag ikke alt for tæt tiltrukne gardiner og snakkede.
221 I Kulu er mændene elefanter. Men jeg vil gerne bede din Hellige Mand – gå til side, skælm! – om et tryllemiddel imod nogle meget slemme mavesmerter med vinde, som min datters ældste søn altid lider af på de modne mangoers årstid. For to år siden gav han mig en kraftig besværgelse.
222 Han er træt, men det glemte jeg, fordi jeg er bedstemor. (Det skulle aldrig tillades andre end bedstemødre at passe børn. Mødre duer i det højeste til at føde dem). I morgen, når han ser, hvor stor min dattersøn er blevet, vil han nok skrive trylleformularen op til mig.
223 Han hjalp mig af med en forstoppelse ved hjælp af en lille pille, der virkede som en løssluppen djævel. Han rejser omkring og sælger tilberedte lægemidler af stor værdi. Han har også papirer, trykt på engelsk, hvori der står om alt det, han har gjort for svage mænd og syge kvinder.
224 Tyve landsbyer snød hende efter gammel sæd, men intet menneske ville for nogen verdens pris have stjålet eller røvet inden for hendes enemærker. Ikke desto mindre gjorde hun et stort nummer ud af sine højtidelige inspektioner og støjen deraf kunne høres halvvejs til Mussoorie.
225 Han fandt, at jeg for øjeblikket ikke havde noget at gøre, og så blev jeg sendt ned til Chitor for at finde det forbandede brev. Jeg holder ikke af Syden – for meget jernbanerejseri – men jeg fik gode rejsediæter. På tilbagevejen traf jeg vor fælles ven i Delhi.
226 Han holder sig i ro for øjeblikket og siger, at forklædningen som sadhu passer ham fortræffeligt. Nå, dér hørte jeg altså, hvad De har gjort så godt og så hurtigt og uden varsel og efter øjeblikkets indskydelse. Jeg fortalte vor fælles, at det var godt klaret.
227 Jeg fik at vide af vor fælles ven, at De rejste til Saharanpur, og så tog jeg samme vej. Røde lamaer bemærkes. Jeg købte mig min medicinkasse og jeg er virkelig en meget god doktor. Jeg kom til Akrola og hørte alt muligt om Dem, og så snakkede jeg med folk hist og her.
228 Fy for pokker, hvor var jeg ængstelig! Nå, men lige meget. Jeg går videre på de indfødtes sprog... Jeg sendte mange gange bud om, at disse to konger havde solgt sig til vor nordlige nabo, og Mahbub Ali, som den gang var endnu længere nordpå, bekræftede mine ord fuldt ud.
229 De vil ned til Simla for at sende hornene og hovederne af de dyr, de har skudt, til Calcutta for at lade dem præparere. De er slet og ret jægere og sportsmænd og regeringen indrømmer dem særlige lettelser. Det gør vi naturligvis altid. Det er vor engelske stolthed.
230 Men dersom De ikke har påtrængende forretninger sammen med Deres gamle mand – måske De kunne få ham til det, måske jeg kan indvirke på hans tilbøjeligheder – ville jeg meget gerne vedligeholde en officiel forbindelse med Dem, indtil jeg finder disse sportsmænd.
231 De spiste naturligvis for sig, og derefter genoptog den gamle dame, mere eller mindre tilsløret bag et vindue, det vigtige spørgsmål om mavepine hos børn, fremkaldt af umodne mangoer. Lamaens kendskab til lægevidenskaben var naturligvis indskrænket til sympatimidler.
232 Hurree Babu bøjede sig for disse anskuelser med fortryllende høflighed, så at lamaen kaldte ham en høflig læge. Hurree Babu svarede, at han kun var en uerfaren fusker i mysterierne, men at han i det mindste vidste – og det takkede han Guderne for – når han sad overfor en mester.
233 Men, som han altid var rede til at anerkende, der er en visdom, som ligger bag al jordisk visdom – den ophøjede kundskab, som erhverves ved meditation i ensomhed. Kim så misundelig til. Den Hurree Babu, han kendte – den fedtede, overstrømmende, nervøse – var væk.
234 Væk var også den storsnudede bissekræmmer fra den foregående aften. Tilbage sad en sleben, høflig, opmærksom, alvorlig, lærd mand med megen erfaring og megen modgang og indsugede visdom af lamaens ord. Den gamle dame betroede Kim, at disse høje materier gik over hendes forstand.
235 Ved middagstid spændte babuen sin messingbeslåede medicinkasse fast på sin ryg, tog sine lakerede galasko i den ene hånd og en strålende blå og hvid parasol i den anden, og begav sig på vej mod nord til Doon, hvor, som han sagde, de stedlige småkonger længtes efter ham.
236 Jeg talte til ham – mens du snakkede med Sahiba – om en vis svimmelhed, der lægger sig på min nakke om natten, og han sagde, at den kom af den overvældende hede og kunne helbredes af kølig luft. Ved nærmere eftertanke undredes jeg over, at et så simpelt lægemiddel ikke var faldet mig ind.
237 Dag for dag kom de dybere ind i bjergenes virvar og dag for dag så Kim, hvorledes lamaens kræfter vendte tilbage. Mens de vandrede blandt Doons bakketerrasser, havde han støttet sig til drengens skulder og beredvilligt gjort holdt for at hvile ved kanten af landevejen.
238 Når dagen gryede, skinnede disse toppe rødt over de andre bjerges dybe blå, og Kedarnath og Badrinath – kongerne i denne ødemark – ramtes af solens første stråler. Hele dagen lå de som smeltet sølv i solskinnet og om aftenen smykkede de sig atter med deres juveler.
239 Som han forklarede sin hinkende discipel, en mand, der er opdraget blandt bjerge, kan forudsige, i hvilken retning en bjergvej vil gå, og skønt lavthængende skyer måske kan forhindre en fremmed i at skyde genvej, generer de ikke i mindste måde en mand med omtanke.
240 Den tørre luft, som han stønnende indåndede i de vanskelige pas, styrkede og udviklede hans brystkasse, og de stejle skråninger satte nye, hårde muskler i hans lægge og lår. De grublede ofte over Livets Hjul – så meget mere siden de, som lamaen sagde, var frigjorte fra dets synlige fristelser.
241 Men for at lamaen og Kim ikke skulle savne lejlighed til passende samtale, sendte skæbnen dem – snart indhentende dem på vejen, snart selv indhentet – den høflige læge fra Dacca, som betalte for sin føde med salver, der var gode for struma, og med råd, som stiftede fred mellem mænd og kvinder.
242 Der er intet hurry for Hurree. De var i Leh for kort tid siden. De sagde, at de var kommet ned fra Karakorum med deres dyrehoveder og horn og hele historien. Jeg er blot bange for, at de har sendt alle deres breve og kompromitterende sager fra Leh tilbage til russisk territorium.
243 Derom har jeg forvisset mig, dels ved egne spekulationer og dels ved at udspørge folk, som jeg har kureret så udmærket. Vore venner har spankuleret om i længere tid og vakt en vis opsigt, så folk har hørt om dem viden om. De skal se, jeg finder dem et eller andet sted i Chinidalen.
244 Her syntes en hel dagsmarch ikke at føre dem længere, end en drømmende mands tyngende skridt fører ham under et mareridt. De anvendte flere møjsommelige timer på at omgå et bjerg, og så viste det sig kun at være en fremspringende knude på en enkelt pille af fjeldmuren.
245 Ovenover den stræbte klipperne, med stejle skrænter og enkelte blokke, at løfte deres hoveder op over det hvide tæppe. Og endnu højere oppe strakte den evige sne sig, uforanderlig siden verdens begyndelse og dog skiftende udseende ved enhver forandring af sol eller skyer.
246 De kunne se pletter og striber på dens overflade, hvor stormen og lavinerne havde opført deres dans. Under dem, hvor de stod, strakte skoven sig milevidt som en blågrøn flade. Neden for skoven lå en landsby med sine adspredte, terrasseformede marker og stejle græsgange.
247 Mens Hurree Babu sad på loen i Ziglaur, havde han set alt, hvad han ønskede at se, tyve engelske mil i lige linje og fyrre ad landevejen – han havde set to små prikker, som den ene dag var lige over snegrænsen og den næste havde flyttet sig måske seks tommer ned ad bjergets side.
248 Deres indfødte tjenere var blevet syge i Leh, men selv havde de skyndt sig videre, fordi de ønskede at bringe deres jagtudbytte til Simla, førend skindene blev mølædte. De havde et almindeligt anbefalingsbrev (babuen gjorde en østerlandsk salaam ved synet af det) til alle regeringens embedsmænd.
249 På den anden side ville han heller ikke byde en babu drikkevarer, om han så var nok så venlig, ej heller ville han invitere ham til sit måltid. De fremmede gjorde alt dette og kom med en mængde spørgsmål – for størstedelen om kvinder – på hvilke Hurree gav muntre og ligefremme svar.
250 Herpå begyndte de fremmede at gøre løjer med ham og citere hans egne ord, indtil den arme babu skridt for skridt blev drevet ud af sine forskansninger og under megen undskyldende smisken, fedtede grin og umådeligt snedige øjekast tvunget til at – sige sandheden.
251 Vante som de var til grov mishandling fra deres egne, havde de mistanke om fælder og holdt sig parat til at stikke af, hvis lejlighed gaves. I den fugtige luft, fuld af herlig muldduft, viste babuen nu vej ned ad skrænterne, vandrende stolt foran kulierne og ydmygt bag de fremmede.
252 Han ønskede ikke at stjæle noget. Han ville blot gerne vide, hvad der skulle stjæles og for resten også hvordan han skulle slippe væk, når han havde stjålet det. Han takkede alle Hindustans Guder og Herbert Spencer, fordi der overhovedet var noget værdifuldt at stjæle.
253 På andendagen gik vejen til vejrs op mod en græsklædt bjergkam ovenover skoven og her var det, at de omtrent ved solnedgang traf på en gammel lama – som de kaldte for bonze – siddende med korslagte ben foran en mærkværdig tegning, der lå på jorden og blev fastholdt af sten.
254 Men lamaen holdt fast på det, og det fik en lang flænge. En sagte rædselsmumlen steg op fra kulierne, af hvilke nogle var fra Spiti og, efter bedste evne, gode buddhister. Lamaen rejste sig ved fornærmelsen, og hans hånd søgte det tunge pennefoderal af jern, som er en præsts våben.
255 Slaget havde vakt samtlige ukendte irske djævle i drengens blod og hans fjendes pludselige fald gjorde resten. Lamaen faldt på knæ, halvt bevidstløs af slaget, og kulierne med deres byrder flygtede op ad bjerget så hurtigt, som sletteboere løber hen over flad mark.
256 De havde set den forfærdeligste helligbrøde blive begået og det blev deres sag at komme af vejen, inden bjergenes Guder og djævle hævnede sig. Franskmanden løb hen imod lamaen, famlende efter sin revolver med en uklar tanke om at gøre ham til gidsel for sin kammerat.
257 Mens piben gik fra hånd til hånd, oplyste skæret fra den røde glød de smalle, blinkende øjne, de høje, mongolske kindben og de svære halse, som forsvandt i de mørke, folderige dyffelskapper om skuldrene. De så ud som kobolder fra en eller anden magisk grube – bjerggnomer, som holdt rådslagning.
258 De irske og orientalske bestanddele af hans jeg kildredes af det humoristiske i situationen. Disse udsendinge fra den frygtede stormagt mod nord – meget muligt lige så store mænd i deres eget land som Mahbub eller oberst Creighton – var pludseligt gjort hjælpeløse.
259 Den ene af dem, vidste han med sig selv, ville have gangbesvær i nogen tid. De havde afgivet løfter til konger. I nat lå de et eller andet sted neden under ham, uden kort, uden mad, uden telte, uden geværer og – bortset fra Hurree Babu – uden stedkendte ledsagere.
260 En engelsk mil længere nede ad bjerget, i udkanten af fyrreskoven, sad to halvfrosne mænd – den ene havde med mellemrum ildebefindende – som skiftevis skældte hinanden ud og overfaldt babuen – der lod til at være gået helt fra forstanden af rædsel – med de mest bidende skældsord.
261 Jeg gennemtænkte det hele, mens jeg løb ned ad skrænten! Fornærmelsen var en tilfældighed, men kun jeg kunne have udnyttet den fuldt ud. Tænk bare på den moralsk virkning, det vil have på disse uvidende mennesker! Ingen traktater – ingen papirer – ingen skrevne dokumenter – og mig til tolk.
262 Shamleghs sommerbefolkning består af kun tre familier – fire kvinder og otte eller ni mænd. De var alle stopmætte af konserves og fulde af forskellige drikkevarer – lige fra kininmikstur til hvid vodka – for de havde fået deres fulde del af gårsaftenens bytte.
263 Men de betragtede lamaens tilstedeværelse som fuldstændig beskyttelse mod alle konsekvenser og uden anger bragte de Kim det bedste, de havde – endog chang, bygøllet fra omegnen af Ladakh. Så tøede de op i solen og sad med benene hængende ud over bundløse afgrunde, sludrende, leende og rygende.
264 Han sad på randen af afgrunden så svimmelfri som nogen og kastede småsten ud i det tomme rum, når samtalen døde hen. Tredive engelske mil borte i fugleflugtslinje lå den nærmeste bjergkæde med sine kamme og kløfter og små pletter af kratskove, hver især en dagmarch i diameter.
265 Bag landsbyen skjulte Shamlegh bjerget hele udsigten mod syd. Det var, som sad man i en svalerede under tagskægget af verdens tag. Fra tid til anden strakte lamaen hånden ud, og med en smule hviskende suffleren fra de andre udpegede han vejen til Spiti og videre nordpå tværs over Parungla.
266 Dette er min fryds bjerge! Skygger velsignede frem for alle andre skygger! Dér åbnedes mine øjne for denne verden, dér fandt jeg oplysning. Dér gjorde jeg mig rede til at drage ud på min Søgen. Bort fra bjergene drog jeg – fra de høje bjerge og den friske blæst.
267 I går kløede arret, og jeg mindedes efter de halvhundrede års forløb, hvordan jeg fik det, og mandens ansigt, som gav mig det. Jeg dvælede altså en stund i Illusionerne. Hvad der påfulgte, har du set – kiv og tåbelighed. Retfærdigt er Hjulet! Afgudsdyrkerens slag ramte arret.
268 Jeg frydede mig ved livet og ved livets lyst. Jeg ønskede at bestige stejle skrænter. Jeg vandrede om for at finde dem. Jeg målte mit legemes styrke, som er af det onde, med de høje bjerge. Jeg spottede dig, da du snappede efter vejret under Jamnotri. Jeg spøgte, da du ikke turde trodse passets sne.
269 Ja netop. Min sahib sagde, at han ville komme tilbage og gifte sig med mig – ja netop, gifte sig med mig. Han drog bort – jeg havde plejet ham, mens han var syg – men han kom aldrig tilbage. Da forstod jeg, at de kristnes Guder løj, og jeg vendte tilbage til mit eget folk.
270 Lamaen var sunket til jorden med slappe lemmer, men holdt stadig fast i dørstolpen. Man kan ikke slå en gammel mand og forvente, at han, som en dreng, er lige frisk næste dag. Matheden knugede ham ned, men hans blik, der hang ved Kim, var klart og bønfaldende.
271 Han har modtaget taksigelser af to højtstående udlændinge, hvem han med stor duelighed har vist vej til Mashobra tunnelen, der fører til Indiens store og glade hovedstad. Det var ikke hans skyld, at han i tæt tåge førte dem forbi telegrafstationen og den europæiske koloni i Kotgarh.
272 Han tiggede mad, han sørgede for bekvemmeligheder, han viste sig som en duelig læge ved behandlingen af en skade i lysken – en sådan kvæstelse, som man kan få ved at trille ned ad en stenet bjergskrænt i mørke – og han var på enhver måde uundværlig. Grunden til hans velvilje gjorde ham ære.
273 Betragt ham, mens han uden babumanerer sidder ved middagstide på en seng og ryger, mens en kvinde med turkisbesat hovedpynt peger mod sydøst hen over de magre græsmarker. Bærestole kommer ikke så hurtigt frem som fodgængere, siger hun, men hans fugle må nu være fløjet ned på slettelandet.
274 Babuen sukker dybt, spænder bælte om sine brede lænder og begiver sig på tilbagevejen. Han ønsker ikke at vandre efter tusmørkets frembrud, men hans dagsmarcher – der er ingen til at notere, hvor lange de er – ville forbavse folk, som plejer at gøre nar ad hans racefæller.
275 Og ved daggry hopper den blå og hvide parasol videre. I udkanten af Doon, et godt stykke forbi Massoorie og med sletterne udbredte foran dem som gyldent støv, holder en gammel, slidt bærestol hvil, og i den ligger – det ved alle mennesker i bjergene – en syg lama, som søger en Helbredelsens Flod.
276 Men selv hans briller kan ikke længere hjælpe mine øjne til at se. Der falder skygger, når jeg ønsker at se fast på noget. Nå, lige meget – vi kender det stakkels tåbelige legemes påhit – hvorledes skygger veksler og bliver til andre skygger. Jeg er bundet af tidens og rummets Illusion.
277 Der er noget, jeg har gjort uden at spørge dig. Jeg har sendt bud med den kone, som gav os gedemælk i morges, til kvinden fra Kulu om, at du var lidt svag og trængte til en bærestol. Jeg bebrejder mig stærkt, at jeg ikke gjorde det, da vi nåede Doon. Vi bliver her, indtil bærestolen kommer.
278 Barn, jeg har levet af din styrke, som et gammelt træ lever af en ny murs kalk. Dag for dag siden vi drog ned fra Shamlegh, har jeg stjålet styrke fra dig. Derfor, og ikke på grund af nogen synd fra din side, er du svækket. Det er legemet – det tossede, tåbelige legeme – der taler nu.
279 Kend i det mindste de djævle, du bekæmper. De er jordfødte – børn af Illusioner. Vi vil gå til kvinden fra Kulu. Hun skal få lov til at erhverve sig Fortjeneste ved at huse os og især ved at pleje mig. Du skal have din frihed, indtil din styrke vender tilbage.
280 Jeg havde glemt det tåbelige legeme. Er der grund til dadel, så lad den ramme mig. Men vi er for tæt ved Befrielsens Porte til at lægge vægt på dadel. Jeg kunne lovprise dig, men hvortil behøves det? Om en kort stund – om en meget kort stund er vi hævede over ethvert behov.
281 Tror du, at hun vil forlange nok et tryllemiddel til sin dattersøn? – Dengang jeg var en ung mand, for meget længe siden, plagedes jeg af de samme griller og af andre med, og derfor gik jeg til en abbed – en såre hellig mand og en Sandhedssøger, skønt det vidste jeg ikke dengang.
282 Æltet til ansvarsfri grød og halvt hypnotiseret af deres slørs uafladelige flagren hid og did gled Kim ti tusind mile dybt ned i slummer. Det var en søvn, der varede seks og tredive timer og som gennemtrængte hele hans væsen, som regn gennembløder jorden efter tørke.
283 Han længtes efter at snakke løs igen, og for kun en uge siden havde det været ham en anstrengelse at skulle sige det korteste ord. Smerten i nakken (han måtte være blevet smittet af lamaen) var forsvundet ganske som de smertefulde reumatiske anfald og den dårlige smag i munden.
284 Og efter sådan at have ængstet mig og næsten knust den smule hjerte, som du havde ladet blive tilbage, kommer han og fortæller mig, at han har erhvervet sig Fortjeneste. Åh, hvor mænd ligner hinanden! Nej, det var ikke det udtryk han brugte – han sagde, at han var blevet befriet for al synd.
285 Det kunne jeg have sagt ham, før han gjorde sig pjaskvåd. Nu har han det godt – det hændte for en uge siden – men pokker tage sådan hellighed! Et treårs barn ville være fornuftigere. Du skal ikke være urolig for den Hellige Mand. Han tænker kun på dig – når han da ikke vader rundt i vore bække.
286 Et mirakel! Hvis han er din ven – I skændtes ved jeres sidste møde – vil jeg trække ham herhen med reb og – og bagefter give ham en middag, som sømmer sig for hans kaste, min søn... men stå nu op og se dig om i verden! Denne sengeliggen fostrer halvfjerdsindstyve djævle.
287 De var syg, forstår De, og jeg vidste ikke, hvor i hede hule papirerne var eller hvor mange, der var af dem. Så da jeg var kommet hertil, sendte jeg et privat telegram til Mahbub – han var i Meerut på grund af væddeløbene – og lod ham vide, hvordan sagerne stod.
288 Mahbub blev også vred. Han har solgt heste i hele omegnen og han siger, at den gamle dame er en pukka gammel dame, som ikke ville nedlade sig til den slags gemenheder. Jeg er ligeglad. Jeg har fået papirerne og det var mig en stor behagelighed at få Mahbubs moralske støtte.
289 Han løj for dem som en bengaler. Og de giver ham en chit (skudsmål). Han gør dem til nar med fare for sit eget liv – jeg var aldrig gået ned til dem efter pistolskuddene – og så kalder han sig en ængstelig mand... og han er en ængstelig mand. Jeg må se at komme ud i verden igen.
290 Han satte sig ved den hvidkalkede mur og lod tankerne formålsløst vandre blandt den sidste lange dooli rejses hændelser, lamaens skrøbeligheder og – nu da han ikke længere var under samtalens stimulerende indflydelse – sin selvmedlidenhed, af hvilken han som alle patienter havde en del.
291 Og hele tiden følte han, skønt han ikke kunne klæde denne følelse i ord, at hans sjæl var i ulave og ikke passede i omgivelserne – et tandhjul, der ikke hørte hjemme i noget maskineri, ganske som det ubrugelige tandhjul i en dårlig sukkerkværn, der er kastet hen i en krog.
292 Det var ikke, fordi han havde lyst til at græde – han havde aldrig i sit liv følt sig mindre oplagt til gråd – men på én gang kom store tossede tårer trillende ned ad hans næse og han følte sin tilværelses hjul med et næsten hørligt smæk atter falde i lave med verden udenfor ham.
293 Hans hoved lå kraftesløst på hendes bryst, og hans åbne hænder gav sig hen i hendes styrke. Det rodstærke træ over hans hoved og selv det døde menneskeforarbejdede træ ved hans side vidste, hvad han søgte, skønt han selv ikke vidste det. Time efter time lå han i en dvale dybere end søvn.
294 Og det synes, at jeg står og ser til, mens en ung sahib ved en gammel rødhats hjælp hejses op i Allah alene ved hvilken afgudelig himmel. Og jeg anses dog for en mand, der forstår sig på Spillet! Men dårekistelemmet holder af drengen og jeg er vist heller ikke ved mine sansers fulde brug.
295 Derfor vil du – syndefri, renvasket og desuden trekvart druknet – heller ikke bekymre dig om at høre, at jeg kalder dig en god mand – en meget god mand. Vi har nu talt sammen i fire, fem aftener, og skønt jeg er hestehandler, kan jeg dog, som ordsproget siger, se det hellige hinsides en hests ben.
296 Således sidder den Stenbuddha, der skuer ned på de patenterede, selvregistrerende tælleapparater ved indgangen til museet i Lahore. Lamaen tav. Kun rosenkransens raslen og en svag lyd af Mahbubs forsvindende fodtrin lød i den indiske aftens bløde, tågede stilhed, der lagde sig tæt om dem.
297 Jeg har nyt at melde! Vor Søgen er endt. Nu kommer belønningen... som følger: Da vi var oppe blandt bjergene, levede jeg af din styrke, indtil den unge gren bøjede sig næsten til bristepunktet. Da vi kom ned fra bjergene, var jeg bekymret for dig og for visse andre sager, som lå mig på hjerte.
298 Derfor overgav jeg dig fuldstændigt i den dydige kvindes hænder. Jeg nød ingen føde. Jeg drak intet vand. Men jeg kunne stadig ikke få øje på Vejen. De ville påtvinge mig føde og råbte udenfor min lukkede dør. Derfor gik jeg bort og satte mig under et træ. Jeg nød ingen føde.
299 Jeg nød intet vand. Jeg sad i meditation i to dage og to nætter og fjernede mit sind fra denne verden, mens jeg trak vejret ind og ud på den foreskrevne måde... Den anden nat – så stor blev min belønning – frigjorde den vise sjæl sig fra det tåbelige legeme og svang sig bort.
300 Som denne bog viser, var Kipling ikke racist, men i høj grad imperialist og vulgærpatriot. Deodar: Indisk cedertræ. Det betyder så meget som, at han er stærk nok: I de dage var det en meget almindelig vrangforestilling at tro, at hypnose havde noget med karakterstyrke at gøre.
301 Sammenlignet med det russiske imperium, som også kollapsede, var det engelske imperium en døgnflue. Vi håber at komme i krig ved lejlighed: Fra Krimkrigen til boerkrigen havde englænderne meget små tabstal og betragtede derfor krig som en sport lidet farligere end vildsvinejagt.
302 Det var de sidste mennesker, man ville mistænke for at være involveret i mærkelige eller mystiske affærer, de var ganske enkelt af den type mennesker, som ikke tolerer nogen slinger i valsen, hvad ordentlig livsførelse angår. Hr. Dursley var direktør for en stor virksomhed ved navn Grunnings.
303 Fru Dursley var mager og blond; hendes hals var til gengæld omtrent dobbelt så lang som almindelige menneskers, hvilket var meget praktisk for hende, eftersom hun brugte megen tid på at udspionere sine naboer over havehækken. Parret havde en lille dreng ved navn Dudley.
304 Faktisk lod fru Dursley, som om hun slet ikke havde nogen søster, for denne søster og hendes uduelige mand kunne slet ikke leve op til familien Dursleys standard. Hr. og fru Dursley gøs ved tanken om, hvad naboerne mon ville sige, hvis Potter familien kom anstigende til deres kvarter.
305 Hr. Dursley nynnede, idet han klædte sig på og udvalgte sit mest kedelig slips som kronen på værket. Fru Dursley sladrede lystigt løs, mens hun kæmpede for at få den skrigende Dudley i hans høje stol. Ingen af dem lagde mærke til en stor brun ugle, der baskede forbi vinduet.
306 Et kort øjeblik fattede hr. Dursley slet ikke, hvad det, var, han havde set – så drejede han hovedet med et sæt for at se bedre efter. Det måtte være det grådisede lys, der havde spillet ham et puds. Hr. Dursley blinkede endnu en gang med øjnene og stirrede på katten.
307 Katten stirrede tilbage. Da hr. Dursley kørte rundt om hjørnet og videre hen ad gaden, holdt han øje med katten i bakspejlet. Nu stod den og læste skiltet, hvorpå der stod Ligustervænget – nej, den kiggede på skiltet; katten kan jo ikke læse hverken skilte eller kort.
308 Men da han nåede byens udkant, blev ordren om de mange drilbor skubbet ud af hans tanker på grund af noget andet. Han sad fast i den sædvanlige morgen trafikprop og kunne ikke lade være med at bemærke, at der var usædvanligt mange mærkeligt klædte mennesker på færde.
309 De hviskede sammen, tilsyneladende i stor ophidselse. Hr. Dursley opdagede forarget, at det slet ikke var unge mennesker; tænk engang, den mand i den smaragdgrønne kappe kunne se ud til at være ældre end han selv! Han var sandelig ikke ked af det! Men så slog det hr.
310 Dursley, at dette måske var et eller andet fjollet velgørenhedsarrangement – de mærkeligt klædte mennesker kunne godt se ud, som om de var ved at samle ind til et eller andet formål... Ja, sådan måtte det hænge sammen. Trafikken bevægede sig igen fremad, og få minutter senere kørte hr.
311 Hans tanker kredsede igen om drilbor. Hr. Dursley sad altid med ryggen til vinduet i sit kontor på niende etage. Hvis han havde siddet, så han kunne kigge ud ad vinduet, ville han sikkert ikke have været i stand til at koncentrere sig om sine drilbor denne morgen.
312 Han så slet ikke uglerne, der susede forbi her ved højlys dag, men det gjorde folk på gaderne: De stod og stirrede med åben mund, mens de pegede på alle uglerne, der fløj omkring over hovederne på dem. Mange havde ikke engang set en ugle ved nattetide. Men hvad hr.
313 Han råbte ad fem forskellige medarbejdere. Han foretog flere vigtige telefonopkald og råbte lidt mere ved disse lejligheder. Han var i højt humør indtil frokosttid, hvor han følte trang til at strække benene og gå over på den anden side af gaden for at købe sig en bolle hos bageren.
314 Han havde glemt alt om de kappeklædte, indtil han passerede en hel flok, der stod ved bagerbutikken. Han gloede rasende på dem, idet han gik fordi. Han vidste ikke hvorfor, men de gjorde ham ilde til mode. Denne flok stod også og hviskede ophidset, men han kunne ikke se en eneste raslebøsse.
315 Potter var da et temmelig ordinært navn. Han var sikker på, at mange mennesker med efternavnet Potter også havde en søn ved navn Harry. Nu hvor han tænkte nærmere efter, var han slet ikke sikker på, at hans nevø egentlig hed Harry. Han havde jo heller aldrig set drengen.
316 Det kunne være, at han hed Harvey. Eller Harold, måske. Der var ingen grund til at forurolige fru Dursley med dette. Hun blev altid så nervøs, når man nævnte hendes søster. Og han kunne ikke bebrejde hende det – hvis han havde haft en søster som hende... men alligevel.
317 Dursley og gik sin vej. Hr. Dursley stod som fastfrosset til stedet. Han var blevet omfavnet af en fuldkommen fremmed! Han syntes også, at den gamle mand havde kaldt ham for en Muggler, hvad det end kunne være for noget. Han var rystet i sin grundvold og skyndte sig over til sin bil.
318 Selv noget så tåbeligt som en livlig fantasi var at foretrække frem for, at alle disse underlige hændelser havde været den skinbarlige virkelighed. Da han var på vej ind ad sin indkørsel, var det første, han fik øje på, den stribede kat, han havde set samme morgen.
319 Dursley højt. Katten bevægede sig ikke en tomme. Den så i stedet på ham med et strengt blik. Var det normal katteadfærd? tænkte hr. Dursley. Han låste sig ind i huset, mens han forsøgte at tage sig sammen og falde til ro. Han var stadig fast besluttet på ikke at sige noget til sin kone.
320 Var det hans fantasi, der spillede ham et puds? Hvordan kunne alt dette have nogen forbindelse til Potter familien? Hvis det kom ud... hvis det blev opdaget, at de var i familie med sådan nogle – åh nej, han kunne slet ikke holde ud at tænke på det. Ægteparret Dursley gik i seng.
321 Dursley lå vågen og spekulerede som en gal. Hans sidste trøstende tanke, før han faldt i søvn, var, at selvom familien Potter var involveret, behøvede de jo ikke at belemre ham og fru Dursley med det. Potter familien vidste udmærket godt, hvad Petunia og han mente om dem og deres slags.
322 Han kunne faktisk slet ikke se, hvordan Petunia og han kunne blive blandet ind i, hvad der end foregik. Han gabte og vendte sig om på siden – det kom ikke dem ved... Men der tog han meget fejl. Hr. Dursley var døset hen i en urolig søvn, men katten udenfor på havemuren viste ingen tegn på træthed.
323 En bildør smækkede pludselig, men katten fortrak ikke en mine. Den lod sig heller ikke mærke med, at to ugler fløj tæt hen over hovedet på den. Faktisk var det næsten midnat, før den bevægede en muskel. En mand kom gående nede i svinget, som katten så tålmodigt havde holdt øje på.
324 Han var høj, tynd og meget gammel, hvis man skulle sømme efter den sølvgrå farve på hans hår og skæg: begge dele var så langt, at det nåede ned til hans bælte. Han var i lange gevandter, en violet kappe, der slæbte hen ad jorden, og højhælede støvler med spænder.
325 Mandens navn var Albus Dumbledore. Albus Dumbledore så ikke ud til at være klar over, at han færdedes i et kvarter, hvor mænd af hans slags var særdeles uvelkomne. Alt ved ham var forkert ifølge det uskrevne reglement – lige fra hans navn til de højhælede støvler med spænder.
326 Han rodede efter et eller andet i sin kappes lommer, men samtidig lod han dog til at være klar over, at han blev betragtet. Han løftede hovedet med et sæt og så direkte på katten, som stadig holdt øje med ham fra gadens anden ende. Af en eller anden grund lod synet af katten til at more ham.
327 Hvis nogen kiggede ud af deres vindue i dette øjeblik, ville selv en så trænet iagttager som fru Dursley ikke være i stand til at se noget som helst nede på fortovet. Dumbledore puttede Slukkeren tilbage i lommen og begyndte at gå videre hen ad gaden mod nummer fire.
328 I stedet sad han og smilede til en temmelig stramtandet dame med firkantede brilleglas af nøjagtig samme form som den forsvundne kats markeringer omkring øjnene. Hun var også klædt i en kappe, en smaragdgrøn en. Hendes sorte hår var samlet i en knude i nakken, og hun så temmelig forbløffet ud.
329 Man påstår, at han har forsøgt at dræbe deres søn, Harry. Men han gjorde det ikke. Han kunne ikke få bugt med den lille dreng. Ingen ved, hvordan det gik til, men man siger også, at da han fejlede i forsøget på at dræbe Harry Potter, blev Voldemorts magt brudt.
330 Han var næsten dobbelt så høj som en normal mand og mindst fem gange så bred. Man skulle ganske enkelt mene, at han var større, end det burde være tilladt, og i tilgift lignede han også en vildmand med langt, viltert sort hår og et skæg, der næsten skjulte hele hans ansigt.
331 Dumbledore vendte sig og begyndte at gå tilbage mod hjørnet af Ligustervænget, hvorfra han var kommet. Han standsede midt i svinget og tog Slukkeren frem. Han klikkede en enkelt gang, og alle tolv gadelygter tændtes med det samme og badede hele gaden i et orange lys.
332 Han drejede om på hælen, svang sin kappe omkring sig og var borte. En brise strøg gennem de nydeligt trimmede hække på Ligustervænget, som lå stille og velordnet under den kulsorte himmel: det sidste sted i verden, man ville forvente, at fantastiske ting skulle finde sted.
333 Harry Potter vendte sig i sine tæpper uden at vågne. Han havde sin lille hånd lukket omkring brevet og sov trygt i komplet uvidenhed om, at han var noget ganske særligt, at han var berømt, og at han ville blive vækket af fru Dursleys skrig, når hun åbnede døren for at sætte mælkeflaskerne ud.
334 Solen stod op og lyste over de samme veltrimmede haver og fik messingskiltet på døren i nummer fire til at stråle. Morgenlyset trængte ind i dagligstuen, der lignede sig selv fra den aften, hvor hr. Dursley havde siddet og set nyhederne, der fortalte om de mærkelige uglerapporter.
335 Harry kunne høre hende gå ud til køkkenet, og derefter hørtes den hvislende lyd af stegepanden på komfuret. Han rullede om på ryggen og forsøgte at huske den drøm, han havde haft. Det havde været en af de gode. Noget med en flyvende motorcykel. Han syntes, at han havde drømt den mange gange før.
336 Harry stod langsomt ud af sengen og begyndte at lede efter sine sokker. Han fandt et par under sengen og tog dem på efter at have fjernet en edderkop, der sad fast i den ene. Harry var vant til edderkopper, for pulterrummet under trappen vrimlede med dem, og det var her, han sov.
337 Da han var kommet i tøjet, gik han hen ad gangen mod køkkenet. Spisebordet var nærmest forsvundet under alle Dudleys fødselsdagsgaver. Det så ud til, at Dudley fik den nye computer, han havde ønsket sig samt et nyt tv apparat og ikke at forglemme en ny racercykel.
338 Hvorfor Dudley havde ønsket sig en racercykel, forblev en gåde for Harry. Dudley var tyk og fed, og han kunne ikke fordrage motion – undtagen, når han havde fornøjelsen af at skubbe og slå til nogen. Harry tjente som Dudleys boksebold, når han altså blev fanget.
339 Måske havde det noget at gøre med, at han boede i et mørkt pulterrum, men Harry havde altid været lille af vækst. Han så endda endnu mindre og tyndere ud, end han egentlig var, fordi han altid måtte gå med Dudleys aflagte tøj. Dudley var omtrent fire gange større end sin fætter.
340 Desuden havde han knoklede knæ. Han bar runde briller, der blev holdt sammen med hæfteplaster på grund af alle de gange, Dudley havde givet ham en på tuden. Det eneste, Harry rigtig syntes om ved sig selv, var et meget tyndt ar på panden; det havde facon som et lyn, der slår ned.
341 Omkring en gang ugentligt kiggede onkel Vernon frem fra sin avis og brølede, at Harry skulle se at komme til frisøren og blive klippet. Harry blev klippet meget oftere end nogen anden dreng i sin klasse, men lige meget hjalp det; Hans hår voksede simpelthen bare vildt og hurtigt.
342 Harry var ved at spejle æg, da Dudley kom ud i køkkenet sammen med sin mor. Dudley lignede onkel Vernon en hel del. Han havde et bredt, lyserødt ansigt, næsten ingen hals, små, vandblå øjne og kraftigt lyst hår, der var redt glat hen over hans tykke, runde hoved.
343 Harry syntes nu, at Dudley nærmest lignede en gris med paryk. Harry satte tallerkenerne med bacon og spejlæg på bordet. Det var ikke så let, for der lå som sagt gaver over det hele. Dudley havde travlt med at tælle dem, og hans ansigtsudtryk blev langsomt formørket.
344 Hvert år på Dudleys fødselsdag plejede hans forældre at tage ham og en ven med ud på en dagsudflugt. De besøgte både forlystelsesparker, hamburgerrestauranter og gik i biografen. Hvert eneste år blev Harry efterladt hos fru Figg, en skør gammel dame, der boede et par gader derfra.
345 Og ganske rigtigt. Et øjeblik senere stod Dudleys bedste ven, Perry Polkiss, i køkkenet sammen med sin mor. Perry var en mager dreng med et ansigt som en rottes. Han var som regel den, der holdt smådrengenes arme i et fast greb bag ryggen, mens Dudley tævede løs på dem.
346 En halv time senere sad Harry, der næsten ikke fattede sit held, på bagsædet af familien Dursleys bil på vej til Zoo for første gang i sit liv. Hans onkel og tante havde ikke været i stand til at finde på en bedre løsning, men før de tog af sted, trak onkel Vernon Harry til side.
347 Problemet var, at mærkelige hændelser ofte fandt sted omkring Harry, og det nyttede ikke noget at fortælle familien Dursley, at han ikke var skyld i dem. Engang var tante Petunia blevet træt af, at Harry altid kom hjem fra frisøren, uden at man kunne se den mindste forandring med hans viltre hår.
348 Dudley havde moret sig strålende over sin fætters ydmygelse, mens Harry selv måtte ligge søvnløs hele natten af skræk for, hvad de andre i skolen mon ville sige, når de så hm. Han var i forvejen til grin på grund af sit alt for store tøj og hæfteplasteret på brillerne.
349 Han så ud præcis, som han havde gjort, før tante Petunia havde taget ham under behandling med køkkensaksen. Det havde kostet ham en uges indespærring i pulterrummet, selvom han forsøgte at forklare, at han slet ikke kunne gøre for, at håret var groet så hurtigt.
350 Men i dag skulle intet gå galt. Det var trods alt til at holde ud at skulle tilbringe dagen sammen med Dudley og Perry, når man blev fri for at opholde sig på skolen, i pulterrummet eller i fru Figgs kålhørmende dagligstue. Onkel Vernon brokkede sig til tante Petunia, mens han kørte.
351 Hvis der var noget, man ikke brød sig om i familien Dursley, så var det, når Harry talte om uregelmæssigheder, som for eksempel flyvende motorcykler, uanset om han bare fortalte om en drøm eller om en tegnfilm. Det var langt værre, end når han stillede spørgsmål om alt muligt.
352 Det blev til den billigste sodavandsis, boden kunne byde på. Men den var nu alligevel ikke så ringe, tænkte Harry og slikkede på den, idet han holdt øje med en gorilla, der kløede sig oven på hovedet. Han syntes, den mindede temmelig meget om Dudley, når man så bort fra Dudleys blonde hår.
353 Harry havde den bedste formiddag, han havde haft i lang tid. Han holdt omhyggeligt en passende afstand til de andre, så Dudley og Perry, der så ud til, at de var begyndt at kede sig, ikke skulle finde på at genoptage deres yndlingsleg, som gik ud på at jage og plage Harry.
354 Der var køligt og mørkt derinde; og glasterrarier med lys i hele vejen langs væggene. Bag glasset kunne man se alle mulige firben og slanger, som kravlede og snoede sig over små grene og sten. Dudley og Perry ville gerne se de store, giftige brilleslanger og de stærke tykke pytonslanger.
355 Dudley fandt hurtigt frem til den største slange i hele huset. Den kunne have snoet sin krop to gange rundt om onkel Vernons bil og mast den så flad, at den kunne ligge i en affaldsspand – men lige i øjeblikket så den ikke ud til at være i humør til den slags.
356 Harry stillede sig hen foran glasset og kiggede nøje på slangen. Det skulle ikke undre ham, om slangen ligefrem var faldet død om af kedsomhed. Den havde ikke noget selskab undtagen af tåbelige mennesker, der trommede med fingrene på glasset og forstyrrede den hele dagen.
357 Det måtte være langt værre end at skulle bo i et pulterrum. I pulterrummet var der trods alt kun tante Petunias hamren på døren, der kunne forstyrre; og han havde i det mindste lov til at bevæge sig omkring i resten af livet. Slangen åbnede pludselig sine sorte perleøjne.
358 Langsomt, ganske langsomt, løftede den hovedet, indtil dens øjne var på niveau med Harrys. Den blinkede til ham. Harry stirrede. Så kiggede han sig omkring for at se, om der var nogen, der holdt øje med ham. Det var der ikke. Han så tilbage på slangen og blinkede tilbage til den.
359 I det ene øjeblik stod Perry og Dudley og lænede sig op mod glasset, og i det næste øjeblik sprang de tilbage under høje rædselsskrig. Harry satte sig gispende op, glasruden fra boaens terrarium var forsvundet. Der var intet glas, som adskilte slangen fra den øvrige verden.
360 Da Harry meget senere lå alene i sit mørke pulterrum, ønskede han inderligt, at han havde haft et ur. Han vidste ikke, hvad klokken var, og han kunne derfor ikke være sikker på, at de andre i huset sov. Før turde han nemlig ikke snige sig ud i køkkenet for at få noget mad.
361 Han huskede ikke noget om at have været i bilen, da hans forældre døde. Somme tider anstrengte han sin hukommelse til det yderste, når han tilbragte sine lange, ensomme timer i pulterrummet; og det resulterede i nogle mærkelige erindringsglimt: Et blændende grønt lyn og en brændende smerte i panden.
362 Det måtte være ulykken, tænkte han, selvom det nok var en smule svært at forklare, hvor alt det grønne lys skulle være kommet fra. Han havde slet ingen erindring om sine forældre. Hans onkel og tante talte aldrig om dem, og det var blevet Harry forbudt at bringe emnet på bane.
363 Efter rasende at have spurgt Harry, om han kendte manden, havde tante Petunia slæbt dem med ud af butikken uden at give sig tid til at købe noget som helst. En hekseagtig gammel kone, klædt i grønt fra top til tå, havde ved en anden lejlighed vinket muntert til ham, da han steg på en bus.
364 Da han endelig fik lov til at komme ud af pulterrummet, var sommerferien begyndt, og Dudley havde allerede ødelagt sit videokamera, smadret sit fjernstyrede modelfly og havde, på sin første tur på racercyklen, kørt gamle fru Figg ned, idet hun krydsede Ligustervænget på sine krykker.
365 Og de var alle mægtige tilfredse med at deltage i Dudleys yndlingshobby: Harry jagt. Det var grunden til, at Harry tilbragte det meste af sin tid langt væk fra Dursley huset. Han vandrede omkring på sine lange ture og spekulerede over, hvad der skulle ske efter sommerferien.
366 En dag i juli tog tante Petunia Dudley med til London for at købe hans skoleuniform til Smeltings. Harry blev efterladt hos fru Figg. Det var ikke så slemt, som det plejede at være, for den gamle dame var faldet over en af sine katte og havde igen brækket benet.
367 Det betød, at hun ikke var så begejstret for kattene, som hun plejede at være. Hun lod Harry se tv og bød ham på chokoladekage, der smagte, som om hun havde haft den liggende i temmelig lang tid. Den aften spankulerede Dudley omkring i sin splinternye skoleuniform.
368 Onkel Vernon betragtede Dudley med begejstring i blikket og erklærede med grødet stemme, at det var det stolteste øjeblik i hele hans liv. Tante Petunia brød ud i tårer og sagde, at hun næsten ikke kunne fatte, at hendes eget Dudleypyllebarn nu var blevet en så flot ung mand.
369 Han følte det, som om han allerede havde knækket et par ribben i sine anstrengelser for ikke at komme til at grine. Næste morgen, da Harry kom ud i køkkenet, blev han mødt af en forfærdelig stank. Det virkede, som om det kom fra en stor metalbeholder, der var sat op i køkkenvasken.
370 Dudley og onkel Vernon kom ud i køkkenet og rynkede begge på næsen, da de mærkede lugten fra Harrys nye skoleuniform. Onkel Vernon slog op i avisen, som han plejede, og Dudley slog sin skolestok fra Smeltings i bordet med et brag. Den var allerede blevet hans kæreste eje.
371 Ingen havde nogensinde, i hele hans liv, skrevet til ham. Hvem skulle dog gøre det? Han havde ingen venner og ingen slægtninge ud over Dursley familien. Han havde ikke noget lånerkort til biblioteket, så han fik heller aldrig nogen uhøflige rykkerbreve om bøger, der ikke var blevet afleveret i tide.
372 Harry gik tilbage til køkkenet uden at kunne tage øjnene fra sit brev. Han gav onkel Vernon regningen og postkortet, satte sig langsomt ned og begyndte at åbne den gule konvolut. Onkel Vernon flåede regningen op, snøftede foragteligt og vendte opmærksomheden mod postkortet.
373 Døren smækkede i for næsen af dem. Harry og Dudley begyndte øjeblikkelig at kæmpe, tavse og indædte, om pladsen ved nøglehullet. Dudley vandt, så Harry måtte lægge sig fladt ned på maven med brillerne dinglende fra det ene øre, mens han forsøgte at lytte ved revnen under døren.
374 Næsten alt herinde var gået i stykker. Det næsten nye videokamera lå smidt oven på en lille kampvogn, som Dudley engang havde købt hen over naboens hund. I hjørnet stod Dudleys allerførste tv apparat, hvis skærm han havde sparket foden igennem, da hans yndlingsprogram var blevet sløjfet.
375 I går ville han have givet hvad som helst for at få lov til at være heroppe; men lige nu ville han hellere have været forvist til sit pulterrum sammen med sit brev end heroppe uden brevet. Næste morgen var alle meget stille omkring morgenbordet. Dudley var i chok.
376 Og alligevel var det ikke lykkedes ham at generobre sit værelse. Harry tænkte på den forgående dag ved samme tid og ønskede bittert, at han havde åbnet brevet ude ved døren, så ingen havde opdaget det. Onkel Vernon og tante Petunia sendte konstant hinanden dystre blikke.
377 Nogen vidste, at han var flyttet ud af pulterrummet, og de lod også til at vide, at han ikke havde modtaget sit første brev. Det betød helt sikkert, at de ville forsøge at kontakte ham igen, gjorde det ikke? Og næste gang ville Harry erobre brevet. Han havde en plan.
378 Harry slukkede det hurtigt og tog tøj på uden at lave for meget støj. Han ville for alt i verden undgå at vække nogen i huset. Han listede nedenunder uden at tænde lys. Han ville ud på hjørnet af Ligustervænget og vente på postbudet. Der ville han bede om at få alle brevene til nummer udleveret.
379 Dudley sad klynkende på bagsædet: Hans far havde stukket ham en lussing, fordi han havde sinket dem ved at ville pakke sit tv, sin video og sin computer ned i en sportstaske. Af sted gik det. De kørte og kørte. Selv tante Petunia vovede ikke at spørge, hvor de skulle hen.
380 Hen under aften var Dudley ved at gå i opløsning af hysteri. Han havde aldrig haft så forfærdelig en dag: Han var sulten, han var gået glip af mindst fem tv programmer, som han ville se, og han havde slet ikke haft lejlighed til at sprænge rumvæsener i luften på sin computerskærm.
381 Han satte sig i vindueskarmen og stirrede ned på lyskeglerne fra de forbipasserende biler. Han sad i dybe tanker... Næste morgen fik de hengemte cornflakes og dåseskinke på ristet brød til morgenmad. De var netop blevet færdige med at spise, da motellets bestyrerinde kom hen til deres bord.
382 Ingen havde nogen anelse om, hvilke planer han mon havde. Han kørte dem midt ud i en skov, steg ud af bilen, så sig omkring, rystede på hovedet, satte sig ved rattet og kørte af sted igen. Det samme skete midt på en pløjemark, halvvejs ude på en vindebro og på toppen af et højt parkeringshus.
383 Hans fødselsdage havde naturligvis aldrig været særlig morsomme – sidste år havde familien Dursley foræret ham en bøjle til at hænge sit tøj på samt et par af onkel Vernons gamle sokker. Men alligevel – man blev jo ikke elleve år hver dag. Onkel Vernon kom tilbage med et stort smil.
384 Han var virkelig i meget godt humør. Det var tydeligt, at han følte sig helt sikker på, at ingen kunne nå ud til dem i stormvejret. Harry var helt enig med sin onkel, selvom tanken ikke fyldte ham med samme glæde. Da natten faldt på, blæste stormvejret for alvor op omkring dem.
385 Hun og onkel Vernon lagde sig på den ujævne madras i rummet ved siden af, mens Harry selv måtte finde sig det blødeste stykke gulv, hvor han kunne krybe sammen med det tyndeste, usleste tæppe over sig. Stormen tog til, som natten skred frem. Harry kunne ikke sove.
386 Hans mave rumlede af sult. Dudleys snorken blev helt overdøvet af den rullende torden, der begyndte omkring midnat. Den selvlysende skive på Dudleys ur, fastspændt om hans fede håndled, der hang dinglende ud over sofaens kant, fortalte Harry, at han ville være elleve år om ti minutters tid.
387 Han lå og så sin fødselsdag tikke nærmere og nærmere med viserens vej over skiven. Han tænkte på, om nogen mon ville huske dagen. Og så tænkte han også på brevskiveren – hvor mon han eller hun befandt sig lige nu? Fem minutter endnu. Harry hørte noget knirke udenfor.
388 Han håbede, at det ikke var taget, der var ved at falde sammen over dem, selvom her måske ville blive lunere, hvis det gjorde. Fire minutter endnu. Måske ville huset på Ligustervænget være dækket af breve, når de vendte tilbage. Måske ville det så lykkedes ham at snuppe et af dem.
389 En kæmpe af en mand stod på dørtrinet. Hans ansigt var næsten skjult bag en lang, pjusket manke og en fuglerede af filtret skæg. Men øjnene glitrede som sorte perler bag al den overdådige hårvækst. Kæmpen klemte sig ind i den lille hytte og måtte gå krumbøjet, så hans hoved ikke slog mod loftet.
390 De kunne ikke se, hvad han lavede, men da han trak sig tilbage et par sekunder senere, blussede en lystig ild. Varmen bredte sig i den klamme hytte og oplyste den med sine dansende luer. Harry mærkede, hvordan hans frysende krop begyndte at slappe af, som om han netop var trådt op i et varmt bad.
391 Det glæder os at kunne meddele Dem, at De er selvskreven til optagelse på Hogwarts skole for heksekunst og troldmandsskab. Vi vedlægger en liste over pensum og nødvendigt udstyr. Første semester starter d. 1. september. Vi afventer Deres ugle senest d. 31. juli.
392 Selvfølgelig vidste vi det! Hvordan kunne du dog undgå at være troldmandsdisponeret, når min ulyksalige søster var, som hun var? Åh, hun fik et brev ligesom dit og forsvandt for at tage til den – den skole – og hun kom hjem i ferierne med lommerne fulde af haletudser.
393 Det var mørke tider, Harry. Ingen vidste, hvem man kunne stole på, ingen turde være venlig mod en fremmed troldmand eller heks... Forfærdelige ting fandt sted. Han var ved at overtage alt. Selvfølgelig var der nogen, der gjorde modstand – og han slog dem ihjel.
394 Det er egentlig underligt, at Du ved hvem ikke forsøgte at vinde dem over på sin side allerede dengang; men han må jo have vidst, at de var for nært knyttet til Dumbledore og ikke ville have noget som helst at gøre med Den Mørke Side at gøre. Senere forsøgte han dog.
395 Men han kunne ikke! Har du aldrig tænkt over, hvordan du fik det mærke på din pande? Det er ikke noget almindeligt ar. Det er, hvad der sker, når man får kastet en stærk, ond besværgelse på sig. Han ordnede din mor og far, og det er derfor, du er berømt, Harry.
396 Ingen overlever ellers han onde anslag, når han først har besluttet sig for at slå ihjel. Du er den eneste, Harry, og han har ellers dræbt de bedste hekse og troldmænd i hele dette århundrede – McKinnon, Bones, Prewett – og du var ikke mere end en baby, da du klarede dig helskindet igennem.
397 Han forsvandt bare. I den blå luft. Det skete samme aften, som han forsøgte at dræbe dig; og det gjorde dig endnu mere berømt. Men det er virkelig et mysterium. Forstår du, han var blevet meget magtfuld på det tidspunkt – så hvorfor valgte han at forsvinde? Nogen sagde, at han døde.
398 Tåbeligt nonsens, efter min mening. Jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt han stadig var menneske nok til overhovedet at kunne dø. Andre siger, at han venter et sted derude og vil vende tilbage med frygtelig kraft, når hans tid atter er inde. Det tror jeg heller ikke på.
399 De folk, der var på hans side, er kommet tilbage til os. Nogle af dem virkede, som om de lige var vågnet af en trance; de var nok ikke vågnet op, hvis han havde tænkt sig at vende tilbage. De fleste af os tror, at han stadig er et sted derude, men at han har mistet sine kræfter.
400 Hans navn har været på skolens liste over nye elever, siden han blev født. Han er selvskreven på en af de fineste skoler for heksekunst og troldmandsskab i verden. Efter syv år vil han ikke være til at kende igen. Der vil han komme til at gå sammen med unge mennesker af hans egen karat.
401 Onkel Vernon brølede, mens han trak tante Petunia og Dudley ind i hyttens andet værelse. Han standsede i døråbningen og kastede et sidste forfærdet blik på Hagrid, før han forsvandt bag døren, der blev smækket med et brag. Hagrid kiggede ned på sin paraply og strøg sig gennem skægget.
402 Hytten var oplyst af solens stråler, stormen var drevet over. Hagrid selv sov på den sammensunkne sofa, og en lille ugle bankede sine kløer mod vinduet. Den holdt en avis i næbbet. Harry kom hurtigt på benene. Han var så glad, at det føltes som at have en stor ballon i maven.
403 Og så skal man endda først finde vej frem til dem – Gringottsbanken stækker sig hundrede mil under London, forstår du. Den ligger dybt nede i undergrunden. Du ville dø af sult, hvis du selv skulle finde ud, efter at det måske var lykkedes dig at få fingre i et eller andet.
404 Hagrid, der ikke forstod sig på Muggler penge, som han kaldte dem, gav sedlerne til Harry, så han kunne købe billetter. Folk stirrede som gale, da de steg på toget. Hagrid fyldte to sæder og var travlt optaget af at strikke noget, der lignede et kanariegult cirkustelt.
405 Selvom Hagrid syntes at kende vejen, var det dog tydeligt, at han ikke var vant til at bruge almindelige transportmidler. Han sad fast i gitre og rækværk, og da de skulle med undergrundsbanen, klagede han højlydt over, at sæderne var for små og toget for langsomt.
406 Måske var alt dette bare en stor snydeforestilling, som familien Dursley havde fundet på for at drille ham? Hvis Harry ikke havde været helt sikker på, at Dursley familien manglede enhver antydning af humoristisk sans, ville han sandelig have tænkt sådan; og dog føltes alting så uvirkeligt.
407 Hvis Hagrid ikke var standset op og havde udpeget det, ville Harry slet ikke have lagt mærke til stedet. Folk hastede forbi, og ingen så meget som kastede et blik derind. Deres øjne gled fra den store boghandel på den ene side og til musikforretningen på den anden.
408 Alle stirrede på ham. Den gamle dame med piben puslede løs uden at opdage, at gløden var gået ud. Hagrid strålede som en sol. Så kom der pludselig liv i dem alle. Stolene skrabede mod gulvet, og folk myldrede frem mod Harry. De greb hans hånd og bad ham hjerteligt velkommen.
409 Nu kom der et lille hul til syne – det blev større og større, og et par sekunder efter stod de foran en mægtig portal, hvor selv Hagrid ville kunne gå igennem uden at skulle dukke sig. På den anden side af porten løb en vej belagt med brosten. Den snoede sig tilsyneladende af sted i det uendelige.
410 Nissen var omkring et hoved kortere end Harry. Han havde et mørklødet, klogt ansigt og et spidst skæg. Harry lagde mærke til, at han havde usædvanligt lange hænder og fødder. Han bukkede let, idet de trådte indenfor. I den lille forhal blev de mødt af endnu en dør.
411 De skrev og skriblede på lange lister, vejede mønter på messingvægte og undersøgte ædelsten i mikroskoper. Der var så mange døre, at Harry opgav at tælle dem, og adskillige nisser var fuldt beskæftiget med at dirigere de myldrende kunder både ind og ud. Hagrid og Harry satte kurs mod kassen.
412 Det gik stejlt nedad, og der var små skinner i gulvet. Griphook fløjtede, og en lille vogn kom rullende ad sporene mod dem. De steg ind – Hagrid med noget besvær – og kørte af sted. I begyndelsen bumlede de blot gennem en labyrint af utallige, snoede passager.
413 Harrys øjne løb i vand på grund af den kolde luft, der susede imod dem, men han holdt dem alligevel vidtåbne. På et tidspunkt syntes han, at han så et ildpust for enden af en gang og vendte sig hurtigt for at se, om det skulle være en drage. Men han nåede det ikke.
414 Griphook låste den lille dør op. En masse grøn røg kom bølgende ud, og da den havde spredt sig, kunne Harry ikke holde et benovet gisp tilbage. I sikkerhedsboksen lå der stakke af guldmønter, stabler af sølvmønter og bunker af kobbermønter (det var dem, der hed Knut).
415 De kørte dybere ned, og farten tog til. Luften blev koldere og koldere, idet de susede rundt i skarpe sving og stejle kurver. Vognen raslede hen over en underjordisk kløft, og Harry lænede sig ud over siden for at se, hvad der gemte sig nede på den mørke bund.
416 Hvilken butik skulle han besøge først? Selv om han ikke kendte den nøjagtige værdi af de fremmede mønter, var han dog klar over, at han stod med flere penge mellem hænderne, end han havde set i hele sit liv – langt flere, end Dudley nogensinde have fået i lommepenge.
417 Hvis han bare havde vidst, hvem du i virkeligheden er... Tænk på, at han er vokset op med historierne om dig, hvis han altså kommer fra en rigtig troldmandsfamilie. Ja, du så jo selv reaktionen hos dem, der sad inde i Den Utætte Kedel. Nå, men han ved i hvert fald ikke, hvad han taler om.
418 Mens Hagrid spurgte manden bag disken, om han kunne levere en samling af grundsubstanser til Harry, gik Harry selv i gang med at undersøge de forsølvede enhjørningehorn til enogtyve Galleoner og ikke at forglemme de bitte små, glitrende bille øjne (fem Knut for en skefuld).
419 Der havde været dunkelt og fuldt af både baskende lyde og glitren fra juvelklare øjne. Harry bar nu på et stort bur med en smuk sneugle. Fuglen sov fast med hovedet under sin vinge. Det var en hun. Han kunne ikke lade være med at stamme, da han takkede Hagrid.
420 Denne sidste butik var meget lille og meget faldefærdig. Med falmede guldbogstaver over døren stod der Ollivanders: leverandør af fine tryllestave siden 382 fvt. Der var udstillet en eneste tryllestav i det støvede vindue; den var placeret fint på en purpurfarvet pude.
421 Han havde en sær fornemmelse ved at være her – omtrent som om han var trådt ind i et meget strengt og regelbundet bibliotek; han slugte sine mange spørgsmål og kiggede sig i stedet omkring. Nu så han, at der ovre ved den anden væg var stablet en masse smalle æsker nydeligt ovenpå hinanden.
422 Potter. Vi bruger enhjørningehår, drageskæl og kimærehorn. Ikke to Ollivander stave er ens, ligesom der ikke findes to identiske enhjørninger, kimærer eller drager. Og det er indlysende, at man ikke får bedre resultater med en stav af andet fabrikat end Ollivanders.
423 Han anede ikke, hvad hr. Ollivander egentlig forventede af ham. Bunken af afprøvende og forkastede tryllestave voksede sig større og større på den vakkelvorne stol. Men hr. Ollivander vedblev utrætteligt at finde nye stave frem fra æskerne. Jo flere han måtte hente, jo gladere syntes han at blive.
424 Han mærkede en varme sprede sig i fingrene, hævede staven over sit hoved og lod den suse ned gennem den støvede luft. Røde og gyldne gnister spredte sig som festfyrværkeri fra stavens spids. Gnisterne dansede som små ildkugler overalt omkring dem. Hagrid jublede og klappede, mens hr.
425 Det er tryllestaven, der vælger sin troldmand, husker du nok. Jeg har på fornemmelsen, at vi kan forvente os store bedrifter fra din side, hr. Potter... ret skal være ret, Han som ikke må benævnes udførte også store bedrifter – forfærdelige bedrifter ganske vist, men storslåede.
426 Da de trådte ind i Den Utætte Kedel, var der helt mennesketomt. Harry sagde ikke et ord, da de gik videre ud på gaden; han lagde end ikke mærke til, hvordan folk stirrede og måbede, da de satte sig ind i toget med alle deres mærkeligt formede pakker og den sovende ugle i Harrys skød.
427 Han købte en burger til sig selv og Harry, og de satte sig ned i cafeteriaets plasticsæder for at spise. Nu, hvor Harry igen var vågnet op til dåd, syntes han, at verden så helt anderledes ud, end den havde gjort dagen i forvejen, men han var stadig i dybe tanker.
428 På Hogwarts starter alle elever fra begyndelsen, og du skal nok klare dig. Bare vær dig selv. Jeg ved godt, at det lyder dumt. Du har altid været noget for dig selv, og det er altid svært. Men du skal nok komme til at trives på Hogwarts – det gjorde jeg, og det gør jeg faktisk stadig.
429 Ganske vist var Dudley nu så bange for Harry, at han ikke vovede at være i samme rum, og tante Petunia og onkel Vernon lukkede ham ikke længere inde i pulterrummet eller tvang ham til at gøre alt muligt arbejde for sig eller råbte ad ham – faktisk talte de slet ikke til ham.
430 De var både rædselsslagne og rasende og valgte derfor helt at lade som om han ikke eksisterede. Selvom alt dette på mange måder var en forbedring, føltes det alligevel deprimerende efter nogle dage. Harry holdt sig derfor på sit værelse. Han havde jo sin nye ugle som selskab.
431 Det var heldigt, at tante Petunia ikke længere tiltvang sig adgang for at støvsuge, for Hedvig bragte adskillige døde mus med sig hjem. Hver nat, før han lagde sig til at sove, afkrydsede Harry endnu en dag i kalenderen. Nedtællingen til den første september var begyndt.
432 Han kunne skifte, når han var kommet på toget. Han gennemgik sin skoleliste for at sikre sig, at han havde købt alt det, der stod på den. Han sørgede for, at Hedvig sad sikkert i sit bur og begyndte så at vandre frem og tilbage i sit værelse, mens han ventede på, at familien Dursley skulle stå op.
433 Harry blev helt tør i munden. Hvad i alverden skulle han dog stille op? Folk var begyndt at kigge underligt på ham, fordi han stod med Hedvig. Han blev nødt til at spørge nogen om vej. Han standsede en forbipasserende kontrollør, men turde ikke nævne noget om perron nummer ni trekvart.
434 Desperat begyndte Harry, hvor han kunne finde det tog, der skulle afgå klokken elleve, men kontrolløren sagde, at der slet ikke var nogen afgange på det tidspunkt. Så begyndte han at gå, mens han mumlede noget om tidsrøvere. Harry måtte tage sig gevaldigt sammen for ikke at blive grebet af panik.
435 Ifølge stationen store ur havde han ti minutter til at finde toget til Hogwarts, og han havde ikke den ringeste anelse om, hvordan han skulle klare det. Han var strandet midt på stationen med en kuffert, han knap kunne løfte, en lomme fuld af troldmandspenge og en stor ugle.
436 Den talende var en tyk dame. Hun havde en lille pige ved hånden og fire drenge med sig, alle med flammende rødt hår. Hver af dem trak en kuffert som Harrys efter sig – og de havde også ugler. Med hamrende hjerte begyndte Harry at skubbe sin vogn med kufferten af sted efter dem.
437 Harry kiggede nøje efter ham; han turde næsten ikke blinke med øjnene af skræk for at gå glip af, hvad der nu skete – men idet drengen nåede hen til mellemrummet mellem de to perroner, myldrede en stor flok turister ind foran Harry, og da den sidste store rygsæk var passeret, var drengen forsvundet.
438 Han begyndte at bevæge sig mod den. Folk myldrede omkring ham på vej til perron ni eller ti. Harry satte farten op. Han ville støde direkte sammen med billetautomaten, og så ville han for alvor være på den. Han lænede sig frem og skubbede hårdere til vognen, mens han begyndte at løbe.
439 Et højrødt lokomotiv holdt og ventede på perronen, som var fuld af passagerer. Harry fik øje på et stort skilt, hvorpå der stod Hogwarts ekspressen, afgang klokken elleve. Han kiggede sig tilbage og så en buegang af jern, hvor muren mod billetautomaten før havde været.
440 Dampen vældede fra lokomotivet; den indhyllede menneskemængden, der endnu stod på perronen og sludrede, mens katte i alverdens farver snoede sig omkring benene på dem. Uglerne tudede til hinanden, og lyden overdøvede helt folks snakken og deres skramlen med tunge kufferter.
441 De første par vogne var allerede fulde af elever. Nogle hang ud ad vinduet for at tale lidt mere med deres familier, andre var optaget af småslagsmål mellem sæderne. Harry skubbede sin transportvogn hen ad perronen, hans han spejdede efter en ledig plads i toget.
442 Harry masede sig gennem menneskemasserne, indtil han endelig fandt en tom kupe bagest i toget. Han satte først Hedvig ind og begyndte så at bakse med sin kuffert. Han forsøgte at alle kræfter at slæbe den op ad trinene, men kunne knap hæve den op i bare en af siderne.
443 Harry så drengenes mor stå og vinke, mens deres lillesøster, halvt grædende og halvt grinende, løb efter toget, indtil det satte farten op. Så standsede hun og vinkede til dem. Harry så pigen og hendes mor forsvinde bagude, da toget rundede en kurve og forlod perronen.
444 Husene susede fordi vinduerne. Harry mærkede et sug i maven af spænding. Han vidste ikke, hvad han kunne vente sig af fremtiden, men det måtte helt sikkert være bedre end det liv, han lod bag sig. Døren til kupeen blev skubbet op, og den yngste af de rødhårede drenge trådte ind.
445 Nu er Percy blevet vejleder, og selvom Fred og George laver en masse ballade, får de virkelig gode karakterer. De andre elever synes også, at de er sjove. Nu forventer alle, at jeg vil klare mig lige så godt som mine brødre, og hvis det lykkes, er der ingen, der vil synes, at det er noget særligt.
446 Han syntes åbenbart, at han havde sagt for meget, for nu tav han og kiggede ud ad vinduet. Harry syntes ikke, at der var noget mærkeligt ved ikke at have råd til en ugle. Når alt kom til alt, havde han jo aldrig selv haft penge mellem hænderne, før han mødte Hagrid.
447 Nu susede de forbi marker med køer og får. De sad tavse i nogen tid og så landskabet glide forbi. Omkring klokken halv et hørtes en høj raslen uden for kupeen. Døren blev skubbet op, og en venlig dame med smilehuller spurgte, om de ønskede noget fra hendes kioskvogn.
448 Hun havde lakrids tryllestave, kedelkager, græskartærte, Berties multismagsbønner, skumtudser, platugler og mange andre mærkelige ting, som Harry aldrig før havde set. Han havde ikke tænkt sig at gå glip af noget som helst, så han købte lidt af hvert og betalte damen elleve Sølvsegl og syv knut.
449 Af mange anses han for at ære den største troldmand i moderne tid. Dumbledore er især kendt for at have overvundet Mørkets Troldmand, Grindelwald, i 1945, for opdagelsen af tolv udnyttelsesmuligheder af drageblod og ikke mindst sit alkymistiske arbejde sammen med partneren Nicolas Flamel.
450 Harry fik ost, kokosnød, tomat, jordbær, karry, græs, kaffe og sardin. Han vovede endda at bide en smule af en grå bønne, som Ron nægtede at røre ved. Det vidste sig, at den smagte af peber. Landskabet, der susede forbi dem, blev gradvist vildere. De velordnede marker var borte.
451 Der er ikke nogen i min familie, der kender til magi, så det var sådan en overraskelse for mig, da jeg fik brev fra skolen, jeg mener, det er jo den bedste skole for troldmandsskab, der findes, så vidt jeg har hørt – jeg har lært alle vores bøger udenad. Jeg håber bare, at jeg bliver god nok.
452 Jeg har forhørt mig lidt om forholdene, og jeg håber, at jeg kommer på Gryffindor, det virker som det allerbedste sted. Jeg har hørt, at selveste Dumbledore boede der, men jeg tror nu også, at Ravenclaw er udmærket... Nå, men vi må hellere lede videre efter Nevilles tudse.
453 Det er derfor, det er sådan en sensation. De er ikke blevet fanget. Min far siger, at det må være en meget stærk Mørkemagts troldmand, som står bag. Ingen har ellers nogensinde haft held til at bryde ind i Gringotts. Men det mærkeligste er, at der ikke blev stjålet noget.
454 Crabbe og Malfoy bakkede, idet Goyle skrigende svang Scabbers rundt og rundt. Da rotten endelig faldt af og røg direkte mod vinduet, løb alle tre drenge ud i en fart. Måske troede de, at der var flere rotter gemt under slikposerne, eller måske skyldtes flugten, at de kunne høre fodtrin nærme sig.
455 Det var ved at blive mørkt. Han så bjerge og skove under den røde aftenhimmel. Toget syntes slet ikke at sætte farten ned. Han og Ron tog deres jakker af og trak i de lange sorte kapper. Rons var en smule for kort til ham, så man kunne se hans joggingbukser stikke ud forneden.
456 De proppede lommerne med de sidste slikposer og skyndte sig ud til de andre børn, der masede og skubbede ude på gangen. Toget satte nu farten ned og standsede lidt efter. Alle skubbede sig frem mod dørene og ud på en lille, mørk perron. Harry skælvede i den kolde aftenluft.
457 De fulgte professor McGonagall over det blanke, flisebelagte gulv. Harry kunne høre lyden af hundredvis af stemmer inde bag en dør til højre – resten af skolen måtte være forsamlet der – men professor McGonagall ledte førsteårseleverne til et mindre lokale længere nede på samme side.
458 Ved slutningen af hvert skoleår vil det kollegium, der har optjent flest point, blive belønnet med en kollegiepokal, en særdeles fornem pris. Jeg håber, at hver enkelt af jer vil gøre jeres kollegium ære, uanset hvor I bliver placeret. Fordelingsceremonien vil finde sted om et par minutter.
459 En prøve? Foran hele skolen? Men han kendte jo slet intet til magi endnu – hvad i alverden skulle han dog stille op. Han havde ikke forventet at skulle udsættes for dette allerede ved ankomsten. Han så sig uroligt om og lagde mærke til, at alle andre også lod til at være forfærdede.
460 Harry forsøgte ikke at lytte til, hvad hun sagde. Han havde aldrig i sit liv været mere nervøs, ikke engang da han for længe siden havde måttet bringe en meddelelse hjem til familien Dursley om, at han på en eller anden måde var kommet til at gøre håret på klasselærerens paryk blåt.
461 Bordene var dækket med strålende, gyldne tallerkener og bægre. Bag de fire langborde stod endnu et bord på tværs i salen; det var lærernes bord. Professor McGonagall førte førsteårseleverne op, så de stod med ryggen til lærerbordet og med front mod de andre elever.
462 Harry rettede hurtigt blikket nedad igen, da professor McGonagall lydløst placerede en trebenet skammel foran rækken af nye elever. På skamlen lagde hun en spids troldmandshat. Denne hat var lappet, slidt og umådelig beskidt. Tante Petunia havde nægtet at have den i sit hus.
463 Det var i hvert fald bedre end at skulle udføre et tryllenummer selv; men han ville bare ønske, at det ikke behøvede at foregå, mens alle så på. Hatten stillede faktisk sine krav: Harry følte sig hverken tapper, stræbsom, vis eller skrupelløs lige i øjeblikket.
464 Han huskede alt for tydeligt de gange, hvor der skulle vælges hold i gymnastiktimerne på den gamle skole. Han var altid den sidste, der blev valgt; ikke fordi han ikke duede til noget, men fordi ingen turde sætte sig op mod Dudley og hans bande ved at give udtryk for, at de kunne lide Harry.
465 Han var umådelig lettet over at være sluppet for Slytherin, og han lagde knap nok mærke til, at han modtog det hidtil største bifald. Percy, vejlederen fra Gryffindor, rejste sig og gav ham et hjerteligt håndtryk, mens hans brødre, Weasley tvillingerne, hylede.
466 Spøgelset klappede ham på armen og gav Harry en ubehagelig fornemmelse af at være blevet smidt i et bassin med iskoldt vand. Hernede fra langbordet kunne han bedre se, hvor lærerne sad til højbords. Hagrid sad for den ene bordende og gav ham et smil, mens han vendte tommelfingeren i vejret.
467 Harry genkendte ham med det samme fra kortet i platuglepakken. Dumbledores sølvgrå hår skinnede næsten lige så blændende som spøgelserne. Harry fik også øje på professor Quirrel, den nervøse unge mand fra Den Utætte Kedel. Han så meget mærkelig ud med en stor højrød turban på hovedet.
468 Professor McGonagall rullede den lange liste sammen og tog fordelingshatten med sig. Harry kiggede ned på sin tomme guldtallerken. Han mærkede nu, hvor sulten han var blevet. Det føltes, som om der var gået evigheder, siden han havde siddet i toget og proppet sig med græskartærte.
469 Man kunne ikke påstå, at familien Dursley ligefrem havde sultet Harry, men han havde aldrig fået lov til at proppe sig, som han havde lyst til. Dudley havde desuden snuppet alt det, som Harry bedst kunne lide – selv når det betød, at han måtte spise, til han var ved at kaste op.
470 Da alle havde spist sig mætte, forsvandt maden lige så stille fra fadene og efterlod dem strålende rene, som før de havde sat sig til bords. Et øjeblik efter kom desserten til syne. Buddinger, store isanretninger for enhver smag, æbletærter, chokoladekage, jordbær, pandekager med sirup.
471 Der skete faktisk ikke noget, før jeg blev otte år. Onkel Algie kom til te, og bagefter hængte han mig ud ad husets øverste vindue med hovedet nedad. Bedst som han holdt mig i anklerne, kom tante Enid og bød ham en småkage; og uden at tænke over det, slap han mig for at gå løs på kagefadet.
472 De var alle sammen vildt begejstrede, og bedstemor græd endda af glæde. I skulle også have set deres ansigter, da jeg blev optaget her. De troede nemlig ikke, at jeg havde magi nok i mig til at blive elev på Hogwarts. Onkel Algie var så stolt, at han købte min tudse.
473 Der vil blive afholdt Quidditch–øvelseskampe i semestrets anden uge. De, der ønsker at stille op for deres kollegium, skal kontakte madam Hooch. Endelig vil jeg meddele, at i år er tredje sals korridor til højre lukket for alle, der ikke ønsker at lide en meget smertefuld død.
474 Harry lagde mærke til, at de andre læreres smil var blevet noget anstrengte. Dumbledore lod sin tryllestav slå et lille sving, og et langt, gyldent bånd bølgende frem fra spidsen. Båndet fløj op i luften og arrangerede sig i kunstfærdige sløjfer, der efterhånden dannede ord.
475 Alle sluttede på forskellige takter, og Weasley tvillingerne var langt bagefter de fleste andre, fordi deres rytmesans kun rakte til en meget klodset træskodans. Dumbledore dirigerede, som om alt var i skønneste orden, og da de var færdige, var han den, der klappede højest.
476 Han var endda for søvnig til at blive særlig overrasket over, at portrætterne på gangen hviskede og pegede, idet de passerede, eller at Percy flere gange ledte dem gennem skjulte korridorer bag hemmelige paneler i væggene. De steg op ad flere trapper, gabende og med slæbende fødder.
477 De tumlede alle igennem – Neville måtte have hjælp til at komme over kanten – og befandt sig så i Gryffindor tårnets opholdsstue, et hyggeligt rum med masser af bløde lænestole. Percy ledte pigerne gennem en dør til deres sovesale og drengene gennem en anden til deres.
478 Han forsøgte at tage den af, men så viklede den sig bare endnu strammere om hovedet på ham. Det begyndte at gøre rigtig ondt, og Malfoy kom til syne for at hovere over hans kattepine. Så blev Malfoy til den høgenæsede lærer, Snape, hvis latter klingede højt og ondskabsfuldt.
479 Harry ønskede, at de snart ville miste interessen, for han ville gerne have fred til at finde sig til rette. Der var ganske svært at finde rundt på Hogwarts; der var hundrede og toogfyrre trappegange. Nogle var brede og svungne, andre var smalle og vakkelvorne.
480 Det var virkelig en vanskelig sag at huske, hvor alting befandt sig, fordi alting netop syntes at skifte plads hele tiden. Skikkelserne i portrætmalerierne gik tit på besøg hos hinanden, og Harry var sikker på, at rustningerne også kunne spadsere omkring, som det passede dem.
481 Næsten Hovedløse Nick var dog flink til at lede de nye Gryffindor beboere i den rigtige retning, men poltergeisten Peeves sørgede altid for, at man skulle forcere mindst to låste døre og tumle omkring på en snydetrappe, hvis man i forvejen var for sent på den.
482 Filch greb dem i at ville forcere en dør, som viste sig at lede direkte ud i den forbudte korridor på tredje sal. Han ville ikke tro på, at de var faret vild, men hældede nærmere til den overbevisning, at de var et par uvorne elever, der forsøgte at bryde ind med vilje.
483 Han truede med at låse dem inde i kælderen, da de til alt held blev reddet af professor Quirrel, som netop passerede. Filch havde en kat ved navn madam Norris, et magert, støvgråt kræ med store, udstående øjne ligesom Filch. Hun patruljerede gangene på egen hånd.
484 Filch kendte alle skolens hemmelige korridorer bedre end nogen anden (undtagen måske Weasley tvillingerne), og han kunne dukke op lige så pludseligt som noget spøgelse. Ingen af eleverne kunne fordrage ham, og de fleste drømte om at give madam Norris et solidt spark bagi.
485 Det allerkedeligste fag var Magiens Historie, og det var også de eneste timer, hvor de blev undervist af et spøgelse. Professor Binns havde været meget gammel, da han faldt i søvn ved pejsen i lærerværelset. Da han næste morgen rejste sig, efterlod han sin krop og klarede sig derefter uden.
486 Han var en lille, vindtør troldmand, som blev nødt til at stå på en stak bøger for at kunne se ud over katederet. Da hans første time begyndte, krydsede han de nye elevers navne af på sin liste. Da han nåede til Harry, udstødte han et begejstret hyl og faldt ned bag katederet.
487 De var alle dybt imponerede og kunne knap vente med at begynde undervisningen. Det gik dog snart op for dem, at der ville gå en rum tid, før de selv kunne lave møbler om til dyr. Efter at have nedskrevet en masse komplicerede formler fik de en tændstik og måtte prøve at forvandle den til en nål.
488 For det første blev Quirrel helt lyserød i ansigtet og begyndte at snakke om vejret, da Seamus Finnigan spurgte, hvordan han havde skræmt zombien væk. For det andet lugtede turbanen også stærkt af hvidløg, og Weasley tvillingerne var helt sikre på, at den var proppet med hvidløgsfed.
489 Her var så meget at lære, at selv ikke Ron med sine mange ældre brødre havde noget særligt forspring. Fredag var en vigtig dag for Harry og Ron. Det var endelig lykkedes dem på egen hånd at finde vej ned til morgenbordet i Storsalen uden at fare vild en eneste gang.
490 Tusind tak for invitationen. Vi ses senere på bagsiden af sedlen, som han derefter sendte Hedvig af sted med. Det var heldigt, at Harry havde Hagrids invitation at glæde sig til, for Snapes eliksir undervisning blev noget af det værste, han nogensinde havde oplevet.
491 At Snape ikke brød sig om ham var en underdrivelse – Snape ligefrem hadede Harry. Eliksir undervisningen fandt sted dybt nede i kælderen. Her var langt koldere end i resten af slottet, og der ville være uhyggeligt nok selv uden de mange glas med døde dyr flydende i præserveringsvæske.
492 Jeg forventer ikke, at I skal nå til en fuld forståelse af skønheden i de simrende kar med de boblende væsker, de opstigende dampe, den umådelige kraft, der frigøres, når disse eliksirer slippes løs i den menneskelige organisme, hvor de vil forhekse sindet og narre sanserne.
493 Snape satte dem sammen i par og bad dem blande en simpel mikstur til helbredelse af bylder. Han spankulerede omkring i sin lange sorte kappe og betragtede dem veje tørrede nælder og knuse slangehugtænder, mens han kritiserede hver og en – undtagen Malfoy, som han lod til at have fattet sympati for.
494 Han gryntede noget uforståeligt og bød sine gæster på mere sandkage. Harry læste artiklen en gang til. De meddeler, at boksen faktisk allerede var blevet tømt, før indbruddet fandt sted. Hagrid havde tømt boks nummer syv hundrede og tretten, da han fjernede den beskidte lille pakke.
495 Da Harry og Ron gik tilbage mod slottet for at spise aftensmad, var deres lommer proppet med de stenhårde skiver sandkage, som de havde været for høflige til at afslå. Harry tænkte i sit stille sind, at dette besøg hos Hagrid havde givet ham mere at tænke på end alle dagens skoletimer tilsammen.
496 Til alt held skulle førsteårseleverne fra Gryffindor kun have Eliksirtimerne sammen med dem fra Slytherin; resten af tiden slap de for Malfoys selskab. Det troede de i hvert fald, indtil de så en seddel på Gryffindors opslagstavle. De læste den under jammer og stønnen.
497 Han beklagede højlydt, at førsteårseleverne ikke kunne komme på kollegiernes Quidditch hold, og fortalte lange, pralende historier om, hvordan han ved mange lejligheder havde været tæt på at kollidere med en Muggler helikopeter. Men han var nu ikke den eneste, der snakkede om sin flyve erfaring.
498 Selv Ron kunne bidrage med historien om dengang, han næsten havde ramt en svæveflyver, da han var ude på Charlies gamle kost. Alle fra de rigtige troldmandsfamilier talte uafbrudt om Quidditch. Ron havde allerede været i skænderi med Dean Thomas fra deres sovesal.
499 Neville havde aldrig i sit liv prøvet at sidde på et kosteskaft, fordi hans bedstemor hårdnakket havde forbudt ham det. Harry mente, at det nok var et ganske fornuftigt forbud, men han sagde ikke noget. Neville var en ulykkesfugl, selv når han stod med begge fødder solidt plantet på jorden.
500 Neville var den eneste, der slugte alt, hvad hun sagde, råt. Han var desperat efter at vide selv det mindste om, hvordan han senere på dagen skulle klare at sidde fast på et kosteskaft. Men alle andre åndede lettet op, da Hermiones forelæsning blev afbrudt af postuglerne.
501 Harry havde ikke modtaget et eneste brev siden Hagrids invitation. Malfoy havde selvfølgelig lagt mærke til det, og han kiggede altid skadefro over på Harry, når hans tårnugle bragte ham store pakker med lækkerier hjemmefra. En hornugle bragte Neville en lille pakke fra hans bedstemor.
502 Han snuppede erindringskuglen ud af Nevilles hånd. Harry og Ron sprang op. De håbede nærmest, at dette ville være en mulighed for at få lov til at slås mod Malfoy, men professor McGonagall fornemmede ballade hurtigere end nogen anden lærer på skolen; og hun var omgående på pletten.
503 Det var en skyfri, let blæsende dag, og græsset bølgede om dem, da de marcherede ned da de skrånende plæner over for den forbudte skov, hvis træer svajede uheldsvangert i det fjerne. Dem fra Slytherin var allerede på pletten, og ligeså var tyve koste, som var lagt nydeligt på række i græsset.
504 Harry havde hørt Fred og George Weasley beklage sig over skolens koste: De sagde, at nogle af dem begyndte at vibrere og ryste, hvis man fløj for højt eller hældede for meget til venstre side, selvom man forsøgte at styre dem i en anden retning. Deres lærer, madam Hooch, ankom.
505 Harrys kost sprang øjeblikkelig op i hans hånd, men det var der ikke mange andre, der gjorde. Hermione Grangers kost var simpelthen rullet væk fra hende, og Nevilles havde ikke bevæget sig det mindste. Måske var koste ligesom heste; de kunne mærke, hvis man var nervøs og bange for dem, tænkte Harry.
506 Man kunne i hvert fald tydeligt høre på Nevilles skælvende stemme, at han hellere end gerne ville beholde fødderne på jorden. Madam Hooch viste dem nu, hvordan de skulle stige op på kostene uden at glide ned. Hun gik op og ned langs rækkerne for at korrigere deres greb.
507 Han styrede kosten i en stejlere opadgående vinkel for at nå helt op til Malfoy. Nedefra hørtes gispen og skrigen fra pigerne, mens der lød et beundrende tilråb fra Ron. Han lod kosten gøre et skarpt sving i luften og svævede nu lige over for Malfoy, der så aldeles lamslået ud.
508 Harry vidste instinktivt, hvad han skulle gøre. Han lænede sig fremover og greb om kosteskaftet med begge hænder. Kosten skød som et missil mod Malfoy, der lige nåede at undvige i tide. Harry svingede rundt og holdt sin kost roligt svævende. Nogle af eleverne nede på jorden klappede.
509 Vinden susede i hans ører, og lyden blandede sig med hylene fra de andre elever, der stod og så på. Han rakte hånden ud – ikke mere end en halv meter fra jorden – og greb kuglen tidsnok til, at han også kunne nå at dreje kosteskaftet op uden at skulle bide i græsset.
510 Han ville blive smidt ud, det var han sikker på. Han ville gerne sige noget til sit forsvar, men han kunne ikke få sin stemme til at lystre. Professor McGonagall marcherede hastigt af sted uden så meget som at så på ham, og han måtte småløbe for at følge med. Nu havde han virkelig trådt i spinaten.
511 Om ti minutter ville han sikkert blive sendt op for at pakke sin kuffert. Hvad ville familien Dursley mon sige, når han dukkede op hos dem igen? Han gik den lange vej op ad slottets udendørs trappetrin, videre op ad marmortrappen, og endnu havde professor McGonagall ikke sagt et eneste ord til ham.
512 Måske kunne han blive Hagrids medhjælper. Hans mave snørede sig sammen ved tanken om, at han skulle se Ron og de andre uddanne sig til ægte troldmænd, mens han selv luntede omkring efter Hagrid, bærende på hans taske og redskaber. Professor McGonagall standsede uden for et klasseværelse.
513 Hver gang de drejede om et hjørne, forventede Harry at løbe direkte ind i Filch og madam Norris, men de havde heldet med sig. De skyndte sig op ad en trappe til tredje sal og listede videre hen mod trofærummet. Malfoy og Crabbe var ikke kommet. Glasvitrinernes blanke låger gav genskær i månelyset.
514 De kantede sig langs væggen og holdt øjnene stift rettet mod dørene i hver ende af lokalet. Harry fandt sin tryllestav frem for at være parat, hvis Malfoy pludselig skulle springe frem og gøre brug af magi, før de nåede at aftale spillets regler yderligere. Minutterne gik.
515 Rædselsslagen gjorde Harry signal til de andre om, at de skulle følge ham så hurtigt som muligt. De småløb på listefødder hen mod døren, der førte dem bort fra Filchs stemme. Nevilles kappe var knap bølget omkring hjørnet, da de hørte Filch træde ind i trofærummet.
516 De kunne høre Filch nærme sig. Neville kunne ikke holde et bange udbrud tilbage og begyndte at løbe, så hurtigt han kunne – han snublede, greb fat i Ron og trak ham med sig i et larmende fald lige ind i en rustning. Det raslede og bragede så højt, at det måtte vække alle i hele slottet.
517 De drønede rundt om et hjørne og spurtede videre ned langs en ny korridor. Harry løb i spidsen uden at ane, hvor de befandt sig, eller hvor de var på vej hen. De strøg under en gobelin og befandt sig pludselig i en hemmelig passage. De fulgte den og kom ud i nærheden af besværgelseslokalet.
518 Tværtimod var de gået direkte ind i en ny korridor. Den forbudte korridor til højre på tredje sal! Og nu kunne de selv se, hvorfor den var forbudt område. De stod ansigt til ansigt med et enormt uhyre af en hund, en hund så stor, at den fyldte korridoren fra gulv til loft.
519 Den stod helt stille og stirrede stift på dem med sine seks øjne. Harry var klar over, at de måtte have overrasket den – ellers var de nok døde for længst. Men nu så den ud til at være kommet sig over det. Den tordnende knurren lod dem ikke i tvivl om hundens intentioner.
520 De faldt baglæns ud ad døren – Harry smækkede den bag sig, og så nærmest fløj de tilbage gennem alle gangene og korridorerne. Filch måtte have skyndt sig videre for at lede et andet sted, for de så ham slet ikke, selvom de var temmelig ligeglade med ham i øjeblikket.
521 Hunden vogtede over et eller andet... Hvad var det, Hagrid havde sagt? Gringotts er det sikreste sted i verden, hvis man ønsker at gemme noget – måske bortset fra Hogwarts. Det kunne godt se ud, som om Harry havde fundet den beskidte lille pakke fra boks nummer syv hundrede og tretten.
522 Men det eneste, de vidste med sikkerhed om det ukendte objekt, var, at det måtte være omkring to tommer langt. Det var umuligt at gætte mere, før de havde fået flere spor at gå efter. Hverken Neville eller Hermione udviste den mindste nysgerrighed efter at vide, hvad hunden vogtede på.
523 Neville vidste kun, at han ville gøre sit for at holde sig så langt væk fra den som muligt. Hermione nægtede at tale til Harry og Ron, men hun opførte sig så kommanderende og bedrevidende, at det ikke kunne misforstås – hun følte sig langt højere hævet over dem end før.
524 Harry var lige så nysgerrig som alle andre, og stor var hans forbløffelse, da uglerne afleverede pakken til ham og kom til at skubbe hans bacon på gulvet ved samme lejlighed. Knap var de basket væk igen, før endnu en ugle fløj hen og smed et brev oven på pakken.
525 Han blev ved med at tænke på kosten, der lå oppe på sovesalen under hans seng. Hans tanker kredsede også om Quidditch banen, hvor han skulle have sin første træningstime samme aften. Han slugte maden, da de spiste til aften, og lagde knap mærke til, hvad der blev serveret.
526 Dens børster var lange og lige, og der var skrevet Nimbus 2000 med svungne guldbogstaver langs skaftet. Da klokken var næsten syv, forlod Harry slottet og begav sig i retning af Quidditch banen. Det var tusmørke, og han havde aldrig været ude på skolens stadion før.
527 De mindede Harry om de små plasticdimser, Mugglerbørn bruger til at blæse sæbebobler igennem – bortset fra, at disse pæle var sytten meter højre. Harry var for ivrig efter at prøve sin kost, til at han kunne vente på Wood. Han steg på kosten og satte af fra jorden.
528 I samme øjeblik, han havde sluppet den, hævede smasheren sig højt op i luften og susede derefter direkte ned mod Harrys ansigt. Han svang sit bat for at forhindre, at smasheren brækkede næsen på ham. Han ramte den lille sorte bold og sendte den af sted i en zigzagbane gennem luften.
529 Derfor er søgeren også konstant udsat for grove tacklinger. En Quidditch kamp slutter først, når det gyldne lyn er fanget, og spillet kan derfor trække ud i det uendelige – jeg tror, at rekorden er tre måneder, og da måtte vi hele tiden sørge for udskiftning, så spillerne kunne få deres søvn.
530 Slottet føltes mere som et hjem, end Ligustervænget nogensinde havde gjort. Skoletimerne blev også mere og mere spændende, efter at de havde lært de mest basale ting. På allehelgensmorgen vågnede de til den lækre duft af varme græskar, der gennemstrømmede hele skolen.
531 Harry og Seamus susede og svingede med stavene, men den fjer, som nu burde flyve muntert af sted, lå endnu ubevægelig på bordet. Seamus blev så utålmodig at han prikkede til den med sin stav og kom til at starte en mindre brand, som Harry lige nåede at slukke, før den udviklede sig.
532 Festmiddagen kom pludselig til syne på guldfadene på samme måde, som den havde gjort ved deres indvielsesaften. Harry var ved at skovle kartoffelpandekager over på sin tallerken, da professor Quirrel kom styrtende ind i salen. Hans turban sad skævt, og rædslen var malet i hans ansigt.
533 Og så hørte de det – en lavmælt knurren og trampen af kæmpemæssige fødder. Ron pegede mod den anden ende af korridoren, hvorfra en enorm skikkelse pludselig kom til syne og så ud til at bevæge sig direkte mod dem. De gemte sig i skyggerne og holdt udkig med, hvad det end kunne være.
534 Stanken fra trolden var ulidelig. Den bar på en gigantisk trækølle, der slæbte hen ad gulvet, fordi armene var så lange. Trolden standsede op ved en døråbning og kiggede ind. Den vrikkede med sine lange ører og lod til at tænke, så det knagede i den lille hjerne.
535 Det sidste i verden, de havde lyst til, var at vende tilbage til den låste dør; men de havde intet valg. De gjorde lynhurtigt omkring, spurtede tilbage, nåede døren og fumlede panikslagne med nøglen, indtil det lykkedes dem at dreje den i låsen. Harry skubbede døren op, og de løb ind.
536 Han kastede den, så hårdt han kunne, mod væggen. Trolden standsede et par meter fra Hermione. Den vendte sig og blinkede med et dumt udtryk i ansigtet for at se, hvorfra lyden stammede. De små ondskabsfulde øjne hvilede på Harry. Den tøvede et øjeblik og glemte så alt om Hermione.
537 Han kastede også et afrevet metalstykke efter uhyret. Trolden lod ikke til at ænse kasteskytset, der ramte den på skulderen, men den hørte udmærket råbet. Den tøvede igen, vendte sin grimme snude mod Ron og gav dermed Harry en chance for at løbe udenom og videre hen til Hermione.
538 Men hun kunne ikke bevæge sig. Hun stod som lammet med ryggen trykket op mod væggen og munden åben af rædsel. Deres larmen og råben så ud til at gøre trolden rasende. Den brølede og satte i løb mod Ron, som stod nærmest og ikke havde en chance for at undslippe.
539 Hylende af smerte vred trolden sig rundt og slog ud med køllen. Harry klamrede sig fast, som gjaldt det livet – hvilket det uden tvivl også gjorde – og ventede, at trolden hvert øjeblik kunne gribe fat i ham eller ramme ham med et af de forfærdelige kølleslag.
540 Trolden svajede et øjeblik på stedet, hvorefter han væltede fladt omkuld med ansigtet nedad. Der lød et brag, da han ramte gulvet, og hele rummet rystede. Harry kom på benene. Han rystede og havde svært ved at få vejret. Ron stod bare med hævet tryllestav og stirrede forbløffet på sit eget værk.
541 En pludselig smækken af døre og lyden af fodtrin fik dem alle tre til at se op. De havde slet ikke tænkt over den larm, de havde lavet, men selvfølgelig måtte man have hørte bragene og skrigene nedenunder på alle de andre etager – for ikke at tale om troldens brølen.
542 Quirrel kastede et enkelt blik på trolden, udstødte en lavmælt klynken og satte sig ned på et af toiletterne, mens han knugede en hånd mod sit hjerte. Snape bøjede sig over trolden, mens professor McGonagall stirrede på Harry og Ron. Harry havde aldrig før set hende så vred.
543 Harry var aldeles stum. Hermione var den sidste person, han ville tiltro at gøre noget som helst i strid med reglementet; og så lod hun, som om hun netop havde forbrudt sig mod det. Hun ofrede sig for at redde dem fra ballade. Det var som at se Snape begynde at dele slik ud til alle elever.
544 Hvis morgen var området omkring slottet dækket af rimfrost. Fra de øverste vinduer kunne man se Hagrid trampe omkring i sin lange fåreskindspels, sine luffer og enorme bæverskindsstøvler i færd med at opvarme og klargøre kostede ude på Quidditch banen. Quidditch sæsonen var begyndt.
545 Hvis Gryffindor vandt, ville de rykke op som nummer to i kollegieturneringen. Næsten ingen havde set Harry i aktion på træningsbanen. Wood havde ønsket at holde det som en hemmelighed – Harry, det hemmelige våben! Men nyheden om, at han var kommet på holdet som søger, var for længst sluppet ud.
546 Han anede ikke, hvordan han ville være kommet igennem den seneste tid, hvis ikke hun var trådt til og have tilbudt at lave størsteparten af hans lektier. Quidditch træningen lagde i høj grad beslag på den tid, han ellers skulle have brugt på fordybelse i de øvrige studier.
547 De kunne meget bedre lide hende nu. Dagen før Harrys første Quidditch kamp stod de alle tre ude i den iskolde slotsgård. Det var frikvarter, og Hermione havde fremtryllet en klar, blå flamme, som de bar omkring i et marmeladeglas. De stod med ryggen mod den og varmede sig, da Snape krydsede gården.
548 Uheldigvis kunne de ikke fjerne den dårlige samvittighed, der stod aftegnet i deres ansigter, og Snape mærkede øjeblikkelig, at de havde noget for. Han humpede over til dem. Han havde ikke set ilden; men det forhindrede ham ikke i at skælde dem ud i al almindelighed.
549 Måske havde Snape lagt bogen fra sig derinde? Det var et forsøg værd at kigge efter. Han skubbede døren på klem og kiggede ind – og et forfærdeligt syn mødte ham. Snape og Filch var der alene. Snape havde løftet sin kappe op over knæerne, så man kunne se, at hans ene ben var blodigt og sønderrevet.
550 Neville snorkede højlydt, men Harry kunne ikke sove. Han forsøgte at tænke på ingenting, for han havde virkelig brug for søvn i nat. Han skulle jo spille sin første Quidditch kamp om få timer – men udtrykket i Snapes ansigt, da han opdagede Harry i døren, var ikke let at glemme.
551 Hermione havde udført en fiks lille besværgelse, så malingen hele tiden skiftede farve. Mens tilskuerne indfandt sig på pladserne, var Harry og resten af holdet travlt optaget i omklædningsrummet. De skiftede til de højrøde Quidditch kapper (Slytherin spillede i grønt).
552 Harry lagde mærke til, at hun sendte Slytherins anfører et særlig strengt blik, da hun sagde det. Han hed Marcus Flint og var femteårselev. Harry syntes, han så ud som om han havde en hel del troldeblod i årerne. Fra øjenkrogen skimtede han banneret i alle regnbuens farver.
553 På et tidspunkt syntes han, at der var et gyldent glimt, men det var bare en refleksion fra Weasley brødrenes armbåndsure. Lidt senere kom en smasher drønende mod ham, men den lignede mere en kanonkugle end noget som helst andet; Harry dukkede sig, og Fred Weasley kom jagende efter den.
554 Med hjertet hamrende af spænding dykkede han ned mod det gyldne lyn. Slytherins søger Terence Higgs havde også fået øje på det. Side om side susede begge søgere ned mod lynet – alle angriberne havde tilsyneladende glemt deres opgaver og hang ubevægelige i luften, mens de stirrede efter søgerne.
555 I brøkdelen af et sekund var han sikker på, at han ville falde ned. Han greb fat om skaftet med begge hænder og knæ. Han havde aldrig oplevet dette før. Det skete igen. Det var, som om kosten forsøgte at smide ham af. Men det var ikke noget, man burde forvente af en Nimbus 2000.
556 Alle rejste sig på tribunen og stirrede. Hans kost begyndte at rulle faretruende omkring, og det var tydeligt, at han kun med nød og næppe holdt sig fast. Alle gispede. Harrys kost havde gjort et vildt spjæt, og Harry røg af men nåede lige at holde sig fast med den ene hånd.
557 Ron vendte igen kikkerten mod Harry. Hans kost vibrerede så kraftigt, at det næsten var umuligt for ham at hænge på meget længere. Alle tilskuerne havde rejst sig fra sæderne og så skrækslagne til, mens Weasley brødrene fløj hen til Harry for at prøve at redde ham over på en af deres koste.
558 Hun hastede hen langs rækken under ham og gav sig end ikke tid til at sige undskyld, da hun i farten kom til at skubbe professor Quirrel ned i hovedet på de foranstående. Da hun nåede hen til Snape, dukkede hun sig bag de andre tilskuere, trak sin tryllestav og hviskede nogle få, velvalgte ord.
559 Fra sin skjulte, sammenkrøbne position skyndte hun sig at mane flammerne hen til sig selv igen og ned i det syltetøjsglas, hun havde medbragt, før hun skyndte sig af sted bort fra tribunen. Snape ville aldrig opdage, hvad det egentlig var gået for sig. Det var forstyrrelse nok.
560 Harry havde fået kosten under kontrol og susede nu sikkert ned mod jorden. De så ham holde en hånd op for munden, som om han skulle til at kaste op – han røg ned på græsplænen med både hænder og fødder først – hostede – og spyttede en lille guldkugle ud i sin hånd.
561 Malfoy var blevet langt mere ubehagelig at være i nærheden af siden Quidditch kampen. Han var så bitter over, at Slytherin havde tabt, at han forsøgte at gøre Harry til grin ved at sige, at en bredmundet træfrø ville erstatte Gryffindors søger til den næste kamp.
562 Professor McGonagall havde ugen i forvejen udarbejdet en liste over elever, som skulle blive på skolen i juleferien. Harry stod øverst på den. Han havde nu ikke videre ondt af sig selv; dette ville sandsynligvis blive hans bedste jul nogensinde. Ron og hans brødre skulle også blive, fordi hr.
563 Da eliksirtimen var slut, og de var på vej op fra kælderen, stødte de ind i en kæmpemæssigt grantræ, der helt blokerede den smalle gang. Et par kæmpestore fødder kunne ses under de nederste grene, og en højlydt pusten fortalte dem, at Hagrid befandt sig bag det.
564 De havde virkelig også anstrengt sig for at finde Flamels navn siden den dag, hvor Hagrid kom til at tale over sig. Det var det eneste spor, de havde at gå efter i forbindelse med Snapes tyveriforsøg. Problemet var bare, at de hverken vidste, hvor de skulle begynde eller hvor de skulle ende.
565 Han, Ron og Hermione var allerede blevet enige om ikke at rådføre sig med madam Pince. De var dog sikre på, at hun kunne fortælle dem noget om Flamel, men de turde ikke risikere, at Snape hørte om deres forespørgsel. Harry gik ud på gangen og gav sig til at vente på de andre.
566 De havde ledt i hele fjorten dage i de få perioder, hvor der ikke var undervisning på skemaet; der havde simpelthen ikke været tid nok til at gøre en ordentlig indsats. I virkeligheden havde de brug for at kunne gennemgå biblioteket i ro og mag uden at have madam Pince hængende over sig.
567 De havde sovesalen helt for sig selv, og opholdsstuen var stort set også affolket. De trak stuens bedste lænestole hen til pejsens ild og ristede alt, hvad de kunne stikke på et stegespyd – brød, skumfiduser, pølser – mens de udtænkte måder, hvorpå de kunne få Malfoy bragt i fedtefadet.
568 De morede sig herligt, selvom de fleste påfund var fuldkommen urealistiske. Ron var også begyndt at lære Harry at spille troldmandsskak. Det var næsten ligesom Mugglerskak med den undtagelse, at brikkerne var levende. Det føltes næsten som at være general i et rigtigt slag.
569 Rons skakbrikker var meget gamle og slidte. Ligesom resten af hans ejendele havde han arvet dem fra et familiemedlem – i dette tilfælde sin bedstefar. Men de gamle skakbrikker var slet ikke så ringe endda. Ron kendte dem så godt, at han altid kunne se, hvad de ville have ham til at gøre.
570 Han pakkede den ud og fandt en groft udskåret træfløjte. Hagrid havde tydeligvis selv lavet den. Harry blæste i den – den lød lidt som en ugle. En anden, meget lille pakke indeholdt en seddel. Vi modtog din besked og fremsender din julegave. Fra onkel Vernon og tante Petunia, stod der.
571 De var forsvundet. Han løb over til spejlet. Hans spejlbillede kiggede godt nok tilbage på ham, men det var kun hovedet, som tilsyneladende hang frit svævende i luften. Resten af kroppen var blevet usynlig. Han trak kappen helt op over hovedet og forsvandt fuldstændig.
572 Ved højbords sad lærerstaben havde Dumbledore byttet sin spidse troldmandshat ud med en blomstret kyse. Han kluklo hjerteligt ad en vittighed, professor Flitwick netop havde læst op for ham efter at have fundet den i en af knallerterne. Flamberede juleplumbuddinger efterfulgte kalkunen.
573 Harry var ved at tabe både næse og mund, da han så ham give professor McGonagall et kys på kinden, hvorefter hun både fnisede og rødmede, mens hendes spidse hat røg helt på sned. Da de endelig gik fra bords, slæbte Harry af sted med et ordentligt læs knallert gaver.
574 Ron vandt stort over ham; men Harry var sikker på; at han ville have klaret sig bedre, hvis ikke Percy havde været så ivrig efter at hjælpe ham. Efter en kop te og nogle kalkunmadder, lidt boller og julekage var de alle for mætte og søvnige til at foretage sig noget særligt før sengetid.
575 Ron og Harry gad kun sidde i lænestolene og se på, mens Percy jagtede Fred og George rundt i Gryffindor tårnet, fordi de havde hugget hans vejlederskilt. Da Ron, proppet med kalkun og julekage, gik i seng, var der intet der kunne forhindre ham i at falde i søvn på sekundet.
576 Hans fars... den havde tilhørt hans far. Han lod det fantastiske stykke stof glide mellem sine fingre; det føltes glattere end silke, let som ingenting. Udnyt den på bedste måde, havde der stået på sedlen. Harry måtte prøve den igen. Han stod ud af sengen og trak kappen rundt om sig.
577 Han kiggede ned, og i stedet for sine ben så han kun månelys og skygger. Det var en sær fornemmelse. Udnyt den på bedste måde. Pludselig var Harry lysvågen. Hele Hogwarts lå åben for ham i denne kappe. Hjertet begyndte at hamre i livet på ham, som han stod der i mørket og stilheden.
578 Han kunne gå, hvorhen han ønskede. Ingen kunne forhindre ham i det, og Filch ville aldrig opdage det. Ron gryntede i søvne. Skulle man mon vække ham? Noget holdt Harry tilbage – hans fars kappe – han havde en følelse af, at denne første gang skulle han handle på egen hånd.
579 Han skyndte sig videre ned ad gangen. Hvor skulle han gå hen? Han standsede et øjeblik og tænkte sig om. Spændingen var ved at gøre ham helt forvirret. Så slog en tanke ned i ham. Bibliotekets hemmelige afdeling. Han kunne læse hvad som helst, han havde lyst til.
580 Harry tændte en lommelygte for at kunne finde vej langs reolerne. Lommelygten så ud, som om den hang frit svævende i luften, og Harry kunne ikke lade være med at gyse, selvom han vidste, at hans hånd, der holdt den, kun var usynlig, så længe kappen dækkede. Den forbudte afdeling lå helt nede bagved.
581 Han trådte forsigtigt hen over rebet, der afgrænsede området, og holdt lygten op for at kunne læse titlerne. De sagde ham ikke meget. De afskallede, blegnede guldbogstaver viste ham ord på sprog, han end ikke kendte til. Nogle bøger havde endog slet ikke titler.
582 En særlig bog havde en mørk plet på omslaget; den mindede i uhyggelig grad om størknet, indtørret blod, der ikke kunne vaskes bort. Harrys nakkehår rejste sig; måske var det bare noget, han bildte sig ind, men han syntes, at der lød en lavmælt hvisken fra bøgerne på hylden foran ham.
583 Det var, som om de vidste, at han slet ikke havde lov til at være der. Men han måtte begynde et sted. Han satte forsigtigt lommelygten fra sig på gulvet og kiggede på de nederste hylder efter noget, der kunne have interesse. Et stort, sort læderbind med sølvindlægninger fangede hans blik.
584 Et gennemtrængende, rædselsvækkende skrig flængede stilheden – det var bogen, der skreg! Harry smækkede den lynhurtigt i, men skriget blev ved og ved, indtil hans trommehinder var ved at sprænges. Han tumlede baglæns og kom til at slå til sin lommelygte, der gik ud med det samme.
585 Han proppede den skrigende bog tilbage på hylden og løb for sit liv. Han passerede Filch, lige før han blokerede døråbningen. Filchs lyse, vilde øjne stirrede direkte på ham, men Harry dukkede sig godt under kappen og styrtløb af sted med bogens skrig ringende for sine ører.
586 Han standsede brat op foran en stor rustning. Han havde haft så travlt med at komme væk fra biblioteket, at han simpelthen var løbet på må og få. Måske var det på grund af mørket, men lige nu anede han ikke, hvor på slottet han befandt sig. Han kunne slet ikke genkende stedet.
587 De kunne naturligvis ikke se ham, men det var en ganske smal korridor, og hvis de blev ved med at gå i denne retning, ville de ganske enkelt støde ind i ham – kappen kunne trods alt ikke gøre ham luftig som et spøgelse. Han bakkede så lydløst som muligt. En dør stod på klem til venstre for ham.
588 Den var hans eneste håb. Han maste sig igennem med tilbageholdt åndedræt og passede på ikke at skubbe den længere op. Det lykkedes; til Harrys store lettelse slap han ind i rummet uden at blive opdaget. De to mænd gik intetanende forbi, mens Harry stod åndeløs og lyttede til de hendøende fodtrin.
589 Der gik et par sekunder, før han rigtigt fik set på lokalet, han var kommet ind i. Det så ud som et klasselokale, der ikke blev brugt for tiden. Han kunne se de mørke konturer af borde og stole, der var stablet op langs den ene væg, og der stod også en skraldebøtte vend på hovedet.
590 Men der var også noget andet – noget, som ikke hørte hjemme i et klasselokale, men nærmere måtte være blevet stillet herind som en midlertidig løsning. Det var et pragtfuldt spejl; så højt, at det nåede fra gulv til loft, og med en rigt udsmykket guldramme. Det stod på to løvefødder.
591 Hans panik forsvandt nu, hvor han ikke længere kunne høre Filch og Snape i nærheden af sig. Han rykkede endnu nærmere spejlet, fordi han gerne ville se sin usynlighed igen. Han trådte hen foran glasset. Han måtte tage begge hænder op for munden for ikke at komme til at skrige.
592 Han snurrede rundt som et lyn med hjertet hamrende endnu voldsommere, end da bogen i biblioteket begyndte at skrige – for han havde ikke bare set sig selv i spejlet, men også en hel flok mennesker, der stod lige bag ham. Men der var ingen herinde sammen med ham.
593 Harry så sig tilbage over skulderen – men der var ingen. Eller måske var de også usynlige? Måske befandt han sig i et rum fuldt af usynlige mennesker og et spejl, der kun reflekterede de usynlige? Han så igen i spejlet. En kvinde direkte bag hans spejlbillede smilede og vinkede til ham.
594 Han rakte en hånd ud bag sig, men mærkede kun den tomme luft. Hvis hun stod der i virkeligheden, ville han have rørt ved hende. Deres spejlbilleder stod så nær hinanden, men der var intet at føle – hun og de andre eksisterede kun i spejlet. Hun var en meget køn dame.
595 Hun havde mørkt, rødligt hår, og hendes øjne – hendes øjne ligner mine, tænkte Harry og rykkede lidt nærmere spejlglasset. Strålende grønne – nøjagtig samme form – men så opdagede han, at hun græd; hun smilede, men græd samtidig. Den høje, spinkle mand ved siden af lagde armen omkring hende.
596 Langsomt flyttede Harry blikket rundt til de andre ansigter i spejlet. Han så andre par grønne øjne ligesom hans, andre næser ligesom hans og selv en lille, gammel mand med knæ, der var lige så knudrede som hans – Harry så for første gang i sit liv på sin egen familie.
597 Potter familien smilede og vinkede til ham, og han kunne slet ikke se sig mæt på dem. Han pressede hænderne mod glasset, som om han håbede på at falde igennem og nå frem til dem. En stærk, blandet følelse af lykke og sorg strømmede gennem ham. Han vidste ikke, hvor længe han stod der.
598 Han gik så stærkt, at han lavede mere støj end nødvendigt, men han var heldig og mødte ingen. Og der stod hans forældre og smilede til ham. En af hans bedstemødre nikkede lykkeligt. Harry sank ned på gulvet foran spejlet. Ingen skulle forhindre ham i at tilbringe hele natten sammen med sin familie.
599 Men dette spejl giver os hverken sandhed eller viden. Mange mænd er sygnet hen foran det, fortryllede af, hvad de så, eller ramt af galskab, uden at vide, om synet var virkeligt eller bare så meget som en fjern mulighed i livet. Spejlet vil blive flyttet til et nyt sted i morgen.
600 Harry ønskede, at han havde lettere ved at glemme, hvad han havde set i spejlet, men det gik ikke. Han begyndte at få mareridt. Om og om igen drømte han om sine forældres forsvinden i et blændende grønt lys, mens den høje, ondskabsfulde latter fyldte hans ører.
601 De havde næsten opgivet håbet om nogensinde at finde navnet i bibliotekets bøger, selvom Harry stadig var sikker på, at han havde læst om det et eller andet sted. Men da semesteret først var startet, begyndte de forfra med at pløje bøgerne igennem hvert frikvarter.
602 Selv ikke den endeløse regn, som havde afløst snevejret, kunne køle hans iver. Weasley brødrene mente, at Wood var blevet helt fanatisk, men Harry var på sin anførers side. Hvis de vandt næste kamp mod Hufflepuff, ville de overtage Slytherins pokal for første gang i syv år.
603 Ingen havde slået dem i næsten syv år; men ville det virkelig lykkedes Gryffindor at gøre sig gældende med sådan en partisk dommer på banen? Harry vidste ikke, om det var noget, han bildte sig ind, men det forekom ham, at han konstant rendte ind i Snape, uanset hvor han befandt sig.
604 Harry var lige ved at juble højt af lettelse. Han var reddet. Snape ville helt sikkert ikke turde skade ham, når Dumbledore sad på tribunen og holdt øje med kampens forløb. Måske var det også årsagen til, at Snape så aldeles rasende ud, da de to hold kom marcherende ind på banen.
605 Harry sprang af kosten, før den nåede helt ned på jorden. Han kunne næsten ikke tro det. Han havde klaret det – kampen var slut, og den havde knap varet fem minutter. Idet resten af holdet landede på banen, så han Snape blandt dem, hvid i ansigtet og med stramme læber.
606 Han vandrede over det dugvåde græs, mens han genoplevede den sidste time i sit hoved; Gryffindors spillere havde båret ham i kongestol, mens Ron og Hermione jublede og sprang oppe på tilskuerpladserne i det fjerne, selvom Ron så ud til at have fået en solid blodtud.
607 Apropos Snape... En formummet skikkelse hastede ned ad slottets stentrappe. Det var tydeligt, at vedkommende ikke ønskede at blive set efter den hastige gang mod den forbudte skov at dømme. Harry glemte alt om sejren og kiggede nysgerrigt på den mærkelige skikkelse.
608 Han kunne genkende de snigende, ludende, bevægelser; det var Snape, som var på vej ind i den forbudte skov, mens alle andre var gået til middag i Storsalen – hvad havde han mon for? Harry sprang på sin Nimbus 2000 og lettede. Han gled lydløst hen over slottet og så Snape nå helt hen til skovbrynet.
609 Harry fulgte efter. Trækronerne var så tættet og så brede, at han ikke kunne se, hvor Snape nu var blevet af. Han cirklede lavere og lavere, indtil han strejfede trækronernes øverste grene. Så kunne han pludselig høre stemmer. Han fløj i retning af lyden og landede stille på en tyk bøgegren.
610 Nedenunder i en skyggefuld lysning stod Snape. Han var ikke alene. Professor Quirrel var der også. Harry kunne ikke se deres ansigtsudtryk, men han kunne høre professor Quirrel stamme værre end nogensinde. Harry måtte anstrenge sig for at høre, hvad han sagde.
611 I de følgende uger blev han hele tiden tyndere og blegere, men han så ikke ud til at være ved at bryde sammen endnu. Hver gang de passerede den forbudte korridor på tredje etage, lagde Harry, Ron og Hermione ørerne mod døren for at kontrollere, at Fluffy stadig gik knurrende omkring derinde.
612 Snape hærgede som sædvanligt sine omgivelser med sit dårlige humør, og det var endnu en grund til at antage, at Stenen var i sikkerhed. Når de stødte på Quirrel, huskede de altid at sende ham et opmuntrende smil, og Ron var begyndt at sige til de andre, at de ikke skulle grine, når han stammede.
613 De bebyrdede eleverne med så meget hjemmearbejde, at påskeferien slet ikke ville så sjov som juleferien. Det var også svært at slappe af, når Hermione sad ved siden af og opremsede tolv anvendelsesmuligheder for drageblod eller øvede sig på tryllestavsbevægelser.
614 Når ægget er udruget, skal man give drageungen en flaske brændevin blandet med kyllingeblod hver halve time. Og se så her – på denne side kan man se en oversigt over de forskellige racers æg – og jeg har fået mig en Norsk Takshale. De er meget sjældne, at I ved det.
615 Ron og Hermione skændtes hele vejen til botaniktimen, men endelig gik Hermione med til, at de kunne løbe ned til Hagrid i frikvarteret efter timen. Da klokken ringede, smed de alle tre, hvad de havde i hænderne, og skyndte sig over til Hagrids hytte i skovbrynet.
616 De trak hver en stol hen til bordet og kiggede med tilbageholdt åndedræt. Så lød der en beslutsom, skrabende lyd, æggeskallen blev brudt, og babydragen tumlede ud på bordet. Den var ikke ligefrem noget kønt syn: Harry syntes, at den mest af alt lignede en sammenkrøllet sort paraply.
617 På kun en uge var den allerede vokset til tre gange sin oprindelige længde, og røgen bølgede ud ad næseborene. Hagrid havde ikke passet sine pligter, fordi dragen krævede al hans opmærksomhed. Der stod tomme brændevinsflasker overalt, og gulvet var dækket af hønsefjer.
618 Onsdag aften sad Harry og Hermione alene i opholdsstuen. De andre var gået i seng for længe siden. Uret på væggen havde netop slået sine midnatsslag, da portrættet pludselig svingede til side. Ron kom til syne gennem hullet, idet han trak Harrys usynlighedskappe af sig.
619 Jeg kan godt sige jer, at den drage er det frygteligste dyr, jeg har mødt. Men for Hagrid er den ligesom den blødeste lille kaninunge. Da den bed mig, skældte han mig ud, fordi han mente, jeg skræmte den. Og da jeg gik, var han ved at synge vuggevise for den.
620 Han har været her under påskud af at ville låne en af mine bøger, madam Pomfrey troede på ham og lukkede ham ind. Han har truet mig med at fortælle hende, hvad der virkelig bed mig – jeg bildte hende nemlig ind, at det bare var en stor hund, selvom jeg tvivler på, at hun hoppede på den.
621 Det var en meget mørk, overskyet nat, og de kom en lille smule for sent ned til Hagrids hytte, fordi de blev nødt til at vente på, at Peeves forføjede sig væk fra indgangshallen, hvor han spillede tennis mod væggen. Hagrid havde gjort Norbert klar i en stor boks.
622 I samme øjeblik fik en pludselig bevægelse et sted lidt længere fremme dem næsten til at tabe boksen med Norbert. De glemte rent, at de allerede var usynlige og skyndte sig at søge ly i skyggerne. De kunne se omridset af to skikkelser, der var i håndgemæng lidt derfra.
623 Fnisende over Malfoys skæbne ventede de, mens Norbert larmede inde i sin boks. Omkring ti minutter senere kom fire koste susende ned fra den mørke himmel og landede på taget. Charlies venner var en munter flok. De viste Harry og Hermione seletøjet, som de havde fremstillet.
624 De sneg sig ned ad vindeltrappen, lettede og glade, fordi det endelig var overstået. Ikke mere dragebøvl; og Malfoy var i fedtefadet – hvad kunne ødelægge deres glæde? Svaret ventede ved foden af trappen. Netop som de trådte ind i korridoren, stak Filch sit blege måneansigt op i hovedet på dem.
625 Her sad de og ventede uden at sige et ord til hinanden. Hermione rystede. Undskyldninger og bortforklaringer svirrede i hovedet på Harry, den ene mere fantastisk og utroværdig end den anden. Han kunne slet ikke se, hvordan de skulle redde sig ud af suppedasen denne gang.
626 Tårnet var forbudt område for alle, undtagen de elever, som havde timer der. Heldigvis var det lykkedes dem at holde Norberts tilstedeværelse hemmelig, men hvis dragen også var blevet opdaget, kunne de lige så godt have pakket deres kufferter uden videre diskussion.
627 Jeg har aldrig været ude for noget lignende! Det havde jeg ikke forventet af dig, frøken Granger, jeg troede virkelig, at du havde mere omløb i hovedet. Og du, hr. Potter, man skulle da tro, at Gryffindor betød mere for dig end som så. I vil alle tre få en passende straf – ja, også du, hr.
628 Hvad ville de andre Gryffindorbeboere dog sige, når det blev afsløret for alle, hvad de havde gjort? Til at begynde med troede alle Gryffindors elever, som passerede de kæmpemæssige timeglas, der registrerede kollegiernes pointtal, at der måtte være tale om en fejl.
629 Men så begyndte rygterne at løbe: Harry Potter, den berømte Harry Potter, deres helt fra to uforglemmelige Quidditch kampe, var skyld i tabet af alle disse point. Han og et par andre tåbelige førsteårselever havde dummet sig og kostet dem den eftertragtede sejr.
630 Fra at være populær og beundret af alle blev Harry pludselig den mest foragtede elev på skolen. Selv Ravenclaws og Hufflepuffs elever var vrede på ham, fordi alle havde glædet sig til at se Slytherin miste pokalen. Uanset hvor Harry befandt sig, blev der peget fingre ad ham.
631 Hermione og Neville havde det heller ikke for morsomt. Det var ikke så slemt for dem, som det var for Harry, eftersom de ikke var så berømte; men alligevel var der ingen, som ville tale til dem. Hermione henledte ikke længere opmærksomheden på sig selv i timerne.
632 Harry var næsten glad for, at det snart var eksamenstid. Alle lektierne og gennemgangen af pensum kunne til en vis grad aflede tankerne fra al den elendighed, han havde forårsaget. Han, Ron og Hermione holdt sig for sig selv og arbejdede til sent ud på natten.
633 De læste på ingredienserne til alle de sværeste eliksirer, lærte besværgelser og formularer udenad, terpede datoerne for historiens magiske opfindelser og de berømte nisseoprør... Men så en uge før eksamen skete der noget, der fik Harrys beslutning om aldrig mere at blande sig i noget til at vakle.
634 I næste øjeblik hastede Quirrel ud ad døren, mens han febrilsk rettede på sin turban. Han var ligbleg og så ud, som om han var ved at briste i gråd. Han skyndte sig af sted og var snart ude af syne. Harry var sikker på, at professoren slet ikke havde bemærket, at han stod der.
635 Han ville sikkert begynde at spankulere omkring med en helt ny spændstighed i sine skridt, for der var ingen tvivl om, at Quirrel endelig var brudt sammen. Harry gik tilbage til biblioteket, hvor Hermione var ved at høre Ron i astronomi lektien. Harry fortalte, hvad han havde hørt.
636 Filch ville heller aldrig hjælpe os, om så hans liv afhang af det. Han er pot og pande med Snape, og desuden ville det kun glæde ham, hvis der bliver smidt nogle elever ud. Og vi må ikke glemme, at vi i grunden heller ikke burde vide noget om hverken Fluffy eller Stenen.
637 De tog afsked med Ron i Gryffindors opholdsstue klokken elleve samme aften, hvorefter de traskede ned i indgangshallen sammen med Neville. Filch stod allerede og ventede på dem – og ligeså gjorde Malfoy. Harry havde ikke tænkt på, at Malfoy også skulle straffes.
638 Harry havde ingen anelse om, hvad detaljerne i straffen egentlig bestod i. Det måtte virkelig være noget rædselsfuldt. Ellers ville Filch ikke være så skadefro. Månen skinnede klart, men de forrevne skyer, der piskede over himlen, blev ved med at overskygge dens stråler.
639 Hvis nogen finder enhjørningen, sender vi grønne gnister op i luften som signal, er I med? Så har I også lejlighed til at øve jer med tryllestavene – tag dem bare frem med det samme – ja, godt. Og hvis nogen kommer i vanskeligheder, skal I sende røde gnister i luften.
640 Han stod helt stille, parat til at skyde. Alle tre lyttede intenst ud i mørket. Et eller andet krøb hen over de nedfaldne blade i nærheden af dem. Det lød som en kappe, der slæbte hen over jorden. Hagrid spejdede op langs den mørke sti, men efter et kort øjeblik forsvandt lyden igen.
641 Deres hørelse syntes skarpere end sædvanligt. Harry mente, at kunne høre hvert eneste lille vindpust og hver en knækkende kvist. Hvad foregik der ude i mørket? Hvor blev de andre af? Endelig kunne de høre en bragende, masende støj og vidste, at Hagrid var på vej tilbage.
642 Harry syntes, at blodpletterne på jorden og på bladene blev større og større. Der var store plamager på træstammerne, som om det stakkels dyr var væltet ind i alting omkring sig. Harry spejdede gennem et ældgammelt egetræs knudrede grene og fik øje på en lysning lidt forude.
643 Der lå noget hvidt og lysende på jorden. De listede nærmere. Det var enhjørningen, og den var død. Harry havde aldrig i sit liv set noget så smukt og sørgeligt. Dens lange, slanke ben stak ud i helt forkerte vinkler, og den bølgende, perlehvide manke spredte sig over de mørke nedfaldsblade.
644 Harry havde taget endnu et skridt frem, da en hvislende lyd fik ham til at stå bomstille. En af buskene omkring lysningen bevægede sig... så kom en tilhyllet skikkelse kravlende frem over jorden som et lurende rovdyr på jagt efter bytte. Harry, Malfoy og Trofast var fuldkommen stive af skræk.
645 Væsnet kom på benene og bevægede sig hurtigt frem mod ham; men Harry kunne ikke bevæge en muskel af skræk. Så føltes det, som om hans hoved blev gennemboret af en frygtelig smerte, han aldrig før havde oplevet. Det var, som om hans ar brændte. Ude af sig selv vaklede han baglæns.
646 Han hørte lyden af galopperende hestehove et sted bagved. Noget passerede hen over ham i et vældigt spring og stillede sig mellem ham og den lurende trussel. Smerten i Harrys hoved var så slem, at han faldt ned på knæ. Det tog et minut eller to, før den fortog sig.
647 Men dagene gik, og de var sikre på, at Fluffy stadig stod på sin post bag den låste dør i korridoren. Det var kvælende varmt, og især var det uudholdeligt at sidde i det store klasselokale, hvor den skriftlige prøve fandt sted – dette lokale var specielt præpareret med en anti snyde besværgelse.
648 Snape gjorde dem alle nervøse ved at ånde dem i nakken, mens de koncentrerede sig om ingredienserne til forglemmelsesdrikken. Harry gjorde sit bedste, mens han forsøgte at ignorere de syleskarpe smerter fra arret i panden. Det var noget, der havde plaget ham siden turen til den forbudte skov.
649 Tanken om Voldemort skræmte dem fra vid og sans, men den holdt dem ikke vågne om natten. De havde ingen mareridt, og var desuden fuldt beskæftiget med eksamenslæsningen, hvilket ikke gav dem meget tid til at spekulere over, hvad Snape eller andre mon var ude på.
650 Han så en ugle komme baskende over den blå himmel med kurs mod slottet. Den havde et brev i næbbet. Hagrid var den eneste, der nogensinde sendte ham breve. Hagrid ville aldrig forråde Dumbledore. Hagrid ville aldrig fortælle nogen, hvordan de kunne komme forbi Fluffy.
651 Ingen forstyrrede dem; ingen elever på Gryffindor gad tale til Harry længere. Men dette var første gang, han ikke tog sig af det. Hermione bladrede gennem alle sine noter i håb om at falde over en af de besværgelser, de skulle forsøge at bryde samme nat. Harry og Ron var tavse.
652 Harry løb ovenpå og fandt kappen i den mørke sovesal. Idet han trak den til sig, fik han øje på fløjten, som Hagrid havde givet ham i julegave. Han tog den i lommen, måske virkede den på Fluffy – han var heller ikke så god til at synge. Han løb hurtigt ned i opholdsstuen til de andre.
653 Hans ben låste sig sammen, og hele hans krop stivnede. Han svajede lidt og faldt på næsen, så lang han var. Hermione skyndte sig at vende ham om. Hans kæber var også låst sammen, så han kunne ikke sige et ord. Kun hans øjne bevægede sig, han stirrede rædselsslagen på dem.
654 Madam Norris rettede sine store gule øjne direkte mod dem, men reagerede ikke. De mødte ingen andre, før det nåede trappen op til tredje sals forbudte korridor. Peeves svævede omkring halvvejs oppe ad trappen i færd med at løsne løberen, så folk ville snuble i den.
655 Det blev ikke ligefrem til nogen melodi, men da tonerne begyndte at flyde, kunne de se, at hundens øjenlåg blev tungere. Harry havde knap nok tid til at trække vejret i sin iver for at lulle den i søvn med sin fløjte. Langsomt ophørte hundens knurren. Den vaklede lidt og faldt derefter om på gulvet.
656 I de få sekunders stilhed begyndte hunden at knurre og spjætte, men i samme øjeblik Hermione begyndte at spille, faldt den atter i dyb søvn. Harry kravlede hen over den og kiggede ned gennem den åbne faldlem. Man kunne slet ikke se bunden. Han sænkede sig ned gennem hullet, indtil han hang i armene.
657 Harry og Ron var allerede hjælpeløst fanget ind af slyngplanten, men det bemærkede de ikke før i dette øjeblik. Det lykkedes Hermione at gøre sig fri, før planten fik rigtig godt fat i hende. Nu måtte hun se til med rædsel, mens de to drenge desperat sloges med planten.
658 Det var de samme blå flammer, hun havde brugt mod Snape. Der gik kun få sekunder, før drengene mærkede, at planten løsnede sit greb og krøb bort fra lyset og varmen. Den vred sig og viklede sig væk fra dem, så de inden længe kunne trække sig helt fri af de sidste fangarme.
659 Det var den eneste udgang. Alt, hvad der hørtes, foruden lyden af deres skridt, var en svag dryppen af fugten, der drev ned fra væggene. Passagen hældede nedad, og Harry kom til at tænke på Gringotts. Han huskede også, at man sagde, at drager vogtede boksene i troldmandsbanken.
660 Men det var ikke for ingenting, at Harry var blevet århundredets yngste søger. Han havde en særlig evne til at opfatte selv de hurtigste og mindste bevægelser omkring sig. Efter et minuts tid blandt de hvirvlende lysglimt fik han øje på en stor sølvnøgle med en knækket vinge.
661 Den susede direkte mod væggen, og Harry rakte ud med den ene hånd; med en skrabende lyd fangede han den med sin flade hånd på væggen. Ron og Hermiones jubel fyldte det højloftede grotterum. De landede hurtigt, at Harry løb hen til døren med den genstridige nøgle i hånden.
662 De stod på kanten af et mægtigt skakbræt, bag de sorte brikker, der var meget højere end de selv og udhugget i noget, der lignede sort sten. På den anden side af brættet stod de hvide brikker med front mod dem. Harry, Ron og Hermione skælvede ved synet. De tårnhøje brikker havde ingen ansigter.
663 Den hvide dronning trak af sted med Ron. Han så ud til at være helt bevidstløs. Harry bevægede sig rystede tre felter til venstre. Den hvide konge tog sin krone af og smed den for Harrys fødder. De havde vundet. Brikkerne delte sig, bukkede og flyttede sig fra døren.
664 I samme øjeblik tændtes en bragende ild bag dem og spærrede døren, de netop var gået igennem. Det var ikke nogen almindelig ild; flammerne var dybrøde. I næste øjeblik sprang kulsorte flammer frem foran døren i rummets modsatte ende. De var fanget mellem de to bål.
665 For at hjælpe med dit valg, giver vi dig fire spor: Det første: Uanset hvor snedigt giften sig skjuler, vil du altid finde noget ved nældevinens venstre skulder. Det andet spor lyder sådan: Forskellige er de to flasker for hver sin ende, men hvis du vil videre, er begge din fjende.
666 Det tredje råd du får: Som du ser er alle af forskellig højde, hverken kæmpe eller dværg gemmer døden med sin drøjde. Det fjerde kommer nu: Den anden fra venstre og den anden fra højre er ens, så snart du har smagt dem, dog forskellige, når du først dem øjner.
667 Han satte flasken fra sig og begyndte at gå fremad. Han forberedte sig på det værste og trådte ind i de sorte flammer. Han så dem slikke op mod sin krop, men mærkede dem ikke – i et kort øjeblik kunne han ikke se andet end sort ild omkring sig – så var han ovre på den anden side.
668 Jeg har en særlig evne med trolde – du har jo allerede set, hvad jeg gjorde ved den store kleppert i det andet rum, ikke sandt? Men da alle andre løb omkring for at finde trolden, havde Snape allerede luret mig. Han gik i stedet op til korridoren på tredje sal for at afskære mig vejen.
669 Og som om det ikke var nok, at trolden fejlede i forsøget på at få dig banket sønder og sammen, lykkedes det heller ikke hunden at bide Snapes ben helt af. Men nu må du vente roligt på mig her, Potter. Jeg skal først lige have undersøgt det her interessante spejl.
670 Jeg var bare en tåbelig ung mand, opfyldt af latterlige ideer om godt og ondt. Lord Voldemort viste mig, at jeg tog fejl. Der findes hverken godt eller ondt. Der findes kun magten, og den kan man tage eller lade være. Siden da har jeg trofast tjent ham, selvom jeg har fejlet mange gange.
671 Men hvordan kan jeg kigge, uden at Quirrel gennemskuer det? Han forsøgte at kante sig mod venstre for at komme hen foran spejlglasset, uden at Quirrel lagde mærke til det; men rebene var bundet for stramt omkring hans ankler, og han snublede og faldt, så lang han var.
672 Jeg må lyve, tænkte han desperat. Jeg må kigge og lyve om, hvad jeg ser – det er alt, hvad jeg behøver at gøre. Quirrel stillede sig tæt bag ham. Harry mærkede den sære lugt, der kom fra Quirrels turban. Han lukkede øjnene og trådte hen foran glasset. Så åbnede han øjnene igen.
673 Det puttede hånden i lommen og trak en blodrød sten frem. Spejlbilledet blinkede med det ene øje og lagde stenen tilbage i lommen – og i samme sekund følte Harry noget tungt dumpe ned i sin lomme. På en eller anden utrolig måde var han kommet i besiddelse af De Vises Sten.
674 Harry ville gerne skrige, men han kunne ikke få en lyd over sine læber. Hvor Quirrels baghoved skulle have været, var der i stedet et ansigt – det mest frygtindgydende og uhyggelige ansigt, Harry nogensinde havde set. Det var hvidt som en kalket mur med glødende røde øjne og dødningenæsebor.
675 Han skreg og kæmpede af al magt; og pludselig mærkede han til sin forbløffelse, at Quirrel slap taget. Smerten i hovedet fortog sig – han så sig vildt omkring for at finde ud af, hvad der var blevet af Quirrel og opdagede nu, at han var krøbet sammen på gulvet af smerte.
676 Nu forstod Harry, hvad der var fat: Hver gang han rørte Quirrels hud, ville Quirrel udsættes for de frygteligste lidelser – så hans chance var at blive ved med at holde fast i ham og sørge for, at det gjorde så ondt på ham, at han ikke kunne udføre sin forbandelse.
677 I virkeligheden var De Vises Sten slet ikke så pragtfuld. Så mange penge og så langt et liv, man ønsker sig! De to ting, mennesker altid vil sætte højest – problemet med mennesker er bare, at de har en dum tilbøjelighed til altid at vælge, hvad der er værst for dem selv.
678 Han er ikke rigtigt levende og kan derfor ikke slås ihjel. Han lod Quirrel ligge og dø; han viser sine tjenere lige så lidt barmhjertighed som sine fjender. Under alle omstændigheder, Harry, har du måske kun forsinket ham en lille smule, før han genvinder sin fulde kraft.
679 Det gik slet ikke op for ham, at din mors kærlighed til dig var så stærk, at den efterlod sit eget mærke. Ikke et ar, ikke et synligt mærke... at være elsket så højt, selv af en person, der ikke lever mere, giver os en evig beskyttelse mod det onde. Du har den under din hud.
680 Professor Snape kunne ikke bære at stå i gæld til din far. Jeg er sikker på, at han gjorde sig så store anstrengelser for at passe på dig dette år, fordi han følte, at det ville få regnskabet til at gå lige op. Så ville han igen få fred til at hade din fars minde.
681 Det var en af mine bedre ideer, og mellem os sagt siger det ikke så lidt. Forstår du, kun den, som ønskede at finde Stenen – finde den, men ikke bruge den – ville være i stand til at få fat i den. Ellers ville man bare se sig selv lave guld eller drikke Livseliksir.
682 Jeg foreslår, at du i stedet begynder at interessere dig for alt dit slik. Åh, Berties multismagsbønner! I min ungdom var jeg så uheldig at få fat i en med bræksmag, og siden da har jeg ikke turdet røre dem – men jeg tror, at jeg vover pelsen og snupper en med karamelfarve.
683 Jeg tror, at han ville give mig chancen for at udrette noget. Jeg tror, at han ved nogenlunde alt om, hvad der foregår her på stedet. Jeg er sikker på, at han forventede, præcis, hvad vil ville gøre; og i stedet for at bremse det hele, gav han os, hvad vi skulle bruge for at kunne gennemføre det.
684 Storsalen var allerede helt fyldt op, da han nåede derned. Der var dækket med Slytherins farver – grønt og sølv – for at fejre deres erobring af kollegiepokalen for syvende år i træk. Et mægtigt banner med Slytherins slange var hængt op på væggen bag højbordet.
685 Da Harry trådte ind, dæmpedes larmen og latteren, men så talte alle i munden på hinanden med fornyet styrke. Han fandt sig en stol mellem Ron og Hermione ved Gryffindor bordet, mens han forsøgte at lade, som om han ikke så, at alle begyndte at rejse sig op for bedre at kunne se ham.
686 De, som kunne koncentrere sig om at lægge tallene sammen, mens de jublede, regnede ud, at Gryffindor nu havde fire hundrede og tooghalvfjerds point. Det var nøjagtig samme antal, som Slytherin havde fået. De ville have vundet pokalen, hvis blot Dumbledore havde givet Harry et eneste point mere.
687 Snape måtte hen og give professor McGonagall hånden for at ønske hende tillykke, men man kunne se på hans sammenbidte ansigt, at det voldte ham noget besvær. Han fangede Harrys blik, og Harry vidste nu, at Snapes følelser ikke havde ændret sig den mindste smule.
688 Naturligvis blev Hermione årets bedste elev, men selv Neville klarede sig igennem – hans karakter i Botanik kompenserede for hans ufatteligt dårlige karakter i Eliksir. De havde håbet, at Goyle, der var lige så dum, som han var led, ville blive smidt ud, men selv han bestod.
689 De fandt deres pladser og snakkede og lo, mens landskabet uden for togets vinduer blev grønnere og mere kultiveret. De proppede sig med Berties multismagsbønner, mens de susede forbi Mugglerbyerne, pakkede troldmandskapperne væk og i stedet iførte sig jakker og frakker.
690 Det tog nogen tid for dem alle at komme ud fra perronen. En erfaren gammel vagt lod dem kun passere to og to eller tre og tre, så de ikke tiltrak sig for megen opmærksomhed ude i stationens forhal, når de sådan kom brasende gennem muren. Det ville bare forskrække Mugglerne.
691 Han så også stadig lige rasende ud over, at Harry dristede sig til at gå omkring med en ugle i bur, når han befandt sig på en offentlig station fyldt med almindelige mennesker. Bag ham stod tante Petunia og Dudley, der så helt rædselsslagen ud ved synet af Harry.
692 Hesteomgangen stod med en krans af udsprungne følfod allerede først i Marts, og samtidig begyndte kastanieknopperne at blinke i solen som små bitte lygter, sådan svedte de, men midt i April sprang de ud med en lille grøn hånd til hver side som folk, der holder tale.
693 Dær sad han en lun Aprildag og lae den sidste hånd på sin vindmølle; vingerne var af bedste asketræ, der for længe siden var blevet udsøgt og tørret; de antog en smuk skrå form under hans fem og halvfjerds øres svanekniv og blev siden glattet efter med et glasskår.
694 Hun havde en dag oppe på loftet fundet en halvfærdig elektrisermaskine af Hans' fabrikat, og hvor havde hun ikke knævret og nikket og kaglet til alle mennesker på gården om den maskine, som hun oven i købet skulde ha forklaring på, hvad hun naturligvis ikke fik og selvfølgelig skældte ud for.
695 Han havde været nødt til at slå den i stykker og grave den ned, ikke at tale om, at han nu for fremtiden var udelukket fra at lave elektrisermaskine mere, da hun havde snaget i den. Hun var akkurat ligesom hønsene her; det var ikke noget under, at Hans hadede dem.
696 Som ganske lille havde han haft en æventyrlig forestilling om, at det var en guldring med en eller anden mærkelig sten, og senere var æventyret aldrig ganske gået af den; den adskilte sig fra alle andre gårde derved, at den en gang havde levendegjort et stykke af hans fantasi.
697 Vingerne var imidlertid blevet færdige, og møllen samlet. Det var en god mølle, der var lavet med al tænkelig omhu; om aksen gik der en snor, hvori den kunde hæve en sten af forud beregnet vægt. Hans bar den fløjtende hen til en pæl ved urtehaven og gjorde den fast.
698 Hans stillede den bedre i vinden og satte den i gang igen, så vrikkede den bare om på den anden side. Der var noget, der rejste sig med et hårdt sæt i Hans' sind, men han holdt ikke op med at fløjte; han vilde vise sin mølle, at han blev ikke vred på den, skønt den var urimelig.
699 Dær lavede han et leje til den i jorden, løftede den største sten, han kunde magte, og holdt den over sit hoved. Han betragtede sit værk, der var anbragt sådan, at ikke en pind var hel i det om lidt; ikke een havde set det; kun kvindemennesket havde ligesom lugtet det en dag, ikke mere.
700 Det var ikke andet end en rød klud; han betragtede den med væmmelse og undrede sig over, at han ikke havde lagt mærke til den, da han gik derud, men efter at han havde set lidt mere på den, gravede han med sin nøgne fod et hul ved siden af, sparkede den der ned og kastede til over den.
701 Han gemte sig inde i pileplantningen for at følge hendes voksende arrigskab, og han blev efterhånden vel til mode igen. Det var lutter personlige fornærmelser mod ham selv, og det nærede yderligere hans foragt, at de var så fjollede; hun var nu ikke opfindsom.
702 Men da det begyndte at slippe op for hende, mente han, at det var på tide at vise sin ryg, han kom frem og gik langsomt ned ad mosen til, hvad der ganske rigtigt gav hendes ordstrøm nyt liv. Bliv bare ved, sae han hen for sig; det er det jeg vil høre; du gør din pligt.
703 Det var fårene, som han nu var kommet tæt hen til. De stod med mulen mod jorden og stirrede på ham med deres lange, flakte pupiller, og da han tog et skridt hen imod dem, stampede de igen og nikkede, og så bævrede de med halerne og rystede en mængde bønner af sig.
704 Hans blev rå og ond ved synet af de tåbelige dyr. Han gik lige ind i tøjrslaget til dem og satte sig på pælen; så kunde de more sig med at hænge sig; og se, om de ikke straks gjorde forsøg på det! Godt! så blev han siddende dær, til de bar sig fornuftigt ad ligesom andre dyr.
705 Han belønnede dem med et spark og gik, og så var der igen en stemme, der skrålede efter ham. Nå, tak, hun var stadig på udkig! Det blev nok en morsom aften, for hun vidste jo, at der var i alt fald een ting, Hans ikke kunde fordrage, og det var at blive skældt ud, mens han fik mad.
706 Hans! Ha—ns! Han vendte sig med væmmelse om mod sin grøft, men den var ligesom blevet tom; den var ham ikke til nogen trøst, og det overfaldshjul blev der måske ikke noget af. Hans havde en stærk appetit og kendte glæden ved at få mad; bægge dele var opdaget og blev benyttede imod ham.
707 Det var helt morsomt at høre på — for andre. Det var altid den smurte mad, kampen stod om; middagsmaden fik han i borgestuen sammen med folkene, den var nogenlunde fredelig, for så havde hun andet at bestille. Der var ikke mere fornøjelse ved skelgrøften, Hans gik hjem.
708 Han var blevet godt ondskabsfuld, foruden at han var sulten, og det kunde jo blive helt morsomt at tvære sin vilje igennem og få alt det, man kunde spise og samtidig se hende blive mere og mere arrig. Da Hans gik ind gennem køkkenet, følte han sig fuldkommen parat til at ta den forestående kamp op.
709 Der var en tosset vise, han mod sin vilje havde lært af drengen, og som havde plaget ham hele aftenen; den blev nu mere påtrængende, skønt han hvert øjeblik kom i tanke om den og jog den bort. Den lød sådan: Min bedstemor fik trillinger hvert år, som hver en nok så net af bedstefar blev ædt.
710 Den slap ham ikke mere, så længe han lå i vandet. Han skubbede det løse isstykke fra sig og kom med lethed op på kanten af den faste is, men så var der noget, der tog fat i hans ben og halede dem ind under isen; det rev ham baglæns ned i vandet igen. Hvor det værkede i hodet, da han kom ovenfor.
711 Nu gjaldt det om at ingen fik noget at vide og noget at vrøvle om; han listede sig stille ind i sovekammeret og skiftede tøj i mørket, men efter denne omklædning var kostaldens fugtige, mælkeduftende varme noget så lykkeligt, at han aldrig havde oplevet noget tilsvarende.
712 Han mærkede ikke selv, hvor hurtigt han forandrede sig, men han fik det at vide af lærerinden; det blev udførligt beskrevet for ham, hvordan han næsten lige med et var blevet en slem dreng — til sorg for mange, og ingen kunde begribe hvad der gik af ham; men han var ikke mere den han havde været.
713 Kan Hans ikke være stille? lød det fra lærerinden. Jo, sae Hans og adderede hviskende, men lidt efter kom der nok en påmindelse, og kammeraten vilde nu ikke regne mere med ham. Nu skal jeg skrive alt hvad hun siger, op på tavlen, sae Hans, så skal du se sikken en masse sludder.
714 Men den anden vendte ryggen til ham, og derved blev Hans mere ond; så vilde han selv se, hvor meget vrøvl han kunde samle. Det blev en mærkværdig sidefuld, griflen skreg hen ad tavlen; der var mere end han kunde overkomme, og det blev endnu værre vrøvl, fordi han måtte springe det halve over.
715 Mens Hans hvilede sig og nød det mishandlede skriftsted, var lærerinden pludselig over ham. Han rodede rundt i det skrevne med albuerne, men fik i skyndingen ikke tid til at spytte. Nå, du skriver uartigheder på din tavle, sae hun virkelig bestyrtet. Du trænger nok til at få nogen smæk.
716 Når det hedder klø. Tøsepjat! Drengene så hen på ham, og alle pigerne hviskede: Me—n, i kor. Han blev grebet under armene og slæbt ud på gulvet og skulde sige det en gang til. Men i samme nu var hans sind slået i lås som et kunstigt skrin, og der var ingen, der kunde åbne det.
717 Han tænkte så ivrigt, at hans læber bevægede sig, og lærerinden gjorde alle opmærksomme på det; de, der havde samlet sig efter katastrofen, smilede, men Hans, der følte latterliggørelse som den eneste virkelige straf, pressede læberne sammen og holdt dem i ro.
718 I frikvarteret havde Hans den store skuffelse, at den, han havde udvalgt til sin eneste kammerat, tog flov og kølig imod ham, og da Hans udelod sig med nogle hånlige bemærkninger om lærerinden, svarede den anden stille og fornuftigt, at han syntes egenlig ikke hun var så tosset.
719 Han forudså alt hvad der vilde komme: hun vilde skabe sig sød og ækel og gal og tosset; formaninger og skældud og smæk vilde blive enden på det; han fik et anfald af raseri og rystede, mens kammeraterne sae farvel og lånte ham øjne, som han havde lyst til at stikke ud.
720 Hvor længe varer det? tænkte han; Satan, hvor længe varer det? — Hun vilde løfte hans hoved, men han var lige ved at få kvalme og måtte smide sig ned på en bænk, og til sidst begyndte hun, gud hjælpe mig, at græde. Han blev svimmel af væmmelse og flygtede, da hun rørte ved ham.
721 Ved den lejlighed huskede han, at kvindemennesket der hjemme en gang havde kysset ham, og føj for satan hvor det lugtede! Hun følte, at der var ikke noget at stille op med ham; han var som en maskine, der ved et sammenstød har fået hjul og stænger forvredne, og det er ikke at rette ud igen.
722 Ved omdrejningen kom han mod sin vilje til at se et glimt af hendes røde ansigt i vinduet, og kvalmefornæmmelsen kom igen. Det hjalp, da han kom uden for landsbyen; han syntes det var en uhyre tid siden han havde været fri for andre mennesker, og han nød i høj grad den halve mil han havde at gå.
723 Han var så optaget af det velvære, der langsomt vendte tilbage, at han brasede ind i stuen uden at iagttage nogen som helst forsigtighedsregel, og dær sad så husholdersken og stoppede strømper. Her forestod rimeligvis også noget; det skulde være mærkeligt andet.
724 Underholdningen lod heller ikke vente længe på sig: Ja, du trænger rigtignok hårdt til at komme ud mellem mennesker og lære, hvordan du skal opføre dig. Når en rækker dig noget, så kommer du bare med hånden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom en ko, man gir noget.
725 Hun var i uafbrudt bevægelse, mens de legede, dansede hele tiden, og når der ikke var noget at løbe for, så hoppede hun lige op og ned, som om det kedede hende at stå stille. Hans følte sig meget tung og sej bare ved at se på hende, og han rørte sig så lidt som muligt, men hun kommanderede ham ud.
726 Han var forbavset over at hun sae sådan noget, skønt hun hverken var vred eller vilde drille. Han kom snart i en meget sammensat og ikke helt behagelig stemning over for hende, hvoraf det værste var, at han følte sig som noget underordnet, noget mindre betydningsfuldt end før.
727 Så kom Eva springende. Lær mig det, sae hun. Hans blev stolt og glad. Han gjorde det langsomt, at hun kunde se, hvordan det gik til; han måtte holde på hendes hånd, mens hun prøvede, han lo ad hendes kejtethed og tog tøjet fra hende for at vise det en gang til, men så var hun pludselig borte.
728 Han gik bag efter hende, for han syntes dog, hun skulde lære det; hun havde let ved det. Men hun var allerede ked af det. — Uha, dreng, sae hun, gå dog væk med det tossede stads. Hans var i nærheden af hende det meste af den dag; han havde erkendt sin overmand og uden vaklen underkastet sig.
729 Næste morgen, inden han var stået op, havde han husholdersken over sig; hun stod på hodet over ham og ævlede, og hun vilde oven i købet ta fat i ham, så han var nær ved at blive dårlig af væmmelse, og for en gangs skyld skreg han om hjælp: Hun vil op i sengen til mig! Der var nogen, der hørte det.
730 Han havde for længe siden opdaget, hvordan det i virkeligheden stod til med de to, som han en tid troede var til for at forbitre ham livet: De beundrede ham egenlig, de så noget stort i ham, men de vilde være med til at lede ham på den rigtige vej; det var deres ærgærrighed.
731 Han syntes ikke rigtig han kunde kende hende igen; det var ligesom hun havde forandret sig siden i går. Det overraskede ham, at hendes øjne virkelig var så kolde; hun så på ham, som om han kunde være en hund. Han blev straks meget forbeholden og klodset, men vilde ellers nok være med til at lege.
732 Hans løb også, men han skammede sig og kom derfor sidst. Da han nærmede sig stakken, havde de andre allerede boret sig et stykke ind i halmen, og da han så den begyndte leg, opdagede han også, at han kom alene og var uden for, og da kneb det med at vinde der hen.
733 Der kom et eller andet lune over det forkælede barn, da hun så den store dreng, der kom trækkende på benene og skulede til siden, den dårligste legekammerat, der kunde tænkes, og hun sae tydeligt og afgørende, som hun sae alt andet: Ham dær, Hans, ham vil vi ikke ha med.
734 Hans gjorde tre hurtige skridt frem ad hen til en middelstor, skarpkantet flintsten, som han havde opdaget i samme øjeblik; han tog den op og vendte sig mod hende; nu turde han se på hende, og samtidig følte han med velbehag, hvordan spidserne af den skarpe sten gik ind i hans hånd.
735 Hans mund var for lille og så underlig ubehjælpsom; men i dette øjeblik var der lige som draget et slør fra hans blå øjne, de var mere klare og sikre, end hun før havde lagt mærke til; nu huskede hun også, at der kunde komme et eget stærkt udtryk i dem, når de var rettede på fjærne ting.
736 Han var en meget ordinær bondeknold, men samtidig tillod han sig at se på en, som om han allerede var en voksen mand. Lige i øjeblikket var det latterlige mindre påfaldende; hun var også lidt bange for den sten, han stod med i hånden. Hans gik forbi stakken, idet han stadig holdt på stenen.
737 Hans kom hjem med sin flintsten i hånden; han vidste ikke, hvad han skulde gøre med den, da han havde undladt at kaste den i det øjeblik, anledningen var der. Han blev så desperat hver gang han så på den, at det var ham umuligt at kaste den fra sig uden videre.
738 De var jo noget hellige, folkene på gården, og gik meget i kirke, præsten tog dem altid i hånden, og somme tider fulgtes de med ham et stykke; det var ualmindelig flinke folk. Rasmus' kæreste døde for ham, mens jeg tjente dær som dreng, og siden den tid drak han noget meget.
739 Men Rasmus grinede ilde og bandede på, at det sludder brød han sig ikke om. — Ja ja, siger manden, det er da'n noget du blir fuld af, det er da een ting. — Efter dette her blev Rasmus så tosset til at bruge mund, når nogen talte om kirken eller præsten eller sådan noget.
740 Han var blevet så snaksom. Det var jo noget sludder han sae, men fruentømmerne kunde ikke li' det. — Du skulde ta og sætte dig ned, sae de, men han brød sig fanden om vorherre, som han sae, og det vilde han ta dem alle sammen til vidne på. Det var jo ikke noget at sige, når været var lige op over.
741 Det er der ingen, der veed, svarede husmanden; han blev da stående op, men fingeren var så stiv som en pind, og han blev aldrig til menneske mer. Vi måtte ha ham ned imellem os og holde på ham; jeg var da også med til det; men da han havde skabet sig lidt, blev han ligesom en klud.
742 Han huskede godt Rasmus; han havde været der engang for en syv otte år siden. De havde ingenting købt, men han havde fået en snaps, for det var hans fødselsdag, sae han. Hans havde ikke glemt den tynde, blanke, blå pegefinger, der stak ret op, mens han tog om glasset.
743 Det faldt ham ikke ind at gå hen og røre ved svampene, men når han var færdig med at se på dem, vilde han mase dem med en kæp. Men så kom der nogen og kaldte på ham og opdagede ham, før han kunde gemme sig. Bag efter vilde de endelig ha at vide, hvad han havde været så optaget af.
744 Og han fortalte dem så ligefrem, som om han ikke selv tænkte noget ved dem. Hans huskede dem og tænkte over dem; de tiltrak ham stærkt, de var ligesom en lang hemmelighedsfuld snor, der går ind og rykker i noget skjult og farligt, de fremkaldte en gysen, der endnu ikke var bleven til angst.
745 Nede i portrummet var der så mørkt som i en stue. En sur lugt strømmede ud over den åbne halvdør fra fårehuset; høet knirkede fint og hurtigt mellem fårenes tænder, af og til hørtes også et rask lille ryktag, duften af kløverhø kom ud sammen med den anden lugt.
746 Hans' knæ stødte mod enspændervognens hjulnav, og han standsede igen og gav sig til at føle på vognen, famlede med hænderne ved sædet, om nogen måske havde glemt at ta pisken ind. Hans sind var så tungt, han hang fast i alle ting, tog på dem, grublede over dem, fik tankeforbindelser.
747 Å den var så elendig, denne stønnen, der kom fra den anden side af jorden, den var så fattet på det allerværste, at der kunde stå et uvær af rædsel ud af ens eget sind ved anelsen om, hvad der gemte sig under dette sørgelige: H—m, h—m, der fulgte efter hvert lyn.
748 Der kom et knald som af en stålakse, der vrides over, en rå, grulig metallyd, der fik alle hans nærver til at rejse sig, idet de blev ligesom ladede med elektricitet, og i samme nu så han et lyn, der borede sig ned i bakken så stift som en glødende jærnstang.
749 Henne på sofaen snorkede den blanksorte grævlingehund uden at blive forstyrret af religiøse anfægtelser; kun når der kom et usædvanlig stærkt lyn, så man ham blinke med sine hårde, brune øjne og derefter bore snuden endnu længere ind mellem bagbenene og sove videre.
750 Og ude i svinehuset, dær lå naturligvis alle svinene og sov rigtigt nok. Der gik dyr igen omkring den gård. Det er der mange, der har set. En nat da manden gik hjem, så kom alle hans køer og spaserede ved siden af ham, langs skelgrøften, ikke ti alen fra ham. De sae ikke noget.
751 Så døde manden da, og det første sønnen gjorde, var at grave i den søndre ende af kostalden; han var selv med til det; folkene var jo ikke så glade ved det. Ja — dær fandt de så en gammel, rusten jærngryde, der var fuld af afklippede menneskehår og negle. Jeg gik til præsten den gang.
752 Men siden var der ikke noget i vejen med køerne. Manden tog gryden og gik med, inden vi rigtig fik set den. Nu er det nok ovre, sae Peder Hansen og rejste sig. Træskoene buldrede langs bordet, folkene bød godnat og gik ud. Thor kom også frem og slikkede mandens hånd og gik til sit.
753 Hans fulgte efter, han satte sig foran hundehuset og snakkede med Thor og klappede den; hunden slikkede ham stille og uafbrudt. Men denne venlighed fra en hunds side — det var omtrent den eneste, Hans kendte, eller i alt fald den eneste, han med vilje fremkaldte — dæmpede ikke hans indre ophidselse.
754 Men han opgav det alligevel; han kom jo nok over det, han vilde hellere vente, om det en anden gang skulde blive værre. Med det forsæt sov han ind. Han vågnede ved, at månen skinnede ham lige i ansigtet; den stod som en ildebrand over rygningen af den søndre længe.
755 Hans stod op. Mens han klædte sig på, hørte han klokken slå tre, hårdt og nøgternt, det gav et sæt i ham, og han hviskede noget ondt ved sig selv. Køligheden faldt på hans krop, da han kom ud; han rystede i buksebenene og i skjorten, for at hele kroppen kunde blive svalet.
756 Han gik hen til posten og kastede vand over den, at den ikke skulde skrige, når han pumpede; han drak og svalede sine hænder og holdt den ene nede i vandtruget, mens han postede med den anden. Der er ingenting så blødt at føle på som en vandstråle, der falder ned i vand.
757 Ud fra hundehuset stod en varm damp til værs; Thor sov, Hans vækkede den og klappede den, men Thor brummede; han slæbte den uden for, for at den kunde lære fornuft, men den sled sig fra ham og foer ind igen og fik et spark med på vejen. Den kom straks ud med et åbent gabfuld tænder og et vredt glam.
758 Idet han løftede hodet, så han en gnist springe op over skovbakken, og der kom et klagende suk fra ham; han troede lige straks, at den gnist måtte være sprunget frem af hans egen hjærne. Men det var solen, der stod op. Han blev stående for at se på den, og da alt var lyst, gik han hjem og i seng.
759 Og så var det endda hende her, han havde været forelsket i; det gjorde ham endnu mere uvillig stemt. — Hvorfor kommer du aldrig ned og spiller nips med os? spurte hun utålmodig. — Han vendte sig fra hende, fandt noget andet, der var værd at se på og sae så: Det er ikke noget, jeg bryder mig om.
760 Og da han endelig fik kæmpet sig frem til maden, som var noget af det, han havde mest glæde af, så lå den fremmed og underlig i hans mund; den var også vanskelig ligesom alt andet. Ved et bord lidt borte sad et enligt par og drak kaffe, en ung pige og en herre i diplomat og grå filthat.
761 Dersom der ikke havde lydt så høje og grove stemmer, hvor Hans sad, havde han kunnet høre det meste af, hvad der blev sagt ved det andet bord; han vilde gærne høre det; så kunde han måske få lidt at vide om, hvad der gør mennesker så glade og fine og sikre som de to der ovre.
762 Lidt inde i skoven fandt han et krat af unge bøge, hvor han kunde gemme sig. Mens han sad dær, hørte han stemmer, der nærmede sig, og han kom i stor sindsbevægelse ved tanken om, at det muligvis var de to fra det andet bord. Han listede sig hen til stien og dukkede sig; det var dem.
763 Nu kunde han høre, hvad herren sae; han talte om en mand, der havde gjort sig umulig, og som herefter ikke fortjente at nævnes af ordenlige mennesker. Hans fordømmelse var så klar og umedgørlig, han satte den frem med sådan en kraft, at den var lige så god som et spark.
764 Også i dag havde han været heldig ligesom den aften nede ved vandhullet. Men han var ikke så lidt bange for sig selv, det gentog sig for tit, at han gjorde ting, der bagefter skaffede ham fredløse timer. Hvad der i dette tilfælde harmede ham mest, det var, at han havde været nød til at gemme sig.
765 Kunde han vel stille sig op foran den mand og stumt blive stillet i klasse med den slags mennesker, man ikke gør noget som helst ved? Modtage hans ringeagt og luske af? Nej! Men dette her var altså gjort, og han var sikker på, at han kunde afholde sig fra at gøre noget lignende en anden gang.
766 De kom lige hen imod ham, vilde rimeligvis gærne i kast med ham. Ved den blotte formodning derom fyldtes hans sind med had mod denne flok, der havde ledt efter ham og nu endelig hittede ham; de havde vist været svært utålmodige! Hans havde ingen kammerater længere.
767 Da han var en halv snes år, var han en hård og rask dreng, der kunde komme ud af det med andre, men nu var han både blevet for hård og for blød, og den forandring, der var foregået med ham, havde gjort det nødvendigt for ham at søge ensomhed; den var næsten blevet ham en livsbetingelse.
768 Imens glemte han, hvad kammeratskab er; han tænkte sig, hvad de mente om ham, der ikke vilde ha mere med dem at gøre, og hans sind reagerede mod det, han tænkte sig. Anså de ham for vigtig — godt, så ringeagtede han dem; thi han havde lagt sig efter at bruge ord, der hører den voksne alder til.
769 Drengene foran ham havde dog for en gangs skyld virkelig talt om ham; de havde fortalt en rødhåret tjenestedreng, der var ny på egnen, at Hans var den lærdeste i sognet, og at han allerede havde anlagt mange af de egenheder, der gør lærde folk mere grinagtige end andre mennesker.
770 Søren bandede flittigt, mest på Satan, det havde han lært af en svensk tjenestekarl, og i sine eder tilstræbte han en svensk udtale, hvilket gjorde dem ligesom mer krydrede. Nå, det er dig, der skal være så klog, begyndte Søren, da han og Hans stod over for hinanden.
771 Hans svarede ikke. Det faldt ham ikke ind at overveje, at der godt kunde ligge en anerkendelse af hans overlegenhed i disse ord, men hans tavshed gjorde, at Søren tabte noget af sin velvilje for ham. Der skal vel blive en professor af dig en gang, mener du nok, vedblev Søren.
772 Han gik fornærmende tæt ind på livet af Hans og sae: Du skal nok være halv tosset omtrent, siger de; og du vil ikke hilse på andre folk nok. Sørens ansigt havde nu fået et udtryk, som om han personligt havde lidt under Hans' ejendommeligheder og kom for at få oprejsning.
773 Bag ved grinedes bekræftende, og Søren kunde nok behøve denne moralske støtte, for han var temmelig usikker over for Hans' tavshed, og hans øjne, der af og til mødte Sørens og tvang dem til at vige til siden. Sikken en fin stok, du dær har lagt dig til, tog Søren fat igen.
774 Han havde helst gået sin vej, men det tillod hans ære ham ikke; tilhørernes munterhed, der ikke forstummede et øjeblik, vilde da straks ha vendt sig mod ham selv, men mærkeligt nok var det ham heller ikke muligt at følge sin lyst og stikke Hans en knyttet næve i synet.
775 Han fik lov at ta den. Sikken en stok, sae han igen, og bifaldet svigtede ham ikke. Men hvad skulde han nu gøre? Han stod rådvild og lam og gloede på den elendige pind. Han følte sig slået flad. Han var stødt sammen med noget fint og hårdt, som han ikke kunde måle sig med.
776 Hans tanker drejede sig kun om det slagsmål, der snart måtte komme; hans vrede ventede på at blive udløst af Sørens første angreb. Du går sådan med hodet og render på træer og støder dem ligesom en vædder, sae Søren med rystende stemme. Man kan da nok se, du er tosset.
777 Jo—o, skreg de andre. Det var nemlig hændet for et halvt år siden, at nogle mindre drenge havde drillet ham og fået prygl for det. Du skulde selv ha prygl, sae Søren med al den harme, han kunde opdrive, og samtidig kom han i tanke om sine svenske eder, som han helt havde glemt.
778 Uendelig jubel bag ved. Hans svarede med et spark, der ikke ramte, og Søren blev så glad og følte sig som den, der kan klare sagen. Han udsendte en øvet knytnæve mod det tavse ansigt, så at Hans satte sig ned, mens tilskuernes latter blev til ivrige drøftelser.
779 Søren lå ned og skreg: Jeg dør! Gå hen og sig til min husbond, at han kommer til at køre alene hjem, for jeg dør. Med disse ord rejste han sig op, og et par af drengene fulgte med ham hen til teltene, for at han kunde blive vasket. Men Hans fik en undsigelse, inden han gik.
780 Det var jo forbavsende, hvor alene en ting som kemi kunde hjælpe på hans humør, og nu skulde han snart til at lære mange nye ting. Han levede helt i fremtiden; nutiden kunde han ikke klare, det gjaldt bare om at få ende på den, på den ene eller den anden måde.
781 Alle de stemninger, Hans havde gået med, forsvandt i een anspændelse, ligesom bugter på et reb, der strammes. Søren røg sigar, men nu spyttede han på den, stak den i lommen og tog til at løbe; han var ikke i tvivl om, hvad han vilde; han havde gået her aften efter aften og ventet.
782 Men det var forbandet at skulle slås med den fyr; Hans havde glemt ham, men han var i fuldt raseri, inden Søren nåede ham; han genkendte lugten af ham på lang afstand. Bare han kunde ha skudt ham, inden han kom nær, så kunde han bagefter gå hen og vende ham med foden og se, om han var død.
783 Men medens han i runde buer udsendte nogle almindelige knubs mod Hans' hoved og skuldre, fik han selv et stift og hårdt stød lige oven på arret under venstre øje, og det gjorde ham aldeles følelsesløs langt ind i hodet, som om han havde rendt ansigtet ind i et riveskaft.
784 Søren var ingen kunstner i at slås; han brugte knoer og træsko mod Hans, ligesom han plejede at bruge dem mod sin husbonds køer, men kampen blev først for alvor ondartet, da Hans ved sit eksempel havde givet anvisning på stød i hjærtkulen og hug med flad hånd på siden af halsen.
785 I det øjeblik Hans sansede, at det var Søren, der talte, kom hans fornuft på sin plads igen, men med et ryk, der voldte en smærte, som når de to benstumper i et brækket lår på ny sættes mod hinanden; han så sig omkring og blev lidt beroliget ved synet af de kendte ting.
786 Søren sad på hans højre hofte og var ved at tænde sin sigar; han havde givet nok for sin skramme og var i godt humør som en mand, der har bragt sine sager i orden. Kan du så nære dig en anden gang? formanede Søren, og ikke stritte sten i hodet på ordenlige mennesker.
787 Han vidste næmlig straks den gang, at Sørens død var ham en nødvendighed, og det havde også vist sig, for et værre liv end han havde ført i tre måneder, kunde ikke tænkes, og det kunde heller ikke fortsættes; han kom aldrig til at du til noget. Og så havde han sagt: jeg slår dig ihjel.
788 Han havde ikke sagt noget til det, men næste nat kom han med en økse og hakkede ansigtet i stykker på karlen. Hans forstod den dreng; der var mennesker, som var nød til at gøre den slags ting, for de kunde gå fra forstanden over det, de ellers måtte gå og gemme på.
789 Her var dog kendte mennesker; der inde mellem de fremmede vilde det blive endnu værre. Der blæste en fugtig og larmende vind hen over søens is, og den ene revne knaldede der ude efter den anden. Der gik nogen på isen, en, der vilde gøre vejen kort i stedet for at dreje uden om.
790 Hans kunde høre, hvordan det hele gik til; han fulgte med i alle enkelthederne. Nu arbejdede Søren sig op, skrigene blev ligesom klemt flade, idet han lå på maven, for han kunde ikke tie stille et øjeblik; og nu gik han bag over og sank; han udsendte et hvin med al den luft, der kunde være i ham.
791 Havde det ikke været Søren, kunde han ha ønsket, at han skreg lidt mindre. Hvem der nu havde haft en sigar! Så kunde han stå her og la røgen svæve hen over det menneske, der havde tilføjet ham den værste meen og tøvet så længe med at bøde for den. Muligvis han også kunde ha lugtet røgen.
792 Søren blev ved at gå ned igen; vandet rendte ind i munden på ham, når han gled bag over; det skulde han ellers passe på; hvorfor vrælede han også så forbandet? — Hans kunde ikke stå stille, han løftede på benene og gjorde skridt til siden som en, der ser på gymnastik.
793 Hans kunde ikke mer forstå, hvad han skreg; han tudede som en hund; han hvinede som en tyr, der er rent desperat og vil se mennesketarme hænge på sine horn. Men det gik forfærdelig hurtigt tilbage for ham; han vilde overbyde sig selv i vræl og kunde derfor snart ikke mer.
794 Hans ønskede, han var borte der fra, men han kunde da heller ikke gå fra en, der var ved at drukne. Mon han da ikke vilde gøre alvor af at komme op? Det kom bare an på at holde mund og tænke sig om. Hvor længe mon det snart havde varet? Hans syntes der måtte være gået en god halv time.
795 Hans glemte sig selv over følelsen af dødens nærhed; han løb ned til søen, fandt et sivknippe og skyndte sig ud på isen. Søren hørte ham, han begyndte at trække været på en menneskelig måde, og lidt efter fik han sit mæle igen. — Gud fader, søn og helligånd, stammede han; kom og hjælp mig.
796 Hvorfor mon det skrog skulde overfalde mig den dag ude i skoven? tænkte Hans; men det har de andre vel fået ham til. Da Hans nåede hjem til gården, kunde han ikke bekvemme sig til at gå ind; han gik længe uden for og søgte forgæves at få sit sind til at falde i lave over det, der var sket.
797 Hans syntes det lød så sørgeligt, han gik hen og fandt et ensomt sted, hvor han kunde tænke over det. Det var måske også rent galt at gi så mange penge ud på ham, bare fordi han ikke kunde holde det ud der hjemme, for det var vel mere det, der pressede på end læselysten.
798 Blot den tanke at gå i seng i sit eget værelse i København, så langt fra gården, den indeholdt en stor lettelse. Imidlertid blev han mere indesluttet og umedgørlig for hver dag, der gik, og følte, at han hver dag gjorde sig mindre fortjent til, at der blev gjort noget for ham.
799 Formående mænd, der gjorde hans bekendtskab, tænkte: Han blir nok til noget, — men næppe en eneste af dem ønskede at være den, der ydede ham sin støtte. Han selv tænkte ikke på at skaffe sig forbindelser, foreløbig nøjedes han med sine forsøg og en underordnet beskæftigelse ved et laboratorium.
800 Lysere indtryk fandt ikke jordbund i ham; det var ligesom de ingen livsværdi havde; de visnede og glemtes. Bitterheden mod mennesker var det eneste, der var igen af drengens lidenskabelige sind; den fandt næring i mange ubetydeligheder, den skærpedes mod sig selv ligesom ornens hjørnetænder.
801 Hans Råskov havde ingen svaghed for kvinder. Det var en arv fra forfædrene, de giftede sig sent og havde ingen erotiske erfaringer forinden; deres ægteskaber var bestemt ved en harmonisk blanding af fornuft og tilbøjlighed; der blev ikke født uægte børn blandt dem.
802 Å jo, når han læste deres bøger, så genkendte han snakken, som den gik der hjemme mellem piger og kællinger, når der ellers kun var børn til stede; de nægtede sig ikke noget, hverken der hjemme eller her inde, og ingen kunde ta fejl af, hvor det hele stræbte hen.
803 I hans sind, dær hvor alle de gamle stemninger havde rørt sig, var der et tavst rum, der så vidt han selv vidste, var tomt; der kom ikke noget foruroligende der fra, skorpen lå tyk og fast over det altsammen, og oven på groede hans forstand, hans duelighed; det var frugtbare år.
804 Han egnede sig næmlig ikke til bønner og anmodninger; han bad med en urimelig stiv ryg og et ansigt som den, der kræver. Bag hans bøn lå der en hadsk formodning om, at han ikke fik, og mod denne formodning reagerede han allerede i bønnens øjeblik, og det gjorde ham usympatetisk.
805 Gud elsker en glad giver, står der, og menneskene ser gærne en glad beder. Derfor led han den ene skuffelse efter den anden, og skønt han hver gang forud var vis på, at han ikke opnåede noget, så gjorde det dog ikke noget skår i den harme, han følte, når hans vished blev til virkelighed.
806 Hans uvilje og mistro overfor andre mennesker blev grundigt opfrisket. Jeg må jo være mere barn, end jeg ved af, tænkte han; den, der endnu kan føle skuffelse og undren, er ikke voksen. — En dag opsagde han sin stilling ved laboratoriet og rejste til Tyskland for at lære bryggeri.
807 Barske og bitre erindringer fyldte hans villige hukommelse og satte hans sind i en bevægelse, som anstrængt arbejde ikke kunde dæmpe. Når han søgte at glemme ved uafbrudt arbejde, så mindede selve dette ham om hans barndoms sysler, og derfra gik tanken igen videre.
808 Det er kun i et nu, at de eksisterer som en enkelt celle, i næste øjeblik har de delt sig, dannet kæder, kolonier, de har spredt sig og er alle vegne, sjælen er fuld af dem, de kan findes selv i den mest nøgterne tanke, i den mest stemningsforladte handling. At kæmpe mod dem er at slå sig selv.
809 I denne tankegang fandt Hans Råskov en foreløbig tilfredshed, mens han afventede, at hans fornuft atter skulde få herredømmet, ti i hans hede sind var der een længsel, som han allerede havde i drengeårene, når han misundte andre drenge deres ufølsomme sindsro: det var længslen efter nøgternhed.
810 Han befæstedes i ejendommeligheder, der frastødte endnu mere end hans tavshed. Mange følte sig ligefrem fornærmede ved hans måde at sige farvel på; han sae farvel i en lav, faldende tone, som ingen kunde få til at betyde andet, end at han ikke skøttede om at se det menneske mere.
811 Kræfter, der har ligget sammenfoldede som bregner i svøb, springer nu op mod lyset som nye stålfjedre. Gemte safter fylder sig med en uendelighed af bitte små perler og stiger op i alle vækster. Hos sygelige mennesker stiger onde væsker og blomstrer usundt frem.
812 Kastanjeknopperne, der i går blinkede fedt i sollyset, står i dag med udbredte skæl som oldenborrer, der skal til at flyve, og i morgen ser man vel to små grønne hænder, der famler i den lune luft. Bøgens knopper holder igen, men rævner alligevel uimodståeligt under safternes pres.
813 Hjærtet blir ømt hos de unge og vanskeligt at rumme i brystet; det går ikke bedre med de gamles gigtsvage steder, der ikke kan nære sig inden for tøjet. Gamle kærestehistorier kommer atter i husken og kræver, at nye begyndes. Bittert angrede dumheder tilskynder til mere af samme slags.
814 En gavnlig lære, man en gang har fået, vender tilbage i erindringen med det resultat, at man må gøre forsøget om igen for at se, om denne lære endnu står ved magt. Grøn delirium damper op langs hvert græsstrå og falder den for brystet, som går hen over marken.
815 Studenten stiller den hede latinske digter ind i reolen og går selv ud for at erfare, om det var løgn han skrev. Gæld stiftes. Fædre ude i provinsen ryster på fortvivlede hoder, hvorefter de går hen og ter sig noget lignende som sønnerne. Heste skråler efter hinanden på lang afstand.
816 Alle katte går aldeles fra forstanden, hver nat. Menneskene næstendels med, af samme grund, foruden af andre private grunde. Lige et par dage kan der komme en ualmindelig varme i luften; den står om en som vat og edderdun, men den er som vin at indånde. Nej meget mere berusende er den.
817 Det unge menneske på kvisten tar mod til sig og frier. Grønthandleren i kælderen banker konen af sit fulde hjærte; natten derpå kysses de dobbelt så hedt. Fru A render fra mand og børn, mens hr. B og hans kone pludselig enes i kærlig forståelse, der varer til langt hen på sommeren.
818 Om mange år kan der ses tilbage på dem med stort udbytte; med vemod og stolthed og anger. Der skrives digte, falske veksler ikke mindre. Nygifte stifter gæld og rejser til syden, kassebedrøvere forsvinder til Amerika. Uoprettelige ting sker; brave folks tro på mennesker får et ubodeligt knæk.
819 Man kan ikke holde rede på nogen ting. Moer forstår ikke hvor døtrene blir af, faer begriber ikke hvor tiden blir af, og sønnerne har det på en lignende måde med pengene. Drengenes bukser og ansigter fremviser hver dag nye huller. Der er fart i alting og ikke forslag i nogen ting.
820 Af og til blæser det dygtigt; blæst er omsætning. Det er blevet lydt af levende stemmer oven på vinterens stilhed. Der er lærkesang over alle marker, og kommer man ud i skoven, blir man straks henrykt, men kan snart ikke holde det ud for nattergal, solsort, bogfinke o.
821 Unge enkers tårer tørres. Under den vældige sol steges mulden lysebrun, og vejene blir lysegrå; grøfterne skinner af blankt dynd nede på bunden. Det er længe siden der blev grønt langs hvert lille vandløb gennem markerne. Letsindig ungdom tar sikkel på afbetaling.
822 Den blå anemone er sprunget ud og forsvundet igen; blonde pigers øjne synes mere blå end i vinter. Gråt humør kan overvindes af lyset. Man ser sig om, blinker med øjnene og fatter håb på ny. Den livstrætte tar sig endelig sammen og hænger sig. Tiden går hurtigt.
823 Violerne er snart færdige med deres duft. Husmandskoner bringer stribede dyner med rustbrune pletter ud for at soles. Ældgamle folk rykker også udenfor og anbringer sig på sydsiden af fattige huse; på solbeskinnede dørtærskler ses aldrende moppers sure ansigter.
824 Folk kommer hjem fra spasereture med forelskelser, nye planer, vilde ideer, hoste og sting i ryggen. Proletarer tøer op, fryser og sveder afvekslende; i vinter, da de var stivfrosne, havde de det nok så godt. I slunkne maver vågner ny appetit, og store ideer fødes i tyvenes hjærner.
825 Hvem der egenlig har ret, vides ikke, men nu slås de om den. Ja de slås fanden gale mig, så fjer og snavs og strå ryger ud gennem hullet; undertiden stikker en hale også ud og trækkes ind igen. Kassen ryster, et rustent søm knækkes over og falder ned på jorden.
826 Men nu ses den ene stær på pinden, den er borte i samme øjeblik. Hvem af dem, der blev sejrherren, ved man ikke, men han viser sig også på pinden, hvor han hastigt bringer sine fjer i orden. Derefter flyver han op på rygningen og kvæder en vise om den vundne sejr.
827 Folk kommer ud i en tæt klump og bær en sur stank imellem sig, som den friske vind river fra dem; solen skinner klamheden af deres klæder, og efter at de har gået et halvt hundrede skridt, får de rettet sig og kan igen tale højt, de kommer sig forholdsvis hurtigt.
828 Solen er stor. Malere drager ud med deres staffelier for at erfare, hvordan det står til med deres talent, men solen maler også selv med meget forstand. Menneskene trænger til nye farver. Hvad der syntes smukt ved månens og lampens upålidelige lys, det er nu vissent at se til.
829 Den graver mennesket op af jorden, muldplettet, bleg og lysfremmed som han er; han skal ikke længer være muldvarp; solen overdænger ham med lys, maler ham med de rigtige farver, så det kan ses, at han er et menneske. Menneskene kan rette sig nu; solen har løftet himlen højt op over dem.
830 Foråret ligger mellem to mægtige årstider, som bægge gør deres indhug i det; det er en stribet årstid. Kræfter stiger og synker voldsomt, og lovene derfor er vanskelige at forstå. Liv fornyes, og døden — som er livet set fra en anden side — arbejder med fordoblet kraft.
831 Blomster åbner sig for det voksende lys; der er andet, der gror med forøget styrke i skyggen. Sindene åbner sig, men der er også dem, der får større kraft til at lukke sig og gemme over deres eget mørke; indesluttede sjæle fortykkes og lar sig ikke fravriste noget.
832 En erobrede et stykke af verden; en anden sluttede sin trang inde i sig og må siden tære dobbelt på sig selv. Den, der glædede sig ved lyset og forstod at bruge det, hans glæde blir forøget; og den der frygtede det og ikke turde bøje sig for det, han skal stivne i større frygt.
833 Men ingen er mere ganske den samme, efter at solen har skinnet på ham. Ingen er aldeles gold for solens frugtbringende stråler. Alt hvad der har liv, skal modtage mere liv og udløse død, skal atter og atter bære høst, som jorden bær den hvert år. Solen tåler intet uforanderligt om sig.
834 Men solen, der er årsag til det altsammen, står på sit sted og lar jorden kredse om sig og opsamle nogle smuler af den lysets rigdom, der falder fra dens bord. Solen udsender kraft og spør ikke, hvor meget af den der blir brug for — mægtig, ødsel, ligegyldig som en gud.
835 Da havde hun ikke øje for de mænd, der ellers plejede at flokkes om hende; hendes blik var skråt og synkende, det var sjældent, at hun hævede det for at se efter nogen; de lange øjenvipper krøb ned mod kinden som benene af insekter, der holdes gemt i en tændstikæske.
836 Men da han ellers var en anselig mands søn, blev han inviteret med til mange ting. Midt i en samtale kunde det ske, at fru Ida rejste sig, gik hen til Kai og klappede ham på kinden uden at sige et ord, hvorefter hun igen tog del i underholdningen, som om intet var hændet.
837 Der var ingen, med hvem hun sådan kunde gøre løjer over sin tværhed, som hun bagefter kaldte det, som med ham; ingen kunde lave så pudsige vers om det; han var et fund for et menneske, der endnu med sjælen fuld af gysen kom inde fra en nedslåethed, som det var bedst at glemme.
838 Han tog aldeles ikke hendes mørke øjeblikke alvorligt, som hun selv havde en hemmelig angst for; han lo så overbevisende, hun holdt nok af at le sammen med ham. Ingen kunde som de to sætte liv i et selskab; i dem fandt den glade hurlumhej sit naturlige midtpunkt.
839 På ham ødslede hun al den lystighed, som hun i grunden ikke mente stort med; de tog livtag, der undertiden endte på gulvet; han kyssede hende, uden at det behøvede at være i panteleg; han var et godt redskab, der kunde hentes frem, hvad øjeblik det skulde være, og straks tages i brug.
840 I al stilhed ærgrede det hende, at hans kys var så spøgefulde og kolde, hans tag om hende så beherskede; enhver måtte gærne se, hvad der var imellem dem, det var alting beregnet på, syntes hun at kunne mærke, og hun tænkte ved sig selv, at det var egenlig et tarveligt princip hos en mand.
841 Hun var lydhør for, hvordan alvorsmænd indledte alvorssamtaler med hende om spørsmål, som de dog godt vidste, at hun ikke havde forstand på, og så, på ganske umotiverede steder begyndte de pludselig at vrøvle og fik noget på hjærte, der ikke kom den øvrige alvor ved.
842 Hun morede sig over mænds latterlighed, men hun nød tillige at samle al den erotiske varme om sig; det gyste og kriblede i hende, og hun elskede at gøre ny bekendtskaber, mod dem alle strakte hun sig ud som et følsomt og smidigt lille slimdyr, og gled atter ind i sig selv, når hun havde fået nok.
843 Også disse to yderligheder elskede fru Ida at samle om sig. Blandt dem, der endnu ikke var nået hen til vognene, var der en, som gav sig særlig god tid og til sidst kom til at gå alene bag ved de øvrige; han stansede af og til og så sig om til alle sider, som om han ventede nogen.
844 Hun tog hurtigt sin fod ned fra hjulnavet, da hun forstod, der var en fremmed til stede. Hr. brygmester Råskov. Det klædte hende pudsigt og barnligt, da hun påtvang sig alvor for at ta mod præsentasjonen, og flere af herrerne lo, men Hans Råskov smilte ikke. Hun så nysgærrigt på ham.
845 En grå sommerfrakke af fint stof sad ikke ulasteligt på en velvoksen, svært bygget skikkelse; der var rynker ved knaphullerne og folder på ærmerne; han plejede vist ikke at rette sine arme. Men hvor er han godt i stand! tænkte hun, idet hun så på hans kinder og kraftige hals.
846 Alt det havde han samlet sammen og sad nu og gemte på. Hun havde også nok set en grå skikkelse henne på gaden, men hvor kunde hun vide, at den kom dem ved? Han havde givet sig god tid og mønstret hende med al sådan en lærd herres grundighed. Og han var alvorsmand; det var jo nydeligt.
847 Det var en sjov stemme, han havde, syntes hun, altfor høj og meget for hæs; til en alvorsmand af hans slags hørte nødvendigvis en mandig bas. Han spurte ikke om meget ad gangen, men hørte godt efter og lod til at indprænte sig nøje, hvad han hørte. Jo, han var grundig.
848 Det undrede hende, at der ikke var en glat ring på hans højre hånd, men den sad vel på den anden, for naturligvis var sådan en alvorsmand gift; et eller andet sted i verden havde han et alvorligt stativ af en kone, der heller ikke forsnakkede sig, de to havde det rigtig hyggeligt og tavst sammen.
849 Han havde vel hørt noget om hende og var straks blevet forarget, og så havde han været forfærdelig glad ved at kunne stå bag ved og se, at det var rigtigt nok. Hun fandt, at der var noget forkert i, at han var blond, men det gjorde ham for resten ikke mindre skummel.
850 Hun lod sin lystighed suse om ham, lige uden om ham hele tiden; hun vilde bare strejfe ham, måske var det det bedste middel til at ramme ham. Han var ikke så dannet, at han smilede for selskabs skyld, så han selv kunde komme med i morskaben. Godt, hun vilde tvinge ham.
851 På hans ansigt kæmpede et mørkt udtryk med et hjælpeløst smil; han måtte arbejde med munden og gumle og synke noget for at bevare resten af alvoren; fru Ida blev så glad for det ligegyldige menneske, som hun aldrig før havde taget sig af, men han var jo morsom.
852 Sørensens ubeherskethed bredte sig efterhånden over hele hans person, hans hænder famlede frem for sig som under et let anfald af sankt vejtsdans, så lae de sig til hvile på hans lår og kravlede helt frem til knæerne, der også selv kom frem ad og nærmede sig fru Idas.
853 Hans Råskovs stemme faldt som en kulde på de tilstedeværende, og ingen kunde finde på noget at sige bag efter, indtil endelig Vejgård sukkede komisk og lidelsesfuldt: Å ja, såmænd ja, — og som på et ventet signal brød munterheden løs igen. En halv time senere holdt vognen ved skovpavillonen.
854 Råskov, som laver dynamit og øl, sae fru Ida, kommer til at gå ned først. Skal jeg ta imod Dem? spurte han nede fra. Tak, hvis De vil flytte Dem, så jeg kan komme til — og med det samme sprang hun ned tæt ved siden af ham; han følte hende suse gennem luften og sank i knæene.
855 Ja, sae han og lo med sin bragende latter, der ligesom indhyllede dem begge i een skandale; hele resten af selskabet var vidne. Kast mig, befalede hun, og han sendte hende fra sig, så hun dalede til jorden i en stor bue; hun genvandt ligevægten tæt ved siden af Hans Råskov.
856 Du burde kunne forestille dig, hvordan det tar sig ud, når du sidder på en tyk mands arm; han vrider det gule ud af øjnene som en tyr og snøfter ad dig; hans forelskelse klær dig slet ikke; han smasker efter dig, så det er uappetitligt; jeg er nød til at sige dig det.
857 Gør du vel det? Ikke endnu. Du skal ha prøvet mange rå mænd, før jeg er god nok. Du er da ikke rigtig klog, men du er rigtig morsom. Hun klappede ham på kinden, og idet hun berørte hans ansigt, kom der et glimt i hendes øjne; hun tog ham ved øret, drejede hans hoved om og kyssede ham.
858 Hun sendte det hen over hoder, der dukkede sig, og Vejgårds store, bløde håndflade tog sikkert og læmpeligt imod det. Tak for de sande venneord, råbte han tilbage; hvad vil De ha til gengæld? Forlang! Idet hun vendte blikket mod ham, skinnede det hvide af øjnene stærkt ud af det glødende ansigt.
859 Hun så på ham og mødte også hans blik. Nej aldrig havde hun truffet et menneske, der i den grad manglede ævnen til at være på skovtur; han var ikke en gang vant til at se på mennesker, man skulde ikke tro, at han brugte sine øjne til det, et almindeligt menneske anvender dem til.
860 Han så bønfaldende på fru Ida, der ellers selv sad på sit overstykke, men han var så morsom i sin elendighed over, at hun et øjeblik ikke lae mærke til ham, at han fik lov at låne det. Han var nok værd at ha med som en modsætning til særlinge og fortjente virkelig en belønning.
861 Råskov, sae hun, da han gjorde et par skridt hen mod hende, hvad synes De så om vor lille klike? Jeg mangler forudsætninger for at kunne bedømme den, svarede han. Men herregud da, hvor det er magert, lo hun. Ja, for det kunde næsten se ud, som om De var vred over et eller andet.
862 Han blev ilde berørt over den bemærkning, der var som et indbrud i hans inderste tanker, men han sae ganske roligt: Det er nu en gang mit væsen. De har den vane, fortsatte hun koldt og drillende, at se Dem om, som om De søgte efter et menneske, De vilde slå ihjel.
863 De beklagede — under et langt og ømt kys — at hun havde mistet sin mand så tidligt; de forstod bægge, hvad for et savn det måtte være, men de så også med gru, hvor vel hun befandt sig midt imellem mændenes utilslørede lyster; det var ham, der brugte dette udtryk, og de gyste bægge derved.
864 Ti minutter, ingen vogn, men den samme rumlen. Det blir spændende; jeg vil vædde med mig selv; er den her om fem minutter, så tar jeg den lyserøde kjole på til Gerdas fødselsdag, ellers den blå, som ikke er så pæn, men det blir altså den lyserøde. Stadig ingen vogn.
865 Der blir uhyggeligt; hun græder og stamper i jorden, og så stikker hun i rend hen ad vejen; hun render vist en halv mil, og så kaster hun sig grædende og arrig på en grøftekant, for det er ingen æventyrvogn, men en almindelig arbejdsvogn, der slet ikke kørte i retning af hende.
866 Jeg vilde ønske, De selv var en kat, men De er en grinende djævel, der nu også er blevet snaksom. Det var første gang, hun ligefrem vendte ham ryggen; men han lod hende høre, at han lo, idet hun gik. Hun stod med aftenrøden ind i sit ansigt, da Ahlmark kom hen til hende.
867 Det er en mageløs aften, sae han med en stemme, som han forsøgte at dæmpe. Hendes fregner, der sprang ud sammen med de første anemoner, stod tydelige i aftenlyset. Gift Dem med mig, eksploderede han, her står jeg — han grinede ynkeligt og lidenskabeligt — jeg kan, gud hjælpe mig, ikke andet.
868 Al skrigen var ham imod, og han følte den almindelige lavmælthed som en behagelig modsætning til udturens hurlumhej. Men ved det at hun tav så tæt ved siden af ham, kom han endnu mere til at tænke på hende; det billede han havde dannet sig af hende, begyndte at blive utydeligt og forvansket.
869 Det var nu en forbandet trang, han havde fået i den senere tid, at han måtte tænke så langvarigt over enhver kvinde han mødte! Han plejede om enhver enkelt at danne sig en klar forestilling, der ikke lod sig rokke bagefter. I det foreliggende tilfælde var den ikke blevet urokkelig endnu.
870 Det skulde vel ikke være af beregning, at hun var så tavs? Der var kommet en varslende uro over ham og en fjærn angst; han havde fornæmmelser af en hul hvisken, som kunde det være tordenlarm, der endnu var langt borte fra bevidstheden. De ældre damer på den anden vogn var allerede faldet i søvn.
871 Men diskussjonen interesserede ingen synderligt, og den døde snart hen. Da åbnede fru Sørensen, der slet ikke havde taget del i samtalen, pludselig sin mund og sae stille og indadvendt uden at henvende sig til nogen særligt: Min mand har nu osse ualmindelig mange kræfter.
872 Det var altid værst om eftermiddagen. Når solen var på nedvejen, da så alting så falmet og udtryksløst ud, at han selv følte sig ganske tom indvendig, som om han var uden for det hele. Andre mennesker levede, men det var ligesom tiden et øjeblik var gået i stå for at sætte ham af og så komme videre.
873 Han forstod ikke, hvad der var med hende; rimeligvis var der slet ikke noget, men tiden var skæbnesvanger; hun var kun en tilfældighed, og det betød ikke noget, at hans forrykthed havde fået udseende af at være en forelskelse i hende; den skyldtes i virkeligheden slet ikke hende.
874 Ensomme mennesker er tit store beregnere og fremragende teoretikere; de hører til de få, som får deres livs regnestykker færdige, fordi de i langt ringere grad end andre forstyrres af mennesker og menneskelige indtryk, mens de opstiller deres tal og søger deres facit.
875 Deres beregninger er prægede af en sjældent rendyrket logik, men kommer mennesker dem en dag nær ind på livet, så viser der sig hos dem større fejl end hos andre, hvis beregninger hver dag blev ændrede, ved at mennesker gik ud og ind i deres hus og deres hjærte og deres regnestykker.
876 Det kan godt være, havde han gået og tænkt, at jeg kommer til at gifte mig med en eller anden; selv det vil jeg gøre, hvis jeg så har nogen sikkerhed for, at jeg får fred. — De andre mænd, som han så trave og stejle så fyrigt om kvinderne, de havde det næmmere end han.
877 Sanselighed tænkte han, må dog undertiden gøre det lettere at leve. Fru Ida talte ikke stort, men gik så utvungent ved siden af ham, at han fandt hende tiltalende. Hun kom nærmere til ham, uden at han gættede på nogen beregning eller væbnede sig med sin vidtløftigt gennemtænkte ringeagt.
878 Det var en lun, god aften; himlen var som en åben mund, der åndede varmt og uafbrudt ned over menneskene, og der stod en ram lugt fra alt det grønne, der var i sin stærkeste vækst. Han gik så uregelmæssigt, at hun ikke kunde vare sig, de stødte af og til sammen, og deres hænder rørte ved hinanden.
879 De vil malkes, svarede han, og så længe på hende. Hun tog om hans hoved med sine hænder, drejede det varsomt og hviskede: Nej. Han måtte da nøjes med at skimte hende. Hun var endnu så bevæget, hendes øreflipper var ganske hede, og blodet bankede i dem; hun tog et blad og svalede dem med.
880 Det glimtede ind i hans bevidsthed; noget mørkt løftede sig og faldt igen, som når det lyner ind fra horisonten, og skyernes sorte kalot et øjeblik ses at hænge på himlen. Dette var ikke lykken; det var snarere som det sværd, hvorom der står: Også din sjæl skal et sværd gennemtrænge.
881 Hun mærkede godt, at hans tanker var andre steder henne; han klappede hende — modbydeligt åndsfraværende — på skulderen, men hun ventede dog på, at han skulde sige noget. Hun lae sit hoved op mod hans skulder, men det var forbavsende, hvor det hoved kom til at ligge ubekvemt.
882 Nu vil jeg hjem, sae han kort og tørt, og den skælven, der var i hans indre, hørtes ikke i hans stemme. Hun løftede hodet og så bestyrtet på ham, kunde ikke forstå det; hans ord lød i hendes øren som træskotramp på en stenbro. Nej, hviskede hun og klyngede sig til ham.
883 Der har været varmt i dagligstuen, men her inde er man lige ved at fryse. Rødmen på damernes kinder begynder at vise bestemte grænser, hos de ældre flytter en afdeling af den ud på næsetippen, kavallerer sendes ind efter sjaler, men de unge vil hellere spise sig varme eller le sig varme.
884 Der mumles, mens suppen bydes om. Det var da satan til højtidelighed, knager proprietæren, hvis stemme hersker enevældig i det tavse rum. Ja, må jeg så bede det ærede ligfølge om at ta for sig; de, der ikke får nok at æde kan bag efter gå ud i spisekammeret og gøre sig færdige.
885 Hans Råskov ser op, idet han rækker efter rødvinsflasken. Dette brølende stykke kød og blod af et mandfolk var også kommet i ulave i anledning af den pludselig så tillukkede lille dame ved siden af, en næm og glubsk kærlighed, som der var råd for, om hun vilde.
886 Men heller ikke han lod til at ha held med sig, skønt han udfoldede alle sine ævner; han formelig knaldede mod hende med sin stemme som en splittergal og bespændt spyflue mod en rude. Han var såre elendig ligesom Hans Råskov selv, skønt han endnu var under påvirkning af øjeblikkets kølighed.
887 De må jo fejle noget, hvisker han og ser mere end een gang ned til Hans Råskov, for at hun skal lægge mærke til det og sige noget om ham. — Nu har jeg ikke hørt Dem le i tre dage, hvad skal det blive til? Det går rent galt med mig, hvis det skal blive sådan ved.
888 Hun ser frem for sig og ler højt, så de nærmeste hører det; Hans Råskov vender sine øjne op mod hende og tar dem straks til sig igen; der var et fremmed udtryk i hans ansigt som hos en mand, der er optaget af vigtige ting, og pludselig hører noget skingrende, der får ham til at vende hodet.
889 Det synker godt i vinflaskerne; til gengæld er der stigning i øjnenes udtryk; over alt ses strålende øjne, salige øjne, hvis ejere befinder sig på et af deres livs højdepunkter, øjne, der gløder af mad og vin; bange øjne, der er blevet dristige og ikke holder på nogen hemmelighed.
890 De udveksler deres gensidige beundring mere end een gang i små private glas og øjekast; megen letsindig ild tændes og næres yderligere ved sagte samtale; forvovne små lygtemænd danser på randen af vinglassene; albuestød undgås lettere og erstattes med mindre spidse berøringer.
891 Ti da han så hende dagen efter deres møde i skoven, da optrådte hun med lystigheds fulde musik, hun fik mændene til at danse om sig, og det var vel meningen, at han også skulde danse, hun vilde naturligvis vise verden, at hun havde fået ham med, og at han kunde ligesom de andre.
892 Men han havde ganske vist ikke danset. Han havde holdt øje med, hvad hun tog sig for, og allerede det syntes at more hende en hel del. Meget energisk var han således blevet stanset i sit anfald af forrykthed. Han havde næmlig været på vej til at tro på hende.
893 Det blev en anden næste dag, end han havde tænkt sig. Dog, så snart han havde set det første blik, hun sendte en anden mand, så var han underrettet. Der var ingen vaklen, han troede ikke, at han havde set fejl; han vidste straks, at hun ikke var hans, men alle andres.
894 Det var hendes knagende dumhed, at hun ikke straks var færdig med ham. Han havde igen forstyrret billedet af den gnavne ægtemand, han snart blev, hvis hun tog ham, han var kun halvvejs latterlig, og hun var endnu forelsket i denne halvt komiske, halvt uhyggelige figur.
895 Hans selvbeherskelse måtte være umådelig; han så ikke en gang så indædt på hende, at det var opsigtsvækkende, selv om hun nok læste mere i hans øjne end andre; men hun vilde øve ham yderligere i selvbeherskelse, så kunde han gå sin vej med den, hvis der ikke var andet at klemme ud af ham.
896 Anna Årbo var atten år, høj og kraftig af sin alder; det mest voksne ved hende var den dybe, fyldige stemme, som hun var fuldstændig herre over; derimod var hendes bevægelser endnu helt barnlige; de havde noget af den pudsige ynde, der undertiden er over føl eller hundehvalpe af god race.
897 Det har vi, svarede hun uden forvirring og så åbent på ham. Det er vel også ham, De skylder Deres usædvanlige alvor? sae han med en antydning af et smil. Hun blev underlig grebet ved hans minespil, det var ruinerne af munterhed, hun pludselig så afdækkede på et menneskes ansigt.
898 Hvem er den konfirmandpige, Hr. Råskov konverserer så ivrigt? spurte hun. Han konverserer hende s'gu slet ikke så ivrigt, og hvis det kan trøste Dem, tilføjede han med et mislykket forsøg på at se ondskabsfuld ud, så har han siddet og skulet meget indsmigrende op til Dem hele tiden.
899 Velbekomme! Selskabet fordelte sig i stuerne; blå røgsøjler steg til værs om kap med de tykke skyer, der blev pustet ud; sigarendernes gløden tiltog og aftog, som var det ilden selv, der åndede; mange herrer gumlede på røgen, inden de slap den ud, de havde også siddet til bords over en time.
900 Ahlmark gik om og strøg tændstikker og havde sin sædvanlige morskab med den lille tykke dyrlæge, der gik i stadig fare for at le sig ihjel over hans morsomheder. Bak, Thomsen, formanede proprietæren og forsøgte at ramme den hoppende sigarende med sin tændstik; bak nu, lille Thomsen.
901 Længere tilbage stod en sejstenårig lille dame og blæste sigaretrøgen ud gennem næsen, idet hun hånligt erklærede, at hun var lige glad, når han bare vilde la være at snyde i krokket. Vejgård rejste sig og hentede hende, bar hende over gulvet og satte sig med hende på skødet.
902 Fru Idas ansigt blussede og havde et træt udseende; hendes krølle hang som en forstrakt proptrækker ned over tindingen og kildrede hende på munden; det kunde gyse i en mand ved at se det, man kunde komme til at bævre med munden; de to unge lo sygeligt af og til.
903 Du ligner noget, som man aldrig har set før, og som man synes man må gribe straks, fordi det aldrig mere kommer igen. Å, det ved du slet ikke, Kai; der kunde godt tænkes den, der skubbede mig bort, hvis jeg bare kom i nærheden af ham. Kai så efter Hans Råskov, der gik ud gennem havestuedøren.
904 Hvordan bær du dig ad med at bevare din egen forstand? spurte hun, mens hendes tanker var langt borte fra ham. Å, sae han; du kommer alligevel til mig. Du blir en gang så forrevet, at du ikke trænger til mere lidenskab af nogen slags, og så ved du ingen andre end mig.
905 Vi kan sætte elementerne i bevægelse, himlene skal humme sig, når vi huserer! Ja, men ikke lige nu; jeg er træt. Vi resolverer at kalde det træt. Det er ellers en højtidelig og vanskelig tid. Deres for øjeblikket bedste, men ikke morsomste ven, har for så vidt et tidssvarende ansigt på.
906 Det er ikke mig, der skal ha at vide, hvad der er i vejen med Dem; det ved De først, når De står overfor den, De venter på, men skal vi to ikke alligevel gå en tur i haven? Det er et meget fornuftigt, køligt vær i aften; De kan godt spasere lidt med den mand, der ikke er den rette.
907 Af og til fik han et slags hastigt overblik over det heles forløb, og han tænkte: Jeg holder det ud, jeg kommer over det — ligesom bevidstheden pludselig kan overskue ens stilling under et ulykkestilfælde: Jeg slipper fra det med livet — mens ens legeme flås hen ad jorden.
908 Så rige var de fleste mennesker, men han var den, der så til; i beskuelsen lå hans tab. I sin barndom havde han undertiden tænkt sig, at han kom frem af mørket med en sten og knuste hodet på to, der havde det så godt. De skiltes jo alligevel senere og mente altså ikke noget med det.
909 Men for ham var der et tab i det; de holdt ham borte med ryggen, de trådte ham ned med hælene uden at se ham, uden nogen sinde at vende sig om efter ham. Derfor ønskede han at slå dem ned. De glade, blinde mennesker burde på en eller anden måde erfare, at han var til.
910 Lyset faldt på hendes ansigt; det var sagtens beregnet. Men hendes øjne var dejlige; blå og uransagelige som fjærne skove på en sollys septembermorgen. Hans tænder hakkede mod hverandre. — Fryser jeg? tænkte han. — Hun stod foran ham. — Vi to har endnu ikke talt sammen, sae hun.
911 Hun knyttede hånden efter ham: Godt; had du mig bare; bild dig det ind; du skal ikke slippe så let. Da hun vendte sig, så hun købmand Sørensens ansigt tæt mod verandaens rude; han hakkede i den med næsen og ledte omkring på den som et insekt, der vil den vej ud.
912 Bare han havde været her for lidt siden og set hende blive fortumlet af Vejgårds lyrik! Hans forstand var vist allerede rystet; Kai skulde få ret, om det på nogen måde var muligt! Sørensen var kommet ud efter nogen kamp med døren; han stod endnu og holdt sig ved dørgrebet.
913 De er bedrøvet over noget, fortsatte han i en mindre selskabsmæssig tone; De har sorg. Det gør mig ondt, at De sørger; livet er jo dog sådan indrettet, at det er muligt for os alle at være glade. Det blik, hvormed hun så på ham, gjorde prædikanten til et menneske.
914 Han famlede efter hendes hånd, og det gav et sæt i ham, da han fandt den, men så holdt han fast. Jeg har længe kunnet se, at De var bedrøvet; det er mig en nødvendighed at opsøge de mennesker, der er i nød, derfor er det ikke tilfældigt, at jeg træffer Dem her.
915 Hun ilede haven igennem, søgte ham til sidst inde i stuerne; dær fandt hun ham; han var kommet i samtale med en eller anden, med Anna Årbo, det lange unge pigebarn, hun konverserede ham så mildt og fornuftigt som nogen verdensdame. Sørensen sad endnu på verandaen.
916 Han huskede det kys, smagte det om igen, brugte skriftsteder mod det og fik det ligesom til at blive blegere, men netop som han mente, at han havde taget kraft og farve af det, så svulmede det på ny rødt og modent i hans erindring, og han fik en lang kamp at bestå.
917 Det hjalp først, da han kom i tanke om sin kone. Han gik en omgang i haven og pålagde sig den straf at skrifte alt for hende, om så hendes tro på ham blev rystet derved. Og så måtte han hjem, han måtte fly denne farlige kvinde. Dette var vel en prøvelse, en advarsel; han vilde huske den.
918 Han opsøgte sin kone, og de tog hjem. Undervejs betroede han hende, hvad der var sket, men da nu den evangeliske ånd nogenlunde var kommet over ham igen, så kunde det nok ske, at han udelod nogle rent menneskelige enkeltheder, men det hun hørte, rystede hende dybt nok, og hun led med ham.
919 Råskov, sae postmesteren, da de havde spist. — Ja, man bor jo hyggeligt, men det bedste mangler; jeg er ikke så gammel, at jeg har glemt det. Hvad mener De om sådant et sovekammer? Der er plads til to, ja, der er altfor god plads, man vil ikke blive gammel, hr.
920 Men hun vilde jo ikke. Ja nu er jeg da svundet ikke så lidt ind, men jeg vil ellers nok stå ved, at jeg aldrig har været en kraftkarl; der var ikke noget at sige til, at hun fandt mig for tynd og kalveknæet, især når medbejleren var — ja han var nærmest en karl af Deres dimensjoner.
921 Jeg har mange gange stået uden for hendes vinduer, når det var mørkt, og hørt hende synge for børnene; jeg tror nok de små var mere glade ved at høre på det end jeg; de faldt i søvn, jeg gik hjem og sov ikke for godt; jeg gad vide om hun gjorde det. Det var en drøj tid for to mennesker.
922 Nå — jeg skal afholde mig fra nogen bemærkning desangående; men der var altså piger, der hittede mig, skønt jeg var smal og stod skævt på benene; det var vel ikke af de bedste, men dog af dem, der havde gjort nar ad mig før; men de mærker, at man er i rasetiden, og så er der altid nogen, der kommer.
923 Råskov, skønt jeg nok vidste, at de ikke var den rette nogen af dem? Nej, de gik bægge to hen og giftede sig med en anden; jeg var dem alligevel for smal, da de kom til samlingen, de forsmåede mig — bag efter, hvor de dog ikke havde så meget at prale af mere. Skal De ikke ha en til, hr.
924 Jeg ser De tar mig det ikke ilde op. De kan nok høre, jeg har flere teorier end oplevelser; hvad andet skal jeg sætte i verden, når det er blevet mig nægtet at befolke den på en bedre måde? Min niece er den eneste, der plejer at høre på mig, men De har for resten også været meget tålmodig.
925 Derefter satte hun sig på en ledig stol lige over for ham og ventede et øjeblik på, at den afbrudte samtale skulde blive fortsat, men da alle i tavshed så på hende, begyndte hun at tale. Hun fik Hans Råskov til at fortælle om sine undersøgelser og om årene i udlandet.
926 Hun antog han havde oplevet rystende begivenheder, som han nu var i færd med at glemme; han stod afsides fra andre mennesker og så efter sit livs bortdragende uvær — tordenen, som han alene havde hørt, lynene, som havde hvislet og svedet forfærdeligt i hans sjæl.
927 Det var meget godt, at han var kommet her hen; lange intetsigende samtaler med venlige mennesker var måske det, han allermest havde nødig i denne tid, og dette halvvoksne barn, der underholdt ham med en verdensdames utvungenhed, hun gjorde ham en stor tjeneste; det var anden gang.
928 Han blev mistænksom og så sig med opstigende harme om i den hyggelige kres, men så afviste han atter tanken: Hun var jo et rent barn! Men et barn, der meget snart vilde blive en voksen kvinde, og måske den bedste blandt dem, der nogen sinde var kommet ham i møde.
929 Hvor den tid var gået hurtigt! Men da han rejste sig for at ta afsked, var der ikke noget i hans natur, der bøjede sig imod hende eller søgte at holde hendes billede fast; hun havde blot på ny fyldt ham med tanken om den anden; her havde han hvilet sig, men nu var det forbi.
930 Hun så ham af og til, han gik hen ad en vej langt borte, men han kom aldrig nærmere, og han forsvandt, så snart hun prøvede at forestille sig hvordan han så ud. Ellers tænkte hun kun lidt på ham, mindedes ham måske ved sine fødselsdage med den tanke, at han imidlertid også var blevet et år ældre.
931 Hun rullede gardinet ned og tændte lampen; mørket der ude blev for stærkt, og da hun ikke kunde gå i seng, bestemte hun sig til at rode op i sine skuffer, det kunde desuden behøves. Hun ryddede op og fordelte indholdet på puffen og på sengen, og det gjorde godt i hendes hænder, der rystede svagt.
932 Skuffens indhold var ikke af den art, at det let lod sig ordne, men hun vilde dog se det igennem. Der var minder fra hendes rejser i ferierne: små buketter lyng, bundet sammen med silkebånd, muslingeskaller fra mange kyster, rav og flade stene med indskrifter.
933 Med den troendes dristighed tog hun sin lykke i forskud; hun var så overvældet af forventning, der stadig voksede, at hun til sidst ikke mere vidste, hvad hun skulde gøre med det altsammen; det tog til som en snebold, man ruller foran sig, og som man snart ikke kan magte.
934 Langs bænkeraderne syder hed hvisken, og i de mørkere kroge sprutter fordækte kys frem under sænkede ansigter. Musikken lyder velsignende over det hele erotiske ocean, pisker det med stormende galopader, lar det svulme bredt i sindige valse og maler det i kvadrillers hvirvler.
935 Hun morer sig, som om dette var den yderste dag, og dog synes hun ikke at kunne få nok, hendes øjne søger stadig ud mellem træerne i det usikre lys, hvor folk kommer og går, langt ud mellem de grå stammer, hvor menneskene er lige så utydelige som deres egne skygger.
936 Men dette er også Vejgårds store tid; bladene veed at fortælle om en digtsamling, han har under forberedelse, hvor livsglæden går i endnu højere bølger end i noget af hans tidligere værker; hans venner kan citere brudstykker deraf, og småbladene mumler om en kvinde, der har inspireret ham.
937 Det kan være det samme med at forklare, hvorfor han har opsøgt fru Ida som inspirasjonskilde til den overjordiske fryd, men sker det, at tiden blir ham for hed og besværlig, så ved han, hvor let tilgængelige piger er at finde, og siden digter han videre med befriet hjærne.
938 Hans Råskov gik uden for og snakkede fornuftigt med sig selv, han formanede og underhandlede som en bedstefaer, der taler en seksårig til rette. — Jeg kan bære det, tænkte han, mens han afvekslende så på dansen og gik en tur ind i skoven, og dog var besindelsen hvert øjeblik ved at svigte ham.
939 Han vidste hvad det gjaldt, og det kunde ikke gå an at svigte, for da var han uhjælpelig faldet igennem, han måtte ligge dær og hyle ligesom Søren, og ingen kunde trække ham op; han måtte vide, at hvis han først een gang var gået til bunds i sit eget raseri, så slap han ikke op af det igen.
940 Nå, sådan; sagen var ganske simpel den, at han også var her ligesom de andre mænd; uden at være sig nogen ydmygelse bevidst rendte han her fra og til som en hund, bare for at se hende og på samme tid bange for hende, som en hund, der har fået prygl, men alligevel ikke kan dy sig.
941 Og så kom hun, og med et eneste blik begreb hun ham straks, afslørede ham som en tosse, der var værre end andre tosser, en fej nar, der ikke har mod til at begå den frelsende dårskab. Alt det så hun med et blik; hun sae det med et ord; hun hånede ham, som ret var, og gik så.
942 Han fandt de fredsommeligste udtryk ligesom en mand, der er i fuldt raseri og endnu ikke har slået første gang, men han holder sine hænder nede og taler sagte og formanende, mens han allerede i sine næver føler den udfarende kraft i det slag, der skal sætte blod.
943 Det kan ikke gå an at springe over noget, tænkte han. Ligesom slægtens gamle, kloge folk overbeviste han sig selv med den tankegang: Hvad der skal til, det skal til. Han forlangte af sig selv, at han ikke gik til side for noget, allermindst for en kvinde, han foragtede.
944 Der kunde komme en rystelse over ham, når han hørte hende le og støje der inde. — Jeg har feber, sae han til sig selv; det er krisen der nærmer sig, og nu er det, at det gælder om at komme godt fra det; ellers skal jeg gå med det i år, som jeg nu har gået med det i uger.
945 Han hviskede med sig selv, mens han gik fra og til; han kunde gribe med rasende hånd i en gren, der slog ham i ansigtet, men han slap den straks og passede på sig selv som en, der for nylig har brækket en arm og veed, at han skal være forsigtig. Det blev vildere der inde.
946 Der måtte vel være gået en time; han følte, at det vilde være farligt at blive længere i mørket og ensomheden; det var bedre at vende tilbage til de andre. Men da han kom i nærheden af dansepladsen, hørte han sit navn blive nævnet, og en stemme sae: Han var her lige for fem minutter siden.
947 Han havde det altså ligesom de syge, der begynder at mærke dødens famlende tag, der strammes og løsnes, og mellem hver gang de slår øjnene op, tror de, der er gået dage! Så var det bedre at være død. Hans sjæl bøjede sig i et nu længselsfuld mod denne udvej, men han skød straks tanken bort igen.
948 Nej. Han havde at holde ud. Andre kunde gøre det, der var mere heldige end ham, men han formåede ikke en gang at misunde dem; han var født med den nødvendighed at leve livet sådan som det var; det kunde ikke ændres. En skikkelse kom ud mellem træerne og stansede foran ham.
949 Dybt inde fra hans erindring kom billedet af en usigelig mildhed langt borte, og han syntes at forstå, at den var bestemt til ham, men andre tiders barskhed var kommet efter og havde indtaget pladsen. Han havde glemt det, men der var altså noget, der havde magt til at kalde det tilbage.
950 Nej. Hun så på ham med angst og undren, men han mærkede det ikke, hans bevidsthed kunde ikke rumme mere. I næste øjeblik var hun borte. En trompetsolo bragede løs fra musiktribunen og borede sig ind i hans bevidsthed som en giftig splint. Han så sig forvirret om.
951 Nej. Vi er fjender. Hun lo. Han var virkelig komisk, dette forrykte mandfolk, der øjeblikkelig røbede sig, så snart man talte til ham. Gik han ikke dær ude i mørket som en gal tyr, der straks gav et brøl af sig, når nogen talte til ham. Han havde viist alt hvad han kunde.
952 Ja, sae hun og blev bleg. Hun bøjede hodet tilbage; han gabede næsten over hendes ansigt, og han stirrede på hende med øjne, der ikke blinkede eller forandrede udtryk; han mindede om visse asiatiske gudebilleder, hvis ansigt er en dødsmaske, mens øjnene skinner med et overnaturligt liv.
953 Det beroligede ham lidt, at han ikke mere gik; han vilde vente; imidlertid kunde der ske et eller andet; han var indenfor en mulighed, så længe han blev på stedet; der kom en vis tålmodighed over ham. Men sæt, at hun var gået hjem. Han rejste sig med et spring og begyndte straks at gå.
954 Han gik hidsigt til, det kunde ikke gå an at udsætte sig for, at hun var borte. Nu vilde han hende noget; hun skulde findes. Hvad der skulde ske, vidste han ikke; først vilde han se hende. Men så kom der pludselig noget, der stansede ham: Blod. Han så hendes blod, det flød over hans hænder.
955 Hans sjæl var en stenørken, skoldet af en uforanderlig sol. Var det det sidste grønne strå, der nu visnede, den sidste friske dugdråbe, der hentørredes? Måske var dette slutningen, og han blev fri for bevidstheden om sig selv, der altid havde været ham en kval.
956 Som dreng havde han en gang læst om en morder, der havde gjort sin gærning og fået sin dom og blev kørt af sted til tugthuset. Rolig, næsten vel tilfreds betragtede han fra kupévinduet tilskuernes stumme mængde, der gruede og forbandede ham indvendig og ikke forstod.
957 Derefter opsøgte han en berømt nærvelæge, fik noget at vide om overanstrængelse og medfødt anlæg til nærvøsitet, og da han således havde fået sit onde beskrevet og ført til bogs, følte han en vis lettelse og sae til sig selv: Nu skal der først og fremmest gå nogen tid.
958 Ensomme mennesker er mere fanatiske regnemestre end andre; den dag de kommer tilbage fra menneskene med alle deres stykker gale, så sætter de sig ned og gør dem om igen og kommer til det samme resultat som før, og på den måde opnår de deres relative tilfredshed.
959 Han kom efterhånden til ro; han genfandt sin nedarvede ævne til at gøre tilværelsen ensformig. Han havde lært at frygte alt, hvad der susede og malede rundt og gyngede indvendig, og hvad der sled i nærverne og endte i fingrene som lyst til at gribe og slå itu.
960 I grunden så de temmelig stupide ud, men i deres fuldkomne mangel på stemning eller følelse for andre var der åbenbart tilsigtet et ideal af menneskelig fuldkommenhed. De var herskere, måske ikke over så meget, som de hovmodede sig af, men i alt fald over sig selv.
961 Muligvis løj mange af disse gamle sten; der var lidenskabelige, gale og svage mellem originalerne; men så var der i alt fald i kunstnerens sjæl et udtryk for en værdig menneskeart: Manden, der føler sig hårdere end alting og smiler ad det, så det smuldrer hen som sand for hans fødder.
962 Hun så ældre ud, var også vokset lidt; hun var ikke meget mindre end han, og af sikkerheden i hendes væsen sluttede han, at hun var blevet gift; det var ham også påfaldende, at hun slet ikke smilede, mens hun talte, og dog var hendes stemme uforandret mild ligesom før.
963 Han fortalte i tre sætninger, hvad han havde taget sig til, og tav så; den bitterhed, der var kommet op i ham ved tanken om hendes mand, forsvandt, da han hørte, at hun var selvstændig; samtidig blev han også mere ligegyldig ved hende. Vidste De, at jeg bor her? spurte hun.
964 De forsvandt så pludselig den gang, sae hun og såe fast på ham; ingen vidste, hvor De blev af. Det havde heller ingen betydning for nogen. Det tar De fejl i, svarede hun med en sikkerhed, der helt tilintetgjorde hans erklæring; det havde betydning for flere end een.
965 De ved det måske bedre, indrømmede han. Han følte det som en svaghed, at han ikke kunde spørge, hvem hun mente. — De har forandret Dem meget siden sidst, tilføjede han; De var jo også et barn den gang. Ikke så meget, som De måske tror, sae hun; men uerfaren var jeg unægtelig.
966 Fra hvad? Fra fængslet. Dette gjorde ham svag. Et lys faldt over noget, som han havde glemt, og som ikke kom ham ved, men det faldt ham så nær, at det berørte et øjeblik i hans liv, der blev endnu mere levende ved så uventet at blive belyst og så at sige draget frem af en anden.
967 Hun sae ham sin adresse og tilføjede, at hun ventede at se ham med det første. Dermed skiltes de. Nu har jeg igen oplevet noget, tænkte han, og nu var det vel på tide at komme af sted. — Han følte det ligesom han nu havde fået nok, som om det egenlig var hende, han var kommet hjem for at se.
968 Hvor havde hun været overlegen med sin naturlige elskværdighed, og han selv ubetydelig og bagvendt! Det var ingen sag at hæve sig over for mennesker, der i ingen henseende kom en ved, men her, hvor der var noget fælles, som bandt, var han blevet den underlegne.
969 Hende havde han spaseret med den aften, havde taget hende om halsen og rimeligvis kysset hende, det huskede han ikke bestemt, og hun havde gennemskuet ham, eller hun havde i alt fald måttet tro, at han plumpt og fejt havde grebet hende som et redningsmiddel, og så opgivet hende igen.
970 Men så burde han prøve at efterligne hende, han, der ikke var så nær helbredet, som han troede, men var blevet overmodig af sin sundhed, som syge gærne blir, når de mærker, at kræfterne begynder at komme igen. Og han besluttede at besøge hende inden ret længe.
971 Men samme eftermiddag, da han var færdig til at ta af sted, mødte han hende uden for hotellet; han syntes at kunne mærke på hende, at hun havde ventet på ham. Han vilde sige farvel til hende med det samme, men da hun begyndte at indlede en samtale, så tænkte han, det kunde jo også vente lidt.
972 Han svarede ikke; i tanken var han allerede langt borte, det var vel hendes mening at sige farvel til ham på denne måde, og det vilde også være det bedste; han følte sig stærk nok til at gengælde hendes sidste håndtryk; det var rimeligt og sundt, at det endeligt skillende ord udgik fra hende.
973 Råskov; og jeg tror endnu, at der var et øjeblik, da De var glad ved mig. De var også det eneste gode menneske, jeg kendte, den gang som nu. Men så var De pludselig borte, De måtte være rejst med det samme; da var det først, at jeg forstod, hvor forfærdeligt det hele havde været.
974 Der var en, der nævnte Deres navn for hende; hun så sig om og ventede vist, at De vilde komme; jeg har aldrig set sådan et udtryk af rædsel i et menneskes ansigt. Hans Råskov stirrede frem for sig med åben mund og et udtryksløst blik, som så han ind i sin egen sjæl.
975 Han så sit eget tavse afsind fra den gang, og bag dette et andet, forvredent, skrigende; måske stod det bøjet over ham den nat, da han troede sig alene, men han hørte og så kun sig selv, og dog var der en anden han havde smittet, og som havde haft det værre end han.
976 Nu ved De snart alting om mig. De må ikke hade mig for det. Jeg er Dem — taknæmlig, fordi De har sagt mig det; det lyder måske underligt, men jeg har tænkt så meget på hende, der blev tilbage, og alting blev meget mere forfærdeligt, ved at De forsvandt så pludseligt og hemmelighedsfuldt.
977 Og nu kan jeg sige Dem farvel, sae han, og hans ansigt stivnede under en indre viljeanspændelse, idet han ligesom vendte sig om mod sin ensomme fremtid. — Herefter har jeg ikke mere at tale med noget menneske om. Hr. Råskov, De har sagt mig så meget, at jeg må ha lov til at spørge Dem om noget.
978 Hvis jeg var sikker på, at den ene ting kunde hjælpe mig: ja, det vilde jeg, frøken Årbo, og nu skal jeg sige Dem en ting til, inden vi skilles: jeg ved ikke andre end Dem, der kunde ha gjort det, men nu er det for sent, selv om De ikke havde været bundet til en anden.
979 Han tog hendes hånd og gik en stund med den. Jeg vil blot prøve, hvordan det er, sae han og så op. Hun trykkede hans hånd til svar, og de gik. Han havde virkelig en fornæmmelse, som om bevidstheden til dels forlod ham; han kunde ligesom på afstand se tilbage på sig selv.
980 Folk har længe stået og råbt over ilden; nu kommer de også med sprøjter; strålerne borer huller i ildtæppet, river flænger i det og klipper flige af det, men i næste øjeblik er det helt igen; det erstatter selv, hvad det mister, og læger straks hvert sår med primitive væsners livskraft.
981 Hele huset er nu en eneste flammebygning med tårne og spir i fantastisk gotik, men alting står skævt i den forrygende storm. Der er ildebrand, sae Anna, idet toget svingede ind til byen. Det brænder i nærheden af vort hus. Ildebrand nu, sae Hans Råskov; det kan ikke være muligt.
982 Det er en stor brand, sae han og så stift på hende; han så skæret af luerne i hendes øjne. — Lad os opsætte vort bryllup og rejse tilbage igen. Det stormer hårdt, og det er ikke til at redde noget, hvor det får fat. Det er sikkert hos os, sae hun, idet toget stansede.
983 Hun greb hans arm og trak ham med ud af kupeen. Det er forfærdeligt, men vi må skynde os, om vi kan redde noget. Hun var for optaget til at bemærke udtrykket i hans øjne, hun ilede foran, og han fulgte, men ved hvert skridt følte han, at han gik det uafvendelige i møde.
984 I utide var han vågnet af sin forstening, der endnu ikke var fuldbyrdet, og det, som han havde kaldt lykken eller blot en vis grad af tilfredshed, havde ikke gjort andet end bringe det tilbage til livet, som burde være sovet ind i stenens søvn og aldrig vågnet mere.
985 Hans hus stod i flammer, og da han havde set lidt på det, sansede han ikke andet end ild og os og stinkende, sorte bunker. Han så deri sin egen sygdom; det var et billede i sort og rødt på hans egen sjæl. Så snart han hørte om denne brand vidste han, hvordan det stod til med ham selv.
986 Ilden har nu en lang vej at gå, haven ligger imellem, og dær er ikke megen næring at få; æblerne steges på træerne, kviste og grene forkulles og gives hen til vinden. Lysthuset blir undersøgt, den vilde vin går fra rødt til sort, og ilden holder et tarveligt måltid på tremmer og bord og bænke.
987 Men ingen har lagt mærke til en lille røgsøjle, som pibler frem under tagskægget; dær er en middelstor gnist sluppet uskadt ind og har bidt sig fast; den har sit på det tørre i en forladt spurverede, mens vandet driver ned udenfor, og når det kniber, kommer vinden ind og gir nyt mod.
988 Lad os gå, hviskede Anna og trykkede Hans Råskovs arm; jeg kan ikke tåle at se på det mere. Han svarede ikke, men da hun så ind i hans øjne, hvor flammerne gav genskin, da havde de et lignende udtryk som en aften for fem år siden, da de havde skræmmet et menneske fra forstanden.
989 Et toetages hus styrtede sammen foran dem, røg og gnister vred sig op mod himlen som en glødende skypumpe; murene faldt med en dump lyd og et suk, der mindede hæsligt om mennesker, der falder ned højt oppe fra, men ilden brølede af en stadigt voksende appetit og bredte sig ustanseligt.
990 Rør ikke ved mit hoved, hviskede han, idet han for første gang vendte øjnene fra branden, der var omtrent slukket; — jeg kan ikke tåle det. Men jeg må blive her, dette skal overstås først. Gå du. Jeg blir hos dig. Hvorfor? Vi skal dog skilles nu. Vær fornuftig og gå.
991 Den vakte gamle minder hos Hans Råskov; hver gang han var ved at døse hen, tog hans fantasi sig så store friheder med al denne skrigen og dansen oven over, at han vågnede og måtte holde den i ave. Så kom der en varme, der fordrev al døsigheden og fik sveden til at springe frem.
992 Han huskede den ene røde ting efter den anden, det tiltog hurtigt og fyldte hele hans bevidsthed, men han så ingenting; under de lukkede låg stirrede han efter flammer eller blod eller hvilken skikkelse, det røde Afsind havde i sinde at antage, men det kom ikke frem.
993 Det truede med at falde over ham og fortære hans forstand, men det beherskede sig og gemte sin kraft og lod ham ligge i forventningen, som om det kom an på at pine ham langsomt ihjel ved skjult belejring, mens det lod ham beholde sin forstand, der ikke ydede ham noget forsvar.
994 Han følte sengen gynge under sig; han prøvede at stanse det ved at lette sig og ryste på hodet, men da var det, som om han rystede den store brand buldrende ned over sig; han forstod, at den ønskede at passe sig selv, og han blev straks føjelig, fandt sig i ikke at gribe ind.
995 Hans Råskov gik omkring i sit værelse i overfrakke og morgensko, for det var koldt, og det vilde ikke brænde i kakkelovnen; alting var gennemtrængt af en sur røg, som han til dels havde fået ud gennem døren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for så væltede regnen ind.
996 Hans Råskov tog mod til sig og vadede ud i æltet, han trængte til varme. Han gik en lang tur og blev varm. Da han var kommet en halv mil fra kroen, følte han, at han ikke var herre over sig selv, heden havde taget magten over ham, den var ligesom slået ind og havde angrebet sjælen.
997 Han stod stille midt i den øsende regn, der malede hele den synlige verden sammen til een formløs gråhed, men han så det ikke, han var selv en verden af ild, hans blik blev hårdt og blændet og formåede ikke at hvile sig ved synet af det grå, der er som skabt for øjne, der har set for meget.
998 Den var heller ikke gået ham selv forbi, skønt han vidste, at han var uden skyld, skylden lå til sidst i den nødvendighedens lov, der havde tvunget ham, ført ham fra handling til handling, pånødet ham den ene stemning efter den anden og ikke tilladt ham at handle frit en eneste gang.
999 Det skulde for eksempel hænde ham, en dag da det blev højt vær, at han ikke kunde ha nogen glæde af den blå himmel; han betragtede den med mistro og undren: den farve blåt var ikke ærlig; der gemte sig rødt under den, og han følte sig lettet, da de følgende dage igen bragte gråvær.
1000 Han gjorde også den erfaring, at ethvert forsøg på at mildne galskaben eller ligesom narre den for noget, gjorde den mere ondsindet; han måtte la den være ene om sit og ikke gribe ind. Men hvad han mente at høre, var ikke noget mod de forestillinger, der påtvang sig.
1001 Måske havde han det sådan, at han arbejdede bedst, når det halve af arbejdets lidenskab skyldtes en anden undertvungen lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sjælens maskineri går støt under vekselvirkninger af det, der anes og kues indad til, og det, der tænkes og frigøres i handling udad til.
1002 Selv om han endnu ikke var aldeles rask, og hans nærvesystem kunde genvinde noget mere af den gamle kraft, så var der sket en blivende forandring med ham. Dær hvor sygdommen havde hærget, var han nu en hel anden, og der syntes ikke at være andet tilbage fra den store ødelæggelse end hans forstand.
1003 Det led hen på den anden vinter; han gjorde bekendtskab med egnens folk og traf gærne en eller anden, som han kom i tale med, når han gik ud; hjemme syslede han med forsøg, der før i tiden kun vilde ha været leg, men nu havde han intet mere alvorligt end sin leg, og han kedede sig ikke slemt.
1004 Han kom sig så vidt, at han godt kunde rejse ud og prøve kræfterne, men han gjorde det ikke; når han rejste der fra, så var det, at prøven skulde stå, om han duede til noget eller ikke, og han befandt sig for vel, til at han vilde udsætte sig for et uigenkaldeligt resultat.
1005 Han skreg fornuftigt og med kraft, hylede ikke hele tiden, men sparede på stemmen og udsendte sine skrig som nødsignaler, med visse mellemrum, og så lyttede han vel efter, om der snart kom nogen. Hans Råskov skyndte sig ned til vandet og så sig om efter en ting, der kunde være til hjælp.
1006 Han havde dog ikke tabt modet eller håbet endnu; han skreg ikke af skræk, han kaldte på mennesker og undrede sig vel over, at der ikke snart kom nogen. Det var så lydt i den kolde, stille aften. Hans Råskov så sig om en gang til. Nej, han var nok ene om det, han måtte selv ud.
1007 Han trak overfrakken af, lae ur og portemonnæ i den, idet han tænkte, at han vel også selv måtte i vandet. Han havde allerede fået sympati for fyren der ude, der holdt sig så tappert og brugte sin stemme med forstand, på en menneskeværdig måde og ikke hylede som et dyr, hylede sig selv til et dyr.
1008 Dette var altså den tredie, han vidste der var faldet i vandet og var i fare; han bed ikke sine skrig i sig og vilde være ene om det, han hylede heller ikke vanvittigt og modbydeligt, så man fiskede ham op med væmmelse og smed ham fra sig som et ækelt insekt, der er kommet i ens kaffe.
1009 Han fortjente at leve. Isen knagede; han stansede uvilkårlig og tænkte: Om et øjeblik ligger jeg der nede. Det holdt igen på ham; der kom et par sekunder, hvor han ikke kunde drive sig selv længere ud ad. — Jeg er vel ikke bange, tænkte han og kom til at ryste.
1010 Du er der vel endnu? råbte Hans Råskov. Ja vel, lød det klart og simpelt. Han krøb på alle fire, til isen brast under ham; men da han mærkede det kolde vand, troede han, at han skulde få krampe; hele hans legeme var i een skærende smærte, kulden ramte ham i brystet som et knivstik.
1011 Han begyndte at slå i isen. De første to alen gik let, men snart mærkede han, at en dødelig mathed lammede hans hænder. Han hævede sig op på isen, der knækkede under hans vægt, og på den måde kom han igen et par alen fremad. Derefter syntes den at være solid nok til at kunne bære ham.
1012 Han formåede ikke at hæve sig op; benene blev trukket den anden vej. Hans er blevet gammel, mumlede han. Han ledte i sine lommer efter et eller andet, som han kunde hugge ned i isen, men fandt ingenting. Da trak der ligesom et smil over hans stivnede læber: Her skulde det altså ende.
1013 Han så ind mod land, hvor drengen ikke mere var til at øjne. Han var vel snart hjemme. Han kunde ikke slippe den dreng af tankerne; han havde dog nogen at holde af i sit sidste øjeblik. — Jeg har taget hans plads her, tænkte han; han skal ta min plads i verden, det er et godt bytte.
1014 Lammelsen tog ham nede fra, hjærtet slog med besvær, og der udgik en ængstelse fra det, som så ofte før, men døsigheden lae sig over hans hoved og dulmede, han blinkede tungt et par gange og følte ikke mere kulden; det var ligesom vandet var blevet lunkent. Han forsøgte at få øjnene op.
1015 Var der ikke noget, der skinnede et sted? En kostbar ting, der lå og vinkede i solskinnet? Et venligt, rødt skær bredte sig for hans lukkede øjne, idet han gik under, som kunde det være genskinnet af en usigelig mildhed langt borte, der endelig havde fundet vej til ham.

Связаться
Выделить
Выделите фрагменты страницы, относящиеся к вашему сообщению
Скрыть сведения
Скрыть всю личную информацию
Отмена